Det var i 1975, at efterlønnen ankom på den den politiske scene.

Dengang var arbejdsløsheden meget høj – især blandt de unge og de ældre. Det var derfor vanskelligt for fagbevægelsen at kæmpe for højere lønninger. Til gengæld blev det logisk at rejse diskussionen om arbejdsmiljø og nedslidning.

SID’s formand Erik Bording foreslog, at Folketinget vedtog en speciel ydelse, som skulle målrettes de nedslidte. Han begrundede forslaget mere socialt end arbejdsmarkedspolitisk. I modsætning til f.eks folkepension, skulle det kun være de reelt ”værdigt trængende”, som kunne modtage efterløn, som SID døbte nyskabelsen.

Forslaget var en elegant sproglig konstruktion. På det tidspunkt var førtidspension det bedste, man som nedslidt arbejder kunne håbe på. Det var ikke et ord, som fik nogen til at ranke ryggen og se stolte ud. Men ordet efterløn havde en helt anden klang: Det eksisterede allerede som en særlig ret, som visse funktionærer og tjenestemænd kunne optjene. Værdigheden kom med ordet, det lød nærmest som en hædersbevisning, og sådan er det stadig. Ordet førtidspension havde og har ikke helt den samme klang, for nu at sige det mildt.

Socialdemokraterne var ikke entusiastiske. Men SF tog idéen til sig, og stillede i januar 1976 et forslag om efterløn i Folketinget. Vel at mærke – og her har vi hele humlen! – som en universel ydelse. Efterlønnen skulle ikke kun målrettes de nedslidte. Den skulle være en ret for alle danskere.

Forslaget fik ikke stor bevågenhed, og det blev ikke gennemført.

I årene derefter var Svend Auken arbejdsminister, og det var ikke det letteste job i de år. Arbejdsløsheden blandt unge og ældre var på vej gennem loftet. Men Auken kom i tanke om efterlønnen, som på det tidspunkt lå og svømmede i socialministeriets syltekrukke, og så fik han en idé: Hvad nu hvis man løftede diskussionen ud af syltekrukken og op på mahognibordet? Hvad nu hvis man forvandlede efterlønnen fra socialpolitik til arbejsmarkedspolitik? På den måde kunne man løse hele tre problemer:

- Ungdomsarbejdsløsheden
- Ældrearbejdsløsheden
- Nedslidningen

Tre fluer med et smæk? Hele tre ting på en gang? Som datidens Kinder-æg var det næsten for godt til at være sandt.

Svend Auken nedsatte et udvalg for at se på handlemulighederne. Det bestod af to fagforeningsbosser og en ung lovende økonom ved navn Poul Nyrup(!) I 1978 kom danmarkshistoriens måske mærkeligste regering til: Socialdemokratiet og Venstre gik sammen i en skrøbelig regering, som endte med kun at sidde i 14 måneder. Men de måneder var de afgørende for efterlønnen, for de borgerlige gik med. Og i januar 1979 trådte loven i kraft. Man forestillede sig dengang, at omkring 20.000 mennesker ville benytte sig af ordningen.

Siden er der sket meget. I 2009 var over 135.000 mennesker på efterløn. Og demografien har sammen med verdens gang løst to ud af 1970’ernes tre store udfordringer: Vi har ikke længere arbejdsløshed i samme omfang, hverken blandt de unge eller de ældre. Tvært imod har vi mangel på arbejdskraft.

Og så kæmper vi stadig med det sidste af Svend Aukens tre problemer: Nedslidningen blandt bestemte grupper på arbejdsmarkedet er fortsat en udfordring - hjælpemidler, overenskomster og forskning til trods. Det er simpelthen ikke alle jobfunktioner, som kan holde til at arbejde helt til pensionsalderen.

Men vent lidt. Hvad nu hvis det hele var gået anderledes? Hvad nu hvis SF ikke havde forvandlet efterlønnen til en universel ret, før de stillede forslaget i Folketinget i 1976? Hvad nu hvis Svend Auken ikke havde forvandlet et socialpolitisk forslag til arbejdsmarkedspolitik? Hvad nu hvis Poul Nyrup, Svend Auken, Venstre og SF sammen havde gennemført fagbevægelsens forslag om en efterløn målrettet de ”værdigt trængende”?

Ja, så havde diskussionen set anderledes ud i dag. Og måske udstikker efterlønnens skabelsesberetning en kurs for fremtiden. En værdig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet er lige så nødvendig for 10’ernes nedslidte som for 70’ernes. Nedslidning af hårdtarbejdende borgere må under ingen omstændigheder accepteres, vi er forpligtede til at finde konkrete løsninger på det problem. Når den nød er knækket, kan efterlønnen afskaffes.