Vi har ventet 14 år. Men nu skulle den være god nok. Om en uge kommer Wendler-Pedersen-udvalget endelig med sin betænkning om reguleringen af efterretningstjenesten. Det er nok et af de længste og mest koncentrerede hjørnespark, der er set i nyere dansk politisk historie. Tænk at opleve World Trade Center styrte i grus og efterretningstjenesternes beføjelser og budgetter boome. Og så insistere på ti års betænkningstid, før man tager stilling til regulering og kontrol. Det ville jo svare til at udskrive en arkitektkonkurrence om et nyt løvebur, mens løverne løb frit rundt i København.

Men hellere sent end aldrig. For de danske efterretningstjenester har alvorligt brug for ny regulering – og ikke mindst kontrol. Det er en kendsgerning, at den danske efterretningstjeneste er blandt de dårligst kontrollerede efterretningstjenester i Europa. Ifølge en ny rapport fra Europa-Parlamentet er der faktisk kun tre lande, der har en ringere demokratisk kontrol med efterretningstjenesterne end Danmark.

Derfor må det også siges at være en stærk underdrivelse, når flere politikere i denne uge har sagt, at den demokratiske kontrol med efterretningstjenesten "kunne være bedre". Kunne være bedre? Det forudsætter jo, at der allerede eksisterer en eller anden form for kontrol. Og det er ikke tilfældet.

Jo, vi har ganske vist folketingets svar på Frimurerordenen: Det lille eksklusive udvalg vedrørende efterretningstjenesterne, som holder hemmelige møder på hemmelige steder med hemmelige dagsordener omgæret af fuldstændig tavshedspligt. Jeg sidder selv i udvalget som en af i alt fem folketingsmedlemmer. Og det er stort set det eneste, jeg må sige om den sag. Jeg må ikke sige, hvornår vi mødes, hvor vi mødes, hvad vi taler om - eller for den sags skyld hvad vi ikke har talt om. Men det ville også være svært at huske, for materialer bliver låst inde i et skab efter mødet - og skulle man mod sædvanen tage noter, så gælder det samme for dem. Intet forlader lokalet.

Men på trods af at udvalget ind imellem bliver kaldt Det parlamentariske kontroludvalg, så har dets arbejde ikke meget med kontrol at gøre. I loven om udvalget – som i øvrigt må være en af Danmarks korteste og mest overfladiske love – hedder det blot, at udvalget skal have ”indseende” i efterretningstjenesternes virke og at regeringen underretter ”om indholdet af de retningslinier, der er gældende for efterretningstjenesternes virksomhed”.

Udvalget har altså hverken bemyndigelse til at lave besigtigelser, stikprøvekontrol eller gennemgå bestemte typer sager, men er helt og aldeles afhængig af de oplysninger, som regeringen og efterretningstjenesterne selv lægger frem. Som kontrolorgan er det derfor ikke meget værd. Og det bliver vi nødt til at sige åbent og ærligt, hvis ikke vi vil ende som demokratisk figenblad for efterretningstjenesterne og den til enhver tid siddende regering. Kort sagt: Vi kan ikke afsløre fejl og misbrug, og vi kan derfor heller ikke garantere for retssikkerheden. Sorry but true.

Tag nu bare et konkret eksempel, der landede på mit bord for nogle uger siden: En mand har søgt om dansk statsborgerskab og får i første omgang at vide, at han opfylder alle kravene og derfor bliver sat på lovforslaget om indfødsret. Et par måneder senere dumper der imidlertid et brev ind ad brevsprækken, hvor der står, at han alligevel ikke kan få indfødsret. Det fremgår også af brevet, at han ikke kan få nogen begrundelse, at kan ikke kan klage over afgørelsen, og at han først kan søge om statsborgerskab igen om fem år igen. Punktum. Ansøgeren forstår ingenting. Han går derfor til indfødsretskontoret, der ikke kan give ham yderligere oplysninger. Samme svar får han efter henvendelse til folketingets Indfødsretsudvalg. Og ombudsmanden melder også hus forbi.

Vores ansøger er ved at blive godt og grundigt forvirret og frustreret, da han til sidst kommer i kontakt med en avis, der tidligere har skrevet om en lignende sag. Avisen fortæller ham, at han sandsynligvis har fået afslag af Indfødsretsudvalget efter indstilling fra PET. Men det gør bare ansøgeren endnu mere frustreret og mystificeret, så han kontakter mig, fordi jeg sidder i Indfødsretsudvalget. Kan jeg ikke tage sagen op, spørger han, for der må være sket en fejl – han bor i Vollsmose ja, og han hilser også på nogle af de slemme drenge, men han har ikke gjort noget.

Jeg ved jo ikke, hvad der er op og ned på sagen. Men når man fratager mennesker noget så fundamentalt som retten til statsborgerskab, så skylder man folk en forklaring, og hvis ikke det er muligt af hensyn til eventuel efterforskning, så bør man i det mindste kunne forsikre dem om, at der ikke er sket en fejl.

Men på trods af, at jeg sidder i begge de relevante udvalg, så kan jeg hverken give en forklaring eller forsikring mod fejl. Indfødsretsudvalget modtager ikke begrundelser for PET’s indstillinger, og udvalget vedrørende efterretningstjenesterne behandler ikke enkeltsager. Så hvis der er sket en regulær fejl, eller PET ser spøgelser, så er det kun PET selv, der kan finde ud af det.

Det er et kæmpe retssikkerhedsmæssigt problem. Men det er også vigtigt at understrege, at det ikke er PET, der er skyld i problemet. Det er os. Folketinget. For problemet er jo ikke, at efterretningstjenesterne kan lave fejl. Det gør alle myndigheder. Problemet er, at folketinget med det nuværende system helt bevidst har valgt at vende det blinde øje til og lade folk selv bære omkostningen.

Jeg håber, at Wendler-Pedersen-udvalget med sin betænkning vil bane vejen for et nyt kontrolsystem, hvor vi folkevalgte gør det, der nu engang er vores opgave: Nemlig at repræsentere og forsvare folket.