Annonce
Signatur 8. nov. 2010 KL. 00.01

Dansk atomkraft er et tabuemne

Siden 1986 har atomkraft været tabu. Et tabu, der skal brydes ved folkeoplysning.

Der kan ikke længere sendes folkeoplysende tv i prime time på de store kanaler i Danmarks Radio.

Det konstaterede finansminister Claus Hjort Frederiksen som en kendsgerning, da han for nylig fik sidste ord i den ikke så lidt omtalte serie på DR 2 om ’Jagten på de røde lejesvende’. Og så tilføjede han med tilfredshed og for at gøre tingene tindrende klare: »Nu kører der ’X Factor’ og sådan nogle ting«.

Jeg vidste faktisk ikke, at det folkeoplysende var noget negativt i Claus Hjort Frederiksens verdensbillede. Jeg forstår det egentlig heller ikke, for jeg kender mange venstrefolk, der i dén grad er rundet af en folkeoplysende tradition.

Men jeg har grundet over det flere gange siden, når jeg er stødt på et af de folkeoplysende programmer af høj kvalitet, som jo findes i lange baner på Danmarks Radio. De ligger ganske rigtigt ikke i prime time på den største af tv-kanalerne, DR 1.

Men de findes i dén grad, og især hvis man er god til at holde sig vågen sent om aftenen, kan man blive oplyst op over begge ører.

'Viden om'
Nu for eksempel det program, der hedder ’Viden om’. Det er ikke bare godt, det er stjernegodt og sendes to gange på DR 2: Tirsdag kl. 20 og søndag kl. 23.30.

En vidende og veloplagt vært, Line Friis Frederiksen, formidler naturvidenskab på en måde, som fuldstændig lever op til programmets erklærede ambition om »at give seerne en hands-on-oplevelse på den nyeste forskning, på videnskabelige debatter og på store landvindinger«.

Jeg vidste faktisk ikke, at det folkeoplysende var noget negativt i Claus Hjort Frederiksens verdensbillede.

Programmet er så appetitligt, at det sagtens kunne konkurrere i underholdningsværdi med de magasiner om Kontant og Penge og Smæk For Skillingen, som så varieret og opfindsomt ligger kl. 21.30 lige efter TV-avisen i ugens løb.

Men her i den bedste sendetid kan og må der ikke forekomme folkeoplysning, siger finansministeren, der jo også er den mest indflydelsesrige kulturkæmper i de seneste 10 års Danmark. Hvorfor ikke?

Jeg snævrer eksemplet ind til søndag aften ved midnatstid for et par uger siden, hvor jeg pludselig blev lysvågen af ’Viden om’. Programvært Friis Frederiksen var draget til Finland, hvor verdens største og mest moderne atomkraftværk er ved at blive bygget et sted, der hedder Olkiluoto.

Dette ene værk alene deroppe i skoven kommer til konstant at producere mere strøm, end samtlige danske vindmøller gør på en blæsende dag, og det udleder ikke noget CO{-2}. Men værket producerer atomaffald, og kan det sikres mod ulykker?

Tabuemner
’Viden om’ viste og diskuterede, hvordan affaldet kan deponeres, og om sikkerheden kan blive høj nok. Først og fremmest viste programmet, at hele teknologien omkring atomkraft er udviklet enormt siden dengang i 1980’erne, da debatten kørte i Danmark.

Folketinget sagde definitivt nej til dansk atomkraft i 1985, Tjernobyl sprang i luften i 1986, og siden har emnet været tabu.

Tabuemner skal der helst ikke være for mange af i et folkestyre. Og tabuerne brydes ikke mindst ved folkeoplysning.

Jeg tror, at hvis ’Viden om’ havde ligget tirsdag aften kl. 21.30 på DR 1 i stedet for at ligge på DR 2 på væsentlig mindre attraktive tidspunkter, ville en ny debat om atomkraft være blevet kickstartet i Danmark – på et oplyst grundlag.

LÆS OGSÅFærre danskere siger blankt nej til atomkraft

Hvis en halv million mennesker havde været med Line Friis Frederiksen på rejsen til Olkiluoto, og ikke kun den lille udvalgte skare, der kan og vil se DR 2 på vanskelige tider af døgnet, så havde ’Viden om’ fået lov til at være virkelig folkeoplysende.

Claus Hjort Frederiksen mener muligvis ganske lige ud ad landevejen, at det er nemmere for ham og Venstre at beholde magten, hvis ikke befolkningen er alt for oplyst. Men jeg tror nu alligevel, han ved nærmere eftertanke kan se problemerne i at udøve magten og modernisere Danmark, hvis ikke befolkningen må udfordres af oplysning.

Så jeg synes, at DR skal prøve at teste både sine egne forestillinger om programpolitik og dybden af regeringens modvilje mod folkeoplysning: Flyt ’Viden om’ til tirsdag, onsdag eller torsdag på DR 1 – lige efter TV-avisen.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

24. maj. KL. 00.01 Synes ikke godt om længere

Det sker
Vulkansind. Pedellen Hannes er iskold udenpå og geyservarm indeni i Rúnar Rúnarssons spillefilmsdebut 'Volcano'. - Foto: fra filmen
24. maj. KL. 17.52

Debutant fremstiller to gamle mennesker usædvanlig modigt

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning

Mest læst i dag