Det er det helt store mysterium i dansk skolepolitik: Hvordan kan det gå til, at udgifterne til specialundervisning bare stiger og stiger, når den ene undervisningsminister efter den anden højstemt proklamerer, at nu må det stoppe?

For det stopper tilsyneladende ikke. Danmark bruger hvert år cirka 13 milliarder kroner på at sende skoleelever ud af normalklassen og ind i specialundervisningsforløb. Det svarer til en tredjedel af folkeskolens samlede budget.

LÆS OGSÅRapport: Specialundervisning virker ikke

Det astronomiske beløb skyldes først og fremmest, at antallet af henviste elever på specialskoler er mangedoblet i løbet af 00’erne. Men ude på ’normalskolerne’, hvor elever med særlige behov får specialundervisning i en større eller mindre del af tiden, er udviklingen også gået stærkt.

I alt er det mere end 80.000 elever, eller hvad der svarer til over 14 pct. af alle 6-16-årige, der modtager specialundervisning. Det er for mange, det er for dyrt, og der er ingen, der gør noget ved det.

Værst er det måske, at vi slet ikke ved, om indsatsen og de mange penge hjælper. Vi famler i mørke, når talen falder på specialundervisning: Om det har en effekt på udviklingen af elevernes kundskaber, aner vi reelt ikke – hverken hvad angår de elever, der bliver udskilt, eller de elever, der sidder tilbage.

»Det er utrolig problematisk, at der er så lidt dokumentation«, lød det for nogle måneder siden fra tidligere kontorchef i Undervisningsministeriet Finn Christensen. Han var indtil sin pension sidste år ansvarlig for at indsamle viden på området. Og han er ikke den eneste velfunderede kritiker af indsatsen.

Professor Niels Egelund, der er en af de forskere, der ved allermest om specialundervisning, hører også til kritikerkorpset. Han har vedvarende – nu gennem mere end ti år – advaret om både de økonomiske og faglige faldgruber ved de mange henvisninger.

For at opsummere: Danmark bruger altså hvert år hen ved 13 milliarder kroner på en skolepolitisk indsats, som vi ikke kender effekten af, og som de mest lærde på området er meget kritiske over for. Hvordan vores politikere kan slippe af sted med dette, må i sig selv karakteriseres som et lille mysterium.

Men tilbage til det store mysterium, for hvorfor fortsætter de mange henvisninger – år efter år? Svaret kom måske i sidste uge, da Politiken fortalte om en ny pædagogisk metode, som har fået antallet af henvisninger til at falde på de skoler, hvor lærerne er efteruddannet i brugen af den såkaldte LP-metode.

Grundtanken er, at lærerne skruer undervisningen sammen på en måde, så der er plads til de elever, der ellers ville ryge ud af klassen; det er ikke nødvendigvis eleven, den er gal med, men omgivelserne. Skal klassen være rummelig, må lærerne altså også kunne være det.

Og vil man knække kurven med de mange henvisninger, må man skride til kompetenceudvikling – i første omgang for landets lærere: De skal blive bedre til at håndtere urolige elever, bedre til at undervisningsdifferentiere og bedre til at få børn (og forældre) til at rumme hinanden (selvfølgelig ihukommende, at ikke alle passer ind i normalklasser).

Alt dette burde egentlig ikke komme som en overraskelse for vores lands- og kommunalpolitikere og heller ikke for praktikerne ude på skolerne og i forvaltningerne. Det store mysterium er, at ingen har handlet på det tidligere.

Lad os håbe, at praktikere og politikere nu vågner op. For det er kun en fælles indsats på alle fronter, der kan få udviklingen til at vende.

Man skal således ikke tro, at det ’bare’ er et kompetenceløft hos lærerne, der skal til. Flere lærerkræfter, f.eks. i form af undervisningsassistenter, kan også være en del af løsningen. Mindre egocentrerede forældre, der evner (også) at fokusere på fællesskabet, er der ligeledes behov for.

Og så skal der ikke mindst gøres op med den indbyggede automatik på skoler og i forvaltninger, som i dag sender over 80.000 skoleelever uden for døren. For helt ærligt – de elever fortjener bedre.