Endnu et terrorangreb i Europa. Et rædselsvækkende anslag mod vores frihed, mod demokratiet, mod vores sikkerhed og tryghed. Langt over hundrede døde. En by i rædsel, et land i chok, et kontinent i sorg og afmagt.
Lige nu strømmer sympatien til Frankrig og til ofrene. Men lige efter sympatien kommer raseriet. Raseriet mod dem, der gennemførte denne udåd. Det blinde raseri, lysten til at slå igen, tørsten efter at ramme dem, der ramte os.


























