I øjeblikket forhandles der finanslov. Læg mærke til, at vi ikke taler om udlændinge. Og hvor er det behageligt at opleve, hvordan finanslovsforhandlinger faktisk kan handle om økonomi.

For gennem ti år bøjede VK-regeringen nakken og accepterede, at regeringsmagten kunne tages som gidsel i et spil om et højrefløjspartis yderligtgående krav. Logikken var, at Dansk Folkeparti præsenterede den udlændingepolitiske ønskeliste i løbet af sommerens agurketid. Og så gik efteråret med diskussion af disse forslag. Som årerne gik, blev de mere og mere absurde.

Samtidig forsvandt det politiske ansvar for Danmarks økonomi ubemærket ud af befolkningens bevidsthed. Mens Danmark gennemlevede en historisk højkonkjunktur, undlod VK-regeringen at bruge de fede år til at skabe en sund og bæredygtig økonomi. Resultatet var boligbobbel og overophedning. Og da regningen skulle samles op under finanskrisen, forsvandt titusindvis danske jobs. Vi glemte økonomien, i stedet diskuterede vi udlændinge, udlændinge og atter udlændinge. Dét og så danske mindesmærker i udlandet. Gennem ti år.

Al denne udlændingediskussion til trods, står spørgsmålet til datidens statsministerparti stadig ubesvaret: Var VK-regeringens udlændingepolitik udtryk for politiske indrømmelser til Dansk Folkeparti? Eller ønskede Venstre selv de årlige symbolpolitiske stramninger? Var det studehandel eller værdifællesskab, der prægede dansk politiks mest omtalte område op gennem 00’erne?

Nu er VK-regeringen fortid. Derfor må det nu være muligt at få svar på så enkelt et spørgsmål. Hvis svaret ikke kan gives tilbageskuende, bør det – om ikke andet – afkræves fremadskuende. Hvordan ville dansk udlændingepolitik se ud, hvis Venstre havde 90 mandater? Hvor står Venstre?

Jeg er klar over, at Venstre ikke står dér, hvor Radikale Venstre står. Men står Venstre dér, hvor Liberal Alliance står? Eller står Venstre dér, hvor Dansk Folkeparti står? Eller måske et helt tredje sted?

Dansk Folkeparti er ikke holdt op med at stille absurde udlændingepolitiske forslag, efter de holdt op med at være regeringsbærende. Og når der kommer en signalpolitisk fanfare fra Dansk Folkeparti, træder Venstre vande. Forløbet er det samme hver gang: Først udtrykker Venstres ordførere, at forslagene er ”interessante” og ”relevante” – hvorefter de ender med at stemme dem ned i Folketingssalen. Omvendt forholder det sig med regeringens forslag. De møder voldsom kritik i medierne og fra Folketingets talerstol, hvorefter Venstre alligevel ender med at stemme for store dele af forslagene.

Men denne zigzag er tilsyneladende ikke en historie, som Venstre ønsker, at vælgerne skal kende. For når man så spørger til Venstres egne udlændingepolitiske overbevisninger, får man ikke noget svar, kun væven og tøven. Jeg har prøvet mange gange, senest i Folketingets åbningsdebat. Svar får man ingen af.

Jeg har forstået, at fodboldkommentatorer kalder det fedtspil. Den form for fodbold, hvor man bare flytter bolden rundt på midtbanen og i øvrigt ikke har andre ambitioner end at få tiden til at gå. Billedet er træffende. På den bane, som udlændingepolitiken udgør, spiller Venstre fedtspil.

Kalkylen er: Hvis Venstre vinder valget, kan udlændingepolitiken afgøres bagefter. Alt efter hvordan mandaterne falder ud, vil Venstre så lægge sin udlændingepolitik dér, hvor det er mest bekvemt. Udlændingepolitikken er en handelsvare, som Venstre kan benytte til at købe sig til magten. Den kan sælges til Dansk Folkeparti i bytte for loyalitet på andre politiske områder. Eller den kan sælges til andre partier, som måtte stå parate med bedre tilbud.

En stemme på Venstre kan være lig med en stemme på Dansk Folkeparti. Det kan også være noget helt andet. Man ved det ikke. For Venstre vil ikke fortælle det.