»Israel har ingen udenrigspolitik, kun indenrigspolitik«.

Ordene er Henry Kissingers, USA’s tidligere udenrigsminister. Han talte af bitter erfaring efter at have ledet våbenhvileforhandlingerne mellem Egypten og Israel efter Yom Kippur-krigen i 1973.

Benjamin Netanyahus tale i FN’s Generalforsamling sidste uge bekræftede Kissingers udtalelse. Israels ministerpræsident talte hverken til den palæstinensiske modpart eller til verdensoffentligheden, men til den israelske vælgerbefolkning.

Han sigtede og ramte det ømmeste punkt i den kollektive israelske virkelighedsopfattelse. Det handler først og sidst om sikkerhed. Den enkeltes og landets.

Før afrejsen til New York erklærede Netanyahu, at han ville rejse til FN for at fortælle sandheden. Det var en sandhed med modifikationer, han afleverede fra talerstolen. Hans kritikere i Israel siger, at han løj.

LÆS OGSÅEU's udenrigschef kræver tilbagetrækning af nye bosættelsesboliger

Det gjorde han i den forstand, at en halv sandhed ofte er en hel løgn. Han erklærede, at den palæstinensiske præsident for selvstyremyndigheden i det besatte Palæstina, Mahmoud Abbas, har valgt at gå til FN for at anmode om medlemskab af verdensorganisationen frem for at sætte sig til forhandlingsbordet med Israel.

Det var en ensidig handling, som skadede fredsudsigterne. Den kendsgerning, at Israel insisterer på fortsat at bygge bosættelser på palæstinensisk jord, erobret under Seksdageskrigen i 1967, anser Netanyahu tilsyneladende ikke for at være en ensidig handling fra israelsk side, der skader fredsprocessen.

Han beskyldte også Mahmoud Abbas for at have afvist et generøst fredsforslag i 2008 fra daværende ministerpræsident Ehud Olmert, medens denne i en artikel i New York Times har erklæret, at det ikke er sandt.

Abbas bad om betænkningstid. Olmert, der var på vej ud i det politiske mørke, forsøgte at overtale den palæstinensiske leder til at skrive under her og nu. »Ellers kan det blive for sent«, sagde han. og det blev det. Kort tid efter kom Netanyahu til magten i Jerusalem, og Olmerts fredsforslag blev arkiveret.

Netanyahu begik historieforfalskning i sin FN-tale for at underbygge sin propaganda om, at det er Israel, der vil fred for enhver pris, men at Israel desværre ikke har en palæstinensisk partner.

Kun et lille mindretal i Israel er i stand til at gennemskue Netanyahus halve sandheder. De fleste medier beskæftiger sig ikke med kildekritiske analyser af ministerpræsidenten.

Hans påstand om, at det er den fredselskende israelske regering, der bliver forsmået, falder i modtagelig jord i Israel, hvis befolkning ikke ligefrem er belastet af et overmål af tillid til de arabiske omgivelser.

Netanyahus tale i FN havde ikke adresse til hans Likud-vælgere, ej heller til de religiøse partier, der udgør en vigtig del af hans koalitionsregering.

LÆS OGSÅEU's udenrigschef kræver tilbagetrækning af nye bosættelsesboliger

Han talte for en gangs skyld ikke om den enestående jødiske tilknytning til den hellige by, som reducerer dens palæstinensiske indbyggere til tålte gæster, men han talte om de 15 km mellem Middelhavets kyst og den gamle grænse til den palæstinensiske vestbred. Det er den grænse, Netanyahus propagandamaskine kalder ’Auschwitz-grænsen’.

Han talte om frygten for fremtiden. En frygt, der ligger dybt forankret i israelernes underbevidsthed. Den har historiske rødder, og den næres regelmæssigt af den iranske præsident, Ahmadinejad, der mistænkes for at udvikle et atomvåben, og som ikke lægger skjul på sin opfattelse, at Israel er en skamplet på verdenskortet.

Frygten har på det sidste fået næring fra det folkelige oprør i Egypten, der med mellemrum har givet sig udslag i antiisraelske demonstrationer.

De israelske medier gjorde ikke for lidt ud af rapporterne fra Kairo for nylig, da en tusindtallig skare angreb den israelske ambassade under kampråbet ’Giv os våben, så vi kan dræbe jøderne’.

Ved sådanne lejligheder går mange israelere i seng efter tv-nyhederne og har mareridt som jøder.

Netanyahus FN-tale var en valgtale. Den ramte den israelske fællesnævner. Frygten for, at Israel måske alligevel kun bliver en historisk fodnote. Alle israelske jøder sætter sikkerhed over alt andet. Alle ved, at der set fra Israels synspunkt ikke er nogen god løsning på konflikten om det hellige land. Kun valget mellem dårlige løsninger.

Den offentlige debat handler dybest set ikke om fred, men om, hvilken løsning der er den mindst farlige.

Status quo, der er konsekvensen af Netanyahus politik, eller alternativet, fred med palæstinenserne og de dermed forbundne risici.

Det er ikke sikkert, at omverdenen, der hepper så entusiastisk på fred, forstår dette.