I sidste uge i Folketingets spørgetime afviste Statsminister Lars Løkke Rasmussen over for mig, at Danmarks forhold til Sverige og Tyskland er køligere end vanligt.
Vores håndtering af flygtningesituationen og den grænsekontrol, der er blevet indført på tværs af Øresund og ved den dansk-tyske grænse, har ikke haft negative konsekvenser for forholdet til vores nærmeste naboer og vigtigste handelspartnere, nej, dialogen har faktisk været god, sagde Statsministeren, og understregede samtidig, at han tilmed har oplevet forståelse for de danske dispositioner fra både Sverige og Tyskland.


























