“Hvorfor flipper venstrefløjen sådan ud, når man siger, at forventningen er, at fremmede der kommer hertil, og vil blive, bliver danske? [...] Svaret er enkelt: Fordi venstrefløjen aldrig - fra det radikale venstre til og med enhedslisten - har brudt sig om Danmark som sådan. Det er dem fremmed.”

Sådan harcelerer Søren Pind i sit seneste blogindlæg mod alle, der ikke deler hans ønske om assimilation. Jeg finder det uendeligt komisk. Det, som Søren Pind kalder venstrefløjen, har stort flertal i befolkningen ifølge de aktuelle meningsmålinger. Alligevel mener Søren Pind at dette flertal af befolkningen grundlæggende er fremmed over for danskheden. Danskheden er altså alene forstået og beskyttet af et mindretal på højrefløjen, som Søren Pind selv tilhører – og som han oven i købet ønsker at assimilere alle anderledes tænkende til at opsluges i. For os, som holder af forskellighed og pluralisme ville det være klædeligt, hvis Søren Pind selv kunne se det ironiske i den tankegang.

Men det er nok for meget at forlange. For ironi - og navnlig selvironi – forudsætter, at man kan forholde sig reflekteret til sig selv og sit eget standpunkt. Ellers ville man jo ikke vide, hvad der var sjovt at gøre grin med. Men det er netop her, de nationalliberale og de nationalkonservative kommer til kort. For dem er danskhed, hvad modermælk er for det nyfødte barn: Noget man labber i sig per refleks. Ve den, der smager på den og tager stilling til den. Han eller hun er antidansk! Antipatriotisk! Unational! Fremmed! Samfundsopløsende! Moralnedbrydende! Landsforræderisk!

Sådan har den nationalistiske smædesang mod ”venstrefløjen” og de ”kulturradikale” lydt siden det moderne gennembrud i slutningen af 1800-tallet. Pinds bredside til ”venstrefløjen” ligner til forveksling de angreb, der dengang blev rettet mod kulturradikalismens førstemand, Georg Brandes. Så kære lille Pind: Nu falder der Brandes ned.

Som ung rejste Georg Brandes rundt i Europa og studerede det moderne åndsliv. Da han vendte hjem, var det med et nyt perspektiv på det nationale. Selv formulerede han metoden sådan her: ”at nærme det Fremmede til os saaledes, at vi kunne tilegne os det, og at fjerne vort Eget fra os saaledes, at vi kunne overskue det”. Det nationale skulle ikke smides på møddingen, men derimod lægges op på skrivebordet, så man kunne studere, analysere og dyrke det. Og det sidste var mindst lige så vigtigt for ham som det første. Lige så fuld af foragt han var over for den del af dansk kultur, han gav prædikatet ”fædrelanderi” og ”præstegårdskultur”, ligeså uforbeholden begejstret var han for de nye skandinaviske forfattere som Henrik Ibsen og I. P. Jacobsen. Dem formidlede han til resten af Europa og verden. Siden lagde Henrik Ibsens arbejde grundlaget for det, som nogen kalder Holywood-dramaturgien. At Brandes introducerede Ibsen for verden har altså haft enorm betydning for det tyvende århundredes filmhistorie, og dermed for klodens åndsliv.

Herhjemme gav Brandes med sin oversættelse af Kvindernes underkuelse af John Stuart Mill den tidlige feminisme i Danmark et stort skub fremad.

Men Brandes var for meget for nationalisterne. Med slet skjult – eller slet ikke skjult – henvisning til hans jødiske ophav, stemplede de ham som fremmed og udansk. Og derfor slet ikke i en position, hvor han kunne tillade sig at stille spørgsmålstegn ved dansk kultur. Den samme kritik lyder fra Søren Krarup, der mener, at Brandes: ”på grund af sit jødiske blod var […] uden pietet for og samhørighed med landets fortid”. Fætter Langballe har ligefrem sammenlignet Brandes med djævelen!

Og det er her, ironien vender tilbage. For de værdier, som Brandes var bannerfører for, er de selvsamme værdier, som Dansk Folkeparti og Søren Pind i dag bruger til at slå indvandrere og politiske modstandere i hovedet med: Ligestilling. Ytringsfrihed. Demokrati. Frisind. Og på den måde afslører historien jo det, vi anede: At ligestilling, ytringsfrihed, demokrati og frisind aldrig har været absolutte værdier for nationalisterne på højrefløjen, men derimod blot stumpe våben, man kunne bruge mod pluralismen og de anderledes tænkende.