Støvregnen satte ind, da Jane og hendes mor, Annie, forlod det distriktspsykiatriske center. Det var i den periode for fem år siden, da Annies sygdom var værst, og hun kunne ligge uger i sengen »og kigge på træerne udenfor og spørge mig selv, hvorfor jeg mon var her, og kunne jeg ikke bare forlade det hele og dø?«. Affaldet i lejligheden var for længst vokset dem over hovedet. Jane brugte mest nætterne på at sidde i sin rede i skarnsdyngerne og surfe på computeren efter artikler om psykiatri eller samle elektroniske puslespil. Hvis hun da ikke kravlede op i deres fælles seng for at nusse sin mor til ro. Om dagen vågede hun over moderen, skrev klagebreve til statsministeren eller Ombudsmanden, sørgede for mad og medicin. Jane blev rasende, da personalet på det distriktspsykiatriske center efter en kort undersøgelse sagde, at de ikke kunne hjælpe Annie, og de to gik ud i regnen. »De sagde, at det eneste, der var galt med os, var vores forhistorie. Det at vi boede sammen som mor og datter, og at vi var ens klædt og havde langt hår begge to«.Kvælningsfornemmelser »Husk lige, inden I går ind i lejligheden, at udskille en masse spyt i munden. Det hjælper på jeres trang til at kaste op på grund af lugten derinde«. Kommunalpolitikeren Arne Bech fra Hvidovre ved, hvad han taler om. Han har været i lejligheden flere gange i år. Ude på gangen her på 2. sal i boligblokken i Avedøre kan man ikke forestille sig, hvad der venter bag den lukkede dør, for en eller anden har pøset krasse rengøringsmidler ud over trapperne, så her lugter af kemisk nåleskov. Men skoven falmer, da døren til lejligheden går op.
FOTO Se billeder fra Jane og Annies lejlighed
En kvinde med fletninger titter ud, mens en bølge af kvalm luft snapper ud efter vores næsebor. Og vi snapper efter vejret. Hun giver hånd, »jeg hedder Jane«, mens moderen Annie i en T-shirt med påskriften ’Psykiatrisk afd. A-1’ kigger sky frem bagved. Inde i entreen omslutter den kvælende atmosfære åndedrætsorganerne og starter en instinktiv flugtreaktion i vores hjerner, som vi må bekæmpe af al magt. En lille sky af bananfluer danser lydløst foran et Dansk Folkeparti-flag på en kommode i entreen, mens et postkort på væggen med en stråtækt idyl i Rødvig forgæves kæmper for at få lidt opmærksomhed. Den første halvanden meter af det blå gulvtæppe er synlig, men et par skridt inde i boligen forsvinder tæppet ind under affaldet. For aldrig at blive synligt igen. Blikket kan herfra glide videre ind i stuen, køkkenet og soveværelset hen over skråninger af mælkekartoner, dåser med middagsretter fra Beauvais, aviser, tøj af ubestemmelig herkomst, Kærgaarden-smørbakker af flere årgange og et kaos af alt muligt tårnet op i halvanden meters højde eller mere mod loftet, hvor edderkopperne har bygget flere etager spind med sidebygninger, og stankelbenene sidder overalt - mange af dem døde, mumificerede. Stort set alle møbler er forsvundet ind i ophobningerne, der strækker sig, så langt øjet rækker. Et insekt vifter sine følehorn på en tom mayonnaisetube et sted mellem et ugeblad fra 2007 og en boremaskine, der aldrig er blevet pakket ud af emballagen. Det inderste værelse kan man slet ikke komme ind i. Dynger i næsten to meters højde hæver sig i døråbningen. »Kommunen tror, at vi har lyst til at bo sådan. Men vi kan godt selv se, at det er helt forkert«, erklærer Jane. På badeværelset er der nogenlunde orden. De to kvinder holder sig så rene, som man kan, når man bor på en losseplads.En hotline, der kan lukkes Da historien om de to kvinders lejlighed i april-maj i år tog en karruseltur i alle landets medier på baggrund af Politikens omtale - men hvor kvinderne betingede sig anonymitet - var Jane vred. Hvidovre Kommune forsikrede offentligheden om, at hjælp til både sygdom og rengøring har været tilbudt i årevis, men de to kvinder opfatter situationen anderledes. De føler, at de i mange år bad om undsætning, men ikke fik den. Og de har været i en slags permanent konflikttilstand med kommunen. Jane er ejer af ikke færre end tre mobiltelefoner med tre forskellige numre, for, som hun forklarer, hun er nødt til at have en telefon, som kun kommunen kender nummeret på, og fordelen ved det er, at hun kan slukke den, når hun ikke orker at skændes med myndighedspersoner. De to andre er til privat brug, og med to risikerer hun ikke at løbe tør for strøm. »Men det betyder bare, at Jane kører alle tre flade, så de skal til opladning på én gang, for hun snakker altså meget i telefon«, griner hendes mor.Johnnys signatur Jane og Annie har ret forskellig musiksmag. Men noget kan de da enes om. Tysk pop og tyrolerslagere. Og Johnny Cash. »Fordi The Man in Black står sgu da op for de svage og de sygdomsramte og ved, hvad han synger om«, som Jane betoner.
