Annonce
Signatur 11. sep. 2010 KL. 00.01

Kald dig lige 'Vækst-Lars' én gang til

Løkke vil nu være vækstens mand, ham der gør kagen større. Men statsministeren flopper.

Regeringen vil sætte en ny dagsorden: Der skal fut i væksten.

For lyt bare efter: Ordet ’vækst’ indgår i stort set hver eneste sætning, der kommer ud af munden på Lars Løkke Rasmussen for tiden.

Og i går brugte han ordet igen og igen på et pressemøde i forlængelse af det såkaldte Vækstforums møder. Vækst, vækst, vækst.

LÆS OGSÅVækstpakken er langtfra nok

Mærkeligt. Her var vi nogen, der troede, at dét med at gøre kagen større helt automatisk var et mål for en moderne dansk regering – ja, havde været det siden Thorvald Stauning.

Men det banale er tilsyneladende gået hen og blevet regeringens nye, store dagsorden. Dét skud, statsministeren har i bøssen. Forhåbentlig er det nye fokus udtryk for, at regeringen erkender, at man har svigtet.

For vi taler jo ikke om en regering, der trådte til sidste år, vel? I snart ni år har VK sammen med Dansk Folkeparti sjoflet vækstpolitikken, soldet opsvinget og nordsøoliepengene op, undveget de nødvendige vækstreformer og værst af alt: Regeringen har helt og aldeles fejllæst krisen og smidt benzin på krisebålet i form af skattelettelser til de rigeste.

Økonomer tager sig til hovedet – og Lars Løkke råbte i ugens løb tilbage: »Jeg er ikke tonedøv!«. Med regeringens stort anlagte Vækstforum, der sidste år blev nedsat og består af 31 erhvervsfolk og organisationsmennesker, har Lars Løkke Rasmussen ønsket at fremstå som den nye ’Vækst-Lars’. Ham der gør kagen større.

Desværre er charmeoffensiven ifølge en ny analyse fra Ugebrevet Mandag Morgen ikke rigtig lykkedes. Mediemæssigt har der været så stille omkring Vækstforum, at det har givet mindelser om læsesalen på Det Kongelige Bibliotek, som en mand ondskabsfuldt har udtrykt det.

Vækstfo... hvad for noget? Men indholds-, dybde- og substansmæssigt så? Endnu værre! Vækstforum er udtryk for en farlig tendens i det politiske liv, som handler om, at hvis en statsminister står med et samfundsproblem, så ringer han til nogle betydningsfulde personer og erhvervsfolk, inviterer dem på en møderække, kalder hele ulejligheden for en tænketank, og så skulle den være hjemme.

Snakke, snakke, snakke, snakke ... Resultatet bliver derefter. Foreløbig har Vækstforum efter et år udmøntet sig i en liste over udfordringerne.

Og det hele er med – bortset fra lønnen, som LO’s Harald Børsting fik ’forhandlet ud’ i elvte time: Problemerne med produktiviteten. Uddannelserne. Demografien. Arbejdsudbuddet. Fornyelsen. Innovationen. Vækstvirksomhederne. Den offentlige sektor. Konkurrencen. Afhængigheden af de fossile brændsler.

Hånden på hjertet: Var der ét punkt, der overraskede dig, kære læser? Nej, vel? Vi har hørt det hele før. Hvis der havde været tale om en gymnasieopgave, var den dumpet på grund af manglende fokus, dybde og originalitet.

Dét, vi tørster efter, er ikke gruppearbejde og oversigtspapirer, men fakta og viden og indsigt og proportioner.

Vores uvidenhed om den manglende vækst er en katastrofe. Lad os dog blive klogere, i stedet for at invitere erhvervsledere ind til gruppe-arbejde og rundkreds- pædagogik

For hvad er det egentlig, der er problemet med den danske vækst? Hvad er sammenhængene? Løsningerne? Ja, hvad skal vi gøre ved produktiviteten? Uddannelserne? Forskningen? Demografien? Og er den særlige danske model med en stor offentlig sektor en styrke eller en svaghed?

Vi aner det ikke, som Erhvervsministeriets tidligere departementschef Jørgen Rosted, der nu er udviklingsdirektør i FORA, gjorde opmærksom på i gårsdagens Information. Rosted slog hovedet på sømmet, da han formulerede det sådan:

»Hvis det dårlige uddannelsesniveau kun forklarer 2 procent af problemet, så er det ikke dér, vi skal gøre den store indsats. Men hvis det tværtimod forklarer 80 procent, så er det jo helt omvendt. Men der er ingen, der ved, om det er tættere på 2 end på 80. Det er da katastrofalt«.

Præcis! Vores uvidenhed er en katastrofe. Lad os dog blive klogere, opruste forskningen og analysearbejdet. Og handle ud fra sikker viden, i stedet for at invitere erhvervsledere og organisationsfolk ind til gruppearbejde og rundkredspædagogik.

For det sidste virker ikke.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

24. maj. KL. 00.01 Synes ikke godt om længere

Det sker
Vulkansind. Pedellen Hannes er iskold udenpå og geyservarm indeni i Rúnar Rúnarssons spillefilmsdebut 'Volcano'. - Foto: fra filmen
24. maj. KL. 17.52

Debutant fremstiller to gamle mennesker usædvanlig modigt

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning

Mest læst i dag