I deres egen selvbevidsthed er de hinandens modsætninger: Småborgeren ser sig selv som en snusfornuftig lønmodtager, mens hippien opfatter sig selv som en grænsesøgende styrvolt.

Intet kunne være mere forskelligt. Og dog.

I virkelighedens velfærdsverden er deres roller efterhånden gledet sammen. To helt nye bøger skildrer hver sin ikoniske stereotyp fra 1970’ernes Danmark.

Mest opmærksomhed har forfatterjournalisten Peter Øvig Knudsens nye bog, ’Hippie’, fået. Her skildrer han de glade tre år og 74 dage i Thylejren, der ifølge ham forandrede Danmark: »Alt, der betyder noget i hverdagen, er fuldstændig gennemsyret af det oprør, de begyndte i 1967«, lyder Peter Øvigs egen udlægning.

LÆS OGSÅHippie-bog beviser, at Peter Øvig er sin generations største dokumentarist

Sociologjournalisten Jørgen Øllgaards nye bog, ’Paradisvænget – Småborgeren og det småborgerlige’, har fået mindre medieopmærksomhed. Men hans parallelle skildring af parcelhusfascisternes fremmarch er ikke mindre interessant:

»Småborgerligheden er blandt os og mere eller mindre i os hele tiden«, hedder det i Jørgen Øllgaards modbillede til Peter Øvig Knudsens hippiefortælling.

Begge modsatrettede pointer har meget for sig: ’Hippien’ er vitterlig blevet rollemodel for alle de rundkredspædagogiske eksperimenter, som det danske uddannelsessystem er blevet udsat for siden 1960’erne, og ’småborgeren’ har samtidig fået tilkæmpet sig hovedrollen i den politiske samfundsdebat, hvor villa, vovse og Volvo fortsat er den hellige treenighed.

Sammenfaldet er ikke så paradoksalt, som det umiddelbart kan lyde: Hippiekulturen og den moderne småborger er rundet af samme tradition, som ligefrem kan lokaliseres geografisk: Californien.

Den frie hippiekultur, der opstod i slutningen af 1960’erne i det vestlige USA, var i bund og grund lige så apolitisk, som småborgerens nye livsstilsforbrug handler om selvrealisering og gruppeidentitet.

Idealerne om uafhængighed, frisættelse og livsnydelse har ikke alene spillet overordentlig godt sammen med vestlige virksomheders behov for at opfinde nye produkter at sælge, men har også været selve drivkraften bag opblomstringen af en ny type kapitalisme: Med Apple som det mest oplagte eksempel er der opstået en generation af firmaer, der har udnyttet hippieidealer til at iscenesætte sig med.

’Think different’ lød Apples reklameslogan, da den netop afdøde Steve Jobs overtog styringen tilbage i 1997: Verdens nu mest værdifulde firma inkarnerer fusionen mellem flippere og flipproletarer.

Andre succesfirmaer har på samme måde forenet hippiernes ideal om uafhængighed med markedsført masseforbrug.

Fænomenet er behandlet i flere bøger, hvor trådene fra ungdomsoprøret flettes sammen med småborgerforbrug, f.eks. ‘The Conquest of Cool’ af Thomas Frank, ’No Logo’ af Naomi Klein, ‘Bobos In Paradise’ af David Brooks og ‘The Rebel Sell’ af Joseph Heath og Andrew Potters.

LÆS OGSÅInterview med Peter Øvig: To år med Blekingegadebanden

Ungdomsoprøret udløste en energistrøm, som entreprenører efterfølgende har udnyttet dygtigt til at tjene penge på.

Som Te-Dan fra Thylejren ærligt formulerer det i Peter Øvig Knudsens ’Hippie’-bog, havde kapitalismen hårdt brug for at blive moderniseret, og »det klarede vi«.

Blomsterbørnenes børn går rundt med iPhones, ligesom folk ude i forstæderne, hvor baggrundsmusikken giver genlyd af det samme ekko tilbage fra 1960’erne.

Peter Øvig Knudsen har derfor ret, når han siger, at »alt, der betyder noget i hverdagen, er fuldstændig gennemsyret af det oprør«, men ikke fordi blomsterbørnene fik gjort op med materialismen. Tværtimod.

Jørgen Øllgaard har også ret, når han skriver, at »småborgerligheden er blandt os og mere eller mindre i os hele tiden«, men ikke fordi forbrugerismen lever videre som i 1950’erne. Tværtimod.

Afstanden mellem syrehovedernes selvbyggerhytter og småborgernes parcelhuse med gør det selv-carporte er gået i opløsning. Indianerdrømmene er overtaget af forstædernes ’city cowboys’, og selv syrerock spilles nu i båndsløjfe på P4.

Hvor hippiebevægelsen i USA skabte en ny erhvervskultur, anført af fløjlsbukseprofeter som Bill Gates og Steve Jobs, er de antiautoritære attituder opslugt i småborgernes hyggekultur i Danmark.

’Flowerpower’-frisindet er blevet så stuerent, at selv Dansk Folkeparti kræver flere nøgne bryster flagrende rundt i gadebilledet, når Danmark skal markedsføres globalt.

Hippieidealerne kan ikke slås ihjel – for de endte med at blive redningen for den vestlige markedsøkonomi. Spørgsmålet er dog, hvor længe trippet vil vare ved.

Ungdomsoprøret har nået pensionsalderen, uden at nye kulturrevolutionære tendenser har taget over.

Samfundsøkonomien kunne ellers godt trænge til det.