Annonce
Annonce

Henrik Marstal

Når straffesparksskytten står på mål for kulturen

Debattører

Skolen må også lære børn, hvad sexisme, mobning, ekskludering og nethad er

Hvis jeg var statsminister, ville jeg skabe et helt nyt fag i folkeskolen for at forberede dem på verden i dag.

14

Begrebet medborgerskab er stadig et relativt nyt begreb, som bruges i flæng om den enkelte borgers aktive deltagelse i samfundslivet. Undertiden er det blevet defineret meget bredt og har desuden klang af noget skåltale-agtigt, der går i retning af at hylde vores demokratiske værdier.

Men jeg tror, at vi kunne få meget ud af at tage begrebet langt mere alvorligt og begynde at forstå det som en nøgle til, hvordan samfundet kan socialisere sine yngste medlemmer til at blive ansvarlige, aktive samfundsborgere, der kender deres demokratiske rettigheder, pligter og muligheder, og som derved vil kunne bidrage til at holde demokratiet åbent og levende.

Medborgerskab kan defineres som et identitetsrelateret tilhørsforhold til et fællesskab, hvor præmissen er, at andre meninger og holdninger end ens egne bliver anerkendt og respekteret. En anden præmis er, at en aktiv interesse for og deltagelse i samfundets demokratiske vidensudveksling holdes levende, samtidig med, at muligheden for selv at kunne ændre holdning til tingene hele tiden er medtænkt.

I en af de foreløbigt meget få tilgængelige tekster om emnet, nemlig en pjece om kunstmuseet som læringsrum for skoleelevers kulturelle medborgerskab (udgivet af Skoletjenesten i samarbejde med Unge Pædagoger 2012), pegede kriterierne for tilstedeværelsen af medborgerskab da også i den retning. Kriterierne var nemlig: flerstemmighed, aktiv deltagelse og selvrefleksion.

Dermed er medborgerskab en levende praksis, som hver enkelt samfundsborger har mulighed for at have med sig som en personlig, måske endda følelsesmæssig ressource livet igennem, og gerne – som pjecen lagde op til – en kompetence, der bør udvikles helt fra barnsben af.

SE TVHenrik Marstal: »Få en hær af forvaltningseksperter til at pege på, hvor lovgivningen diskriminerer mennesker«

Da jeg i januar måned blev inviteret til at lave en såkaldt ’statsministerens nytårstale’ til Politiken TV, sagde jeg, at hvis jeg var statsminister, ville jeg skabe et helt nyt fag i folkeskolen, som skulle hedde Hvordan Vi Bedst Omgås Hinanden. Faget skulle ikke blot gøre børn klogere på køn og kønsroller, men også på hvad sexisme, voldtægtskultur, mobning, ekskludering og nethad er. Desuden skulle det sætte fokus på menneskers ligeværd, og det skulle hjælpe børn til at have både empati, anerkendelse og respekt til overs for enhver, som de kommer til at møde på deres vej.

Sådan et fag kunne med afsæt i de anførte kriterier snildt inkorporeres i folkeskolen fra eksempelvis 6. klasse – og det kunne snildt hedde Medborgerskab, idet jeg vil referere til Folkeskolelovens paragraf 1, stk. 3 om folkeskolens formål, hvor der med en ganske vist lidt skåltale-agtig formulering står: »Folkeskolen skal forberede eleverne til deltagelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre«.

Så i hvert fald på papiret er der fra politisk side en bevidsthed om betydningen af den praksis, som medborgerskab er også i børnehøjde. Men spørgsmålet er, hvor meget denne praksis egentlig fylder i skoleelevernes hverdag.

Jeg er klar over, at det ikke er helt ligetil at indføre et nyt fag. Men ikke desto mindre tror jeg, at en systematisk løbende demokratilæring ville være særdeles værdifuld, hvad enten det var som et selvstændigt fag, som del af et andet fag eller som projektforløb. Her er to helt aktuelle eksempler på, hvorfor faget ville være nyttigt – og mange andre eksempler kunne findes:

Den 16-årige Ebrahim Said kom i sidste og forrige uge en gevaldig tur i mediernes vridemaskine med sit debatindlæg i Weekendavisen om, at letpåklædte kvinder i nattelivet måtte tage deres del af ansvaret, hvis de blev voldtaget.

Det ville kunne medvirke til at skabe et mere tidssvarende mål eller ideal for dannelse i en tid, hvor den traditionelle dannelseskulturs værdier er under stor forandring

Henrik Marstal

Den gamle traver om mandens kønsdrift som noget, denne desværre ikke selv kan styre, og hvis aktiviteter altså kan undskyldes med henvisning til biologiske dispositioner, blev her gentaget i læserbrevsform af en stor dreng, som måske slet ikke vidste bedre, fordi det er den opfattelse af mandlig kønsdrift, som han nu engang selv har mødt i populærkulturens myriader af film, musik, computerspil og porno.

Tænk, hvis han i stedet for at skrive det indlæg kunne have spurgt sin medborgerskabslærer, om ikke de skulle diskutere voldtægt i timen, for det emne havde han gjort sig nogle tanker om. Så var hans overvejelser måske i stedet blevet genstand for en debat i hans klasse, om hvorfor voldtægt foregår, hvordan samfundet stiller sig til begrebet, og hvad den løbende debat om voldtægt går ud på.

Ironisk nok er det faktisk udtryk for aktivt medborgerskab, at den 16-årige skrev sit indlæg i første omgang. Men tænk, hvis han i sit indlæg havde inkorporeret en synsmåde, der antydede en større forudgående refleksion over, hvorfor han mente, som han gjorde.

LÆS DEBATDebat om prostituerede er alt for unuanceret

Og i Politiken i forrige uge slog seksualvejlederen Karen Sundtoft alarm ved at berette om, hvor skadeligt det kan risikere at være for de mange, mange danske drenge, der allerede som 11-12-årige (og hun fortalte om episoder med 9-årige drenge også) bruger en betragtelig del af deres tid på at se porno. Drengene ved ikke altid, hvad det er, de går ind til, og forældre mangler et sprog til at tale med deres sønner om, hvordan de undgår at blive suget helt ind i pornoens verden.

For som Karen Sundtoft sagde, er den seksuelle debutalder stadig 16 år i gennemsnit, og det betyder, at drenge i dag når at se hård porno i fire-fem år, før de selv prøver at dyrke sex første gang – og modsætningen mellem virkelighed og forestilling kan dermed risikere at blive katastrofal for både dem og deres seksualpartnere.

Tænk, hvis disse drenge kunne have en seriøs dialog på klasseniveau om, hvad porno er, hvorfor den findes, hvilke dagsordener pornoindustrien har, hvad det vil sige at være pornomodel, hvorfor samfundet er pornoficeret, samt hvorfor der findes mennesker, der som Karen Sundtoft mener, at adgangen til porno skal ledsages af langt mere refleksion over, hvad det er. Alle disse forhold har nemlig at gøre med pornokulturen som en del af dagens Danmark, og de er dermed en del af den demokratiske praksis, som anerkender pornoens tilstedeværelse i samfundet.

Som skolefag ville medborgerskab med sit fokus på flerstemmighed, aktiv deltagelse og selvrefleksion samt sit afsæt i de demokratiske rettigheder, pligter og muligheder også kunne gøre noget helt andet: Det ville kunne medvirke til at skabe et mere tidssvarende mål eller ideal for dannelse i en tid, hvor den traditionelle dannelseskulturs værdier er under stor forandring – og allerede er godt i gang med at blive delvist erstattet af mere samtidsorienterede kompetencer i forhold til viden, forståelse og kunnen.

Lad debatten begynde.

For abonnenter
Redaktionen anbefaler

Hvorfor er det så svært for mænd at bremse sexchikane?

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce