Annonce
Signatur 23. dec. 2011 KL. 00.01

Regeringen er kun rød på bundlinjen

Den danske S-R-SF-regering ligger i dag til højre for de fleste andre lande Europa.

Den danske cocktail af betingelsesløs tilslutning til europagtens sparedoktrin og samtidig modstand mod en mikroskat på finansielle transaktioner er et særsyn.

Mange lande i Europa er reelt tvunget til følge en konservativ linje og skære ned på de offentlige budgetter, mens flere andre lande nægter at lade den finansielle sektor betale for deres uansvarlige udskejelser.

Men kombinationen er excentrisk. Ikke desto mindre har den såkaldt røde regering her i Danmark valgt at indtage denne ultraborgerlige dobbeltposition i Europa og placerer sig dermed langt til højre for de store konservative partier.

Magtaksen mellem den tyske kansler, Angela Merkel, og den franske præsident, Nicolas Sarkozy, er i færd med at ophøje deres egne borgerlige partiprogrammer til ny forfatning, men til gengæld har de foreslået at indføre en Tobinskat på pengespekulation – hvilket vil være en kærkommen indtægtskilde til at finansiere de gigantiske hjælpepakker, eurozonelandene har givet til bankverdenen.

En fælleseuropæisk skat på finansielle transaktioner ville ifølge EU-kommissionens beregninger kunne indbringe over 400 mia. kr. om året – og dermed nogenlunde modsvare de gældsforpligtelser fra det fallerede bankvæsen, som EU-landene i de senere år har følt sig tvunget til at kaste over på almindelige skatteydere.

Under dække af teknokratiske hensyn til finansmarkeder og andre ’nødvendigheder’ er S-R-SF-regeringen allerede ved at lukke vinduet for politisk forandring

Lars Trier Mogensen

Ydermere lægger Angela Merkel og Nicolas Sarkozy op til, at de europæiske selskabsskatter skal hæves, ja, løftes op fra den nedadgående spiral, som EU-landene nu er ved at konkurrere hinanden ud i.

Den samlede tysk-franske pakke kombinerer altså offentlige besparelser og ny beskatning. Men S-R-SF-regeringen vil kun være med til den reaktionære del.

Argumentet i København er lige så verdensfjernt, som det er bagstræberisk.

Danmarks de facto-statsminister, den radikale partileder, Margrethe Vestager, forsvarer sig med en dårlig undskyldning, man ellers normalt kun hører fra isolationiske republikanere i USA:

Først når alle lande på hele jordkloden har tilsluttet sig idéen, vil også Danmark være med til at lade finansverdenen være med til betale for staternes sikkerhedsnet. Og små snyltende skattely-lande gives dermed veto mod en solidarisk løsning.

LÆS OGSÅ Regeringens skattemodstand er trist og tumpet

Selv om EU-kommissionens forslag om en mikroskat på finansielle transaktioner er gennemtænkt til at kunne fungere inden for Europa, og således undgå kapitalflugt til andre regioner, har den danske regering lagt sig på den britiske nejfløj, hvor enhver form for fælleseuropæisk finansskat bekæmpes med samme standhaftighed, som f.eks. Saudi-Arabien bekriger en global klimaregulering.

Konsekvensen er, at lavtlønnede borgere i hele Europa må hæfte for den gæld, som bankernes bersærkergang skabte.

Farcen om den danske S-R-SF-regerings optræden på den europæiske scene synes kun lige begyndt. Først berettede den britiske avis Financial Times, at den franske præsident, Nicolas Sarkozy, havde affærdiget Danmarks statsminister under europagttopmødet med de arrogante ord:

»Du står udenfor, er fra et lille land, og du er ny. Vi gider ikke at høre på dig«. Dernæst kunne Jyllands-Posten fuldende den ligefremme meningsudveksling med Helle Thorning-Schmidts svar: »Der er ingen grund til at blive så ophidset«.

S-R-SF's modstand mod en ny Tobinskat på spekulation medfører, at lavtlønnede EU-borgere i stedet hæfter for bankernes bersærkergang

Lars Trier Mogensen

Skønt udfaldet fra Sarkozy endnu en gang udstiller hans Napoleon-syndrom og forstærker længslen efter hans formodede efterfølger, socialdemokraten François Hollande, er baggrunden for slagudvekslingen desværre ikke opløftende for Danmark.

Absurd nok lader det til, at den danske statsminister har forsøgt at forsvare Storbritanniens nationalkonservative premierminister, David Cameron, og hans indædte modvilje mod en enhver finansskat, der vil kunne ramme spekulationskasinoet The City i London.

Lige inden Nicolas Sarkozy affejede Helle Thorning-Schmidt, havde han nemlig, igen ifølge Financial Times, sagt til den britiske premierminister: »David, vi vil ikke betale dig for at redde euroen«.

I et mislykket forsøg på at optræde som mægler og brobygger på tværs af EU, her inden Danmark overtager formandskabet om ni dage, har regeringen givet køb på alle ideer om at skabe grundlag for fornyet vækst og reel beskæftigelse.

LÆS OGSÅ Overlegen Sarkozy satte Thorning på plads

Under dække af teknokratiske hensyn til finansmarkeder og andre ’nødvendigheder’ er S-R-SF-regeringen allerede ved at lukke vinduet for politisk forandring.

Regeringen fremlagde i denne uge en opdateret prognose for underskuddet på statsbudgettet i 2012: 100,7 mia. kr. Røde tal over hele linjen.

Men hverken Danmark eller resten af Europa vil få vendt nedturen, før bankernes milliardgæld mindskes – mest effektivt med en Tobinskat – og landene dermed vinder kraft til at investere fremadrettet i nye, grønne job: ufaglærte, faglærte og højt specialiserede.

Så enkelt kan man formulere den nye vækstvision for Europa, som den danske regering desværre ikke evner at løfte.

Annonce
Annonce

DEBAT – Mere plads til debat og indlæg

Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG

God tone i debatten

Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.

Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR
Annoncer
24. maj. KL. 00.01
Krise. OECD forudser at Danmark vil få den fjerdesvageste vækst blandt de vestlige lande i de kommende år på blot 1,4 procent. - Foto: THOMAS BORBERG (arkiv)

Det store midterparti lever i en boble

Danske politikere kæmper den sidste krig - modsat resten af verden.

23. maj. KL. 10.38
Kritik. »Jeg har fem venner eller sådan noget. Jeg behøver ikke Facebook for at være i kontakt med dem«, siger Knud Romer. - Foto: ASTRID DALUM (arkiv)

Knud Romer: Facebook er en kræftsvulst på internettet

Drop Facebook omgående, lyder opfordringen fra forfatter.

24. maj. KL. 10.25

Det er ikke synd for mig

Hvis det ikke var for den anonyme sæd, havde jeg måske ikke været her i dag.

24. maj. KL. 15.31
Debat. Det er ikke tilstrækkeligt at pege fingre i aftenens DM-semifinale i disciplinen Debat. Pointerne skal også serveres levende og troværdigt. - Foto: JENS DRESLING

Unge debattører dyster på skarpe holdninger

I aften afvikles første semifinale i DM i Debat.

23. maj. KL. 00.01
Pension. ATP og arbejdsmarkedspensionerne investeres i dag overordnet set efter ét styrende princip: rå kapitalisme. - Foto: Thomas Borberg

Pensionsmilliarder viser vej ud af krisen

Hvorfor investerer vi ikke danske lønmodtageres pension i ... danske lønmodtagere?

22. maj. KL. 13.02

Ekstra Bladets sexkøbsannoncer bør forbydes ved lov

Ekstra Bladet bliver statspolitisk blåstemplet ved at modtage 10 mio. kr. årligt i...

22. maj. KL. 08.45
Anklage. Børnerådets formand Lisbeth Zornig Andersen er blevet angrebet for at blande sine personlige interesser ind i sit arbejde, da hun medvirkede i en tv-dokumentar om sin egen ulykkelige barndom. - Foto: EHRBAHN JACOB

Pinligt angreb mod Zornig

Overgreb mod børn bør ikke anskues som 'en meget privat sag', men som et højaktuelt samfundsproblem.

21. maj. KL. 10.34
Togtiggeri. På en almindelig dag er det nu mere reglen end undtagelsen, at folk på S-togene mellem Nørreport og Sydhavnen bliver afbrudt af tiggere, skriver debattør. - Foto: Jens Dresling (arkiv)

Tiggerne i S-togene provokerer mig

Tiggeriet er forulempende og provokerende for de rejsende.

19. maj. KL. 18.55
Ignorance. Kollektivet har svært ved at gennemskue markedsmekanismerne, og derfor handler vi på baggrund af dårlige eller forkerte informationer, forklarer Vincent Hendricks. - Foto: ADRIAN JOACHIM

Kollektivt fjolleri hjalp finanskrisen på vej

Krisen er vores fælles ansvar, ikke bare grådige finansfolks og uansvarlige bankers.

Annoncer
Annoncer

Dagens tegning

25. maj. KL. 00.01 Et nummer for stort

Det sker
Vulkansind. Pedellen Hannes er iskold udenpå og geyservarm indeni i Rúnar Rúnarssons spillefilmsdebut 'Volcano'. - Foto: fra filmen
24. maj. KL. 17.52

Debutant fremstiller to gamle mennesker usædvanlig modigt

ibyen anbefaler

restaurant & cafe

Seneste Dagens tegning