Daniel Garrigue opnåede sit øjeblik af berømmelse i denne uge, da flere bloggere rundt om i Europa udnævnte ham til ’den sidste raske mand i Frankrig’.

Den 62-årige borgerlige løsgænger havde som den eneste modet til at stemme nej, da den franske Nationalforsamling med 335 stemmer for vedtog den omstridte loi anti-burqa, burkaloven.

LÆS OGSÅFransk burkaforbud rykker nærmere

Enkelte socialdemokrater støttede forslaget. Langt de fleste på venstrefløjen – inklusive kommunister og grønne – var lodret imod, men valgte alligevel at udeblive eller stemme blankt.

De frygtede, at vælgerne ikke kunne kapere deres nuancerede synspunkt: at burkaen strider mod deres menneskesyn, men at et forbud er den forkerte måde at takle problemet på.

I frihedens, lighedens og broderskabets eget land er der således nu konsensus om, at frihed er noget, man lovgiver sig til. Og de, der ikke vil være fri på den rigtige måde, bliver straffet med bøde og genopdragelse (!) i form af et kursus i ’medborgerskab’.

Situationen var langt hen ad vejen den samme herhjemme, da Konservative sidste år ville forbyde danske kvinder at klæde sig i burka.

Socialdemokraterne var vistnok enige, og selv om en stribe venstrefolk sagde fra, nedsatte statsministeren udvalg og arbejdsgrupper, indtil en embedsmand i Justitsministeriet sjussede sig til, at et burkaforbud ville være i strid med grundloven. Så kunne forslaget aflives med en teknisk knockout.

LÆS OGSÅSå blev burkaforbuddet endeligt begravet

Debatten og den spage modstand mod forslaget viste, at frihed og demokrati i stigende grad er blevet noget, vi beskytter ved at begrænse det.

1960-70'ernes demokrati
En ny bog med titlen ’Frygtens ret’ forsøger netop at gøre op med den frygtens kultur, der nu i et årti har præget dansk og international lovgivning.

Bogens forfatter, Peter Høilund, er forfatter i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitet, og i Weekendavisen forklarede han for nylig sit ærinde:

»Frygtens ret er i det væsentlige ikke motiveret af politiske forhold i det enkelte land og heller ikke af befolkningens ønsker eller bestemte punkter i et partiprogram, men er motiveret af terror, finanskrise, sygdomme som fugleinfluenza osv.«, siger Peter Høilund.

Han peger på, at sagen i Højesteret mod T-shirt-firmaet Fighters + Lovers var en øjenåbner for ham selv. Firmaet blev dømt for at have sendt penge til folk med forbindelse til organisationer, der står på det internationale samfunds terrorlister.

LÆS OGSÅHøjesteret dømmer seks for terrorstøtte

»Der findes altså politiske standpunkter, som man ikke må støtte. Hvis jeg ikke må støtte det økonomisk, må jeg så demonstrere for det eller danne en forening, der støtter det politiske formål«, spørger professoren og konkluderer selv:

»I 1960’erne og 70’erne kunne man støtte de mest vanvittige tyranner og diktatorer som Mao, Stalin og Østtysklands Erik Honecker. Dengang var holdningen, at det, der kendetegner et demokrati, er, at vi kan rumme alle ytringer. Sådan er det ikke længere«.

I dag er de ny fundamentalister klar til at fortælle os – og sågar lovgive om – hvad vi må mene, og nu også hvilket tøj vi må bære.

Frihedens fundamentalister
Tilhængerne af et dansk forbud mod burka er så uheldige at have den fundamentalistiske demokrat Naser Khader som deres anfører. Det er som regel garanti for en kaotisk mediefarce efterfulgt af tavshed.

LÆS OGSÅKhader fordømte burkaer på CNN

Naser Khader – der som bekendt spiller for de konservative i denne sæson – poppede dog op for en ny kort bemærkning, da den franske lov blev vedtaget. Han pegede på, at en række andre lande som f.eks. Belgien og Spanien er på vej ud ad samme spor som Frankrig.

Det er på tide, at vi gør op med os selv, om vi ønsker et samfund, hvor politiet skal bruge tid på at anholde kvinder på grund af deres tøj. Eller om vi tror på, at man kan være imod fornedrende slør uden at ønske dem forbudt ved lov.

Hvis den kamp skal kæmpes, kræver det, at flere end Daniel Garrigue tør hæve stemmen og sige, hvad de mener.

Ellers tror frihedens fundamentalister bare, at de har ret.