Apples grundlægger, Steve Jobs, fortalte i en tale til de studerende på Stanford University, at hans vigtigste værktøj til at træffe livets store beslutninger er, at han hver morgen minder sig selv om, at han skal dø.

Det skærer stoltheden, frygten for fiasko og ydmygelse væk og tvinger os til at bruge livet på noget fornuftigt. Der er ikke noget at tabe. Du er allerede nøgen.

»Døden«, sagde Jobs, der selv slås med en alvorlig kræftsygdom, til de unge studerende, »er livets bedste opfindelse. Det er livets forandringsagent, der rydder det gamle væk og sikrer plads til det nye. Lige nu er I det nye, men en dag vil også I blive ryddet af vejen. Jeg beklager, men sådan er det«. Den skulle de studerende lige synke.

LÆS OGSÅApple-stifter for syg til at arbejde

Det er sjældent, at mennesker taler så ligefremt om det faktum, at vi alle skal dø. De fleste af os konfronterer det ikke daglig som Jobs, men gemmer det væk. Den tid den sorg. TV 2’s afsløringer af ’hemmelige koder’ i patienternes journaler på bl.a. Herlev Hospital har imidlertid tvunget os til at konfrontere samfundets forhold til døden.

Koderne signalerer, om patienten skal genoplives ved hjertestop, og om der ud fra en lægelig vurdering er mening i at sende vedkommende på intensivafdelingen. Problemet er, at det i flere tilfælde var sket uden at informere patienten eller de pårørende, som loven kræver det.

Historien er bestemt både opsigtsvækkende og relevant. Naturligvis har patienter ret til at vide, om de er opgivet af lægerne, og TV 2 har dokumenteret flere tilfælde, hvor det ikke er sket.

Men det hele får alligevel en ærgerlig bismag af sammensværgelsesteori. Der spilles på ideen om ’det hvide broderskab’, der sidder på lukkede møder og spiller vorherre: Fru Hansen skal leve, hr. Jensen skal dø. Hende med rollator? Nej, det liv er sgu ikke værd at leve.

Man kan forstå, at de efterladte har brug for et sted at rette vreden og afmagten over tabet af deres kære hen.

Men virkeligheden er jo en anden. Læger og sygeplejersker forsøger i almindelighed at gøre det, der er bedst for deres patient. Den triste sandhed er, at det nogle gange er bedst for patienten at få lov at dø i fred – at genoplivning til tre ekstra pinefulde, omtågede måneder i sygeseng eller respirator ikke altid er i patientens interesse. Der er grund til at have dyb respekt for de mennesker, der hver dag må træffe svære valg og fortælle et andet menneske, at han eller hun er døende.

I stedet for en grundløs forargelse over de ansatte i sundhedsvæsenet burde sagen om koderne føre til lidt eftertanke om, hvordan vi bruger vores resurser. Ville det ikke være bedre, om forebyggelse blev sat i centrum i stedet for helt udsigtsløs behandling?

Lad os dog bruge flere penge på årlige tilbud om sundhedstjek til alle over 40, der kan afsløre sygdomme i opløbet, frem for at købe os alle tre ekstra sengeliggende måneder.

Hvorfor ikke sende sundhedspersonale ud på arbejdspladser med mange ufaglærte og tage fat i disse gruppers udbredte sundhedsproblemer, inden de udvikler sig til koder i journalen?

Kodesagen er nu trillet videre, som sådanne skandaler uafladeligt gør. Oppositionen vil have ministeren ind i sagen, ministeren lover en redegørelse, og om få måneder er det hele nok glemt igen.

Men måske er Steve Jobs’ pointe vigtigere end TV 2’s? Chris McDonaldiseringen af samfundet har fortrængt det faktum, at uanset hvor mange maratonløb vi får i benene, og hvor sundt vi spiser, så dør vi alle sammen af hjertestop. Før eller siden er der ikke mere at stille op. Det er normalt ikke nogens skyld, det er bare ’livets forandringsagent’. Det bedste, vi kan gøre, er at få noget ud af det

Kys hende, for pokker, hen over morgenbordet! Besøg Deres gamle mor, før De skal kigge efter koder i hendes journaler. Lad arbejdet ligge, og tag med ungerne til fodbold. Sluk for ’X-factor’ på fredag, og foretag Dem noget fornuftigt med familie og venner, mens tid er; jeg garanterer Dem at Blachman ville billige det.