Når disse linjer læses, sidder jeg i mit sommerhus. Som ligger i Sverige. Der er lunt og rart, for det er et helårshus. I Sverige må vi danskere nemlig købe både sommerhuse og helårshuse.

Så heldige er svenskerne ikke. De kan glemme alt om at købe et hus i Danmark. Det samme gælder alle andre udlændinge. Hertillands gælder nemlig ’sommerhusreglen’ – et stykke dansk dobbeltmoral, der smager af småt og intet stort har for sig.

Samme syn på sommerhusreglen har de på Langeland, en af Danmarks hårdest ramte udkantskommuner, hvor det er svært at få gang i økonomien, og lige så svært at få ressourcestærke folk til at købe øens huse og sætte dem i stand.

Derfor gik Langelands borgmester, Bjarne Nielsen (V), i sidste uge til hele fire ministre med en opfordring om at yde langelænderne dispensation fra sommerhusreglen.

Bjarne Nielsen ville, som enhver anden veltænkende borgmester, gøre sit bedste for at skaffe liv og vækst på øen – og i samme hug sætte en stopper for den aktuelle import af sociale problemer:

»Hvis husene bare får lov at forfalde, tiltrækker det ofte mennesker i sociale vanskeligheder, og de gør ikke vores kommune stærkere«, sagde han til Jyllands-Posten kort før juleferien.

Sommerhusreglen, der lidt misvisende også kaldes Danmarks femte EU-forbehold, har nu været gældende i over 50 år. Den blev underskrevet af majestæten helt tilbage i december 1959 og lyder således:

»Personer, der ikke har bopæl i Danmark, og som ej heller tidligere har haft bopæl her i landet i et tidsrum af i alt fem år, kan kun med justitsministerens tilladelse erhverve adkomst på fast ejendom her i landet«.

Men i dag er særreglen ligefrem skrevet ind i Maastrichttraktaten, så lidt med EU har den da at fatte. Ingen bør dog være i tvivl om, at den historisk set snarere har med tyskerne at gøre: ’Sommerhusreglen’ er slet og ret en ’tyskerregel’.

Danmark var således i 1959 ikke synderlig glade ved tanken om, at tyskerne skulle invadere det danske sommerland, på samme måde som de invaderede landet med skrårem og seler i 1940.

Det hyppigste argument har dog siden været, at de kapitalstærke tyskere ikke skulle presse priserne på sommerhuse så højt i vejret, at almindelige danske lønmodtagere ikke ville have råd til at købe sommerhus.

Enhver kan se, at dette argument ikke holder til et eftersyn i dag. Det er muligt, at de kysthungrende vesttyskere fra das Wirtschaftswunder havde flere D-mark at rutte med, end vi danskere havde i 1960-1980’erne. Men siden genforeningen har vesttyskerne ud over en kæmperegning fået kilometervis af kyststrækninger ud til Østersøen.

Så tanken om, at tyskerne i dag vil føre de i forvejen lave priser op gennem sommerhusloftet, er ganske enkelt absurd. Men for borgerne på Langeland må vi håbe, at tyskerne trods alt kan løfte priserne lidt op ad skalaen.

For på Langeland og andre steder i landet er der masser af faldefærdige rønner at tage af. Ifølge Statens Byggeforskningsinstitut er der faktisk over 10.000 faldefærdige boliger i de fattige yderkantskommuner. De trænger alle til en kærlig hånd, og hvorfor må denne ikke være tysk eller norsk?

Ser man alene på sommerhusmarkedet, er det stort set gået i sort. Der er 12.000 huse til salg, og den gennemsnitlige liggetid har for længst passeret 12 måneder. I nogle egne af landet er liggetiden endda væsentlig længere. Værst ser det for eksempel ud i Tønder, hvor liggetiden i sommer var 635 dage.

I Tønder – to minutter fra grænsen?

Ja, man tager sig til hovedet, men det bliver desværre ikke lettere at være dansker, når man lytter til vores politikere. Her er skizofrenien brudt ud i lys lue, når de skal udtale sig om sagen. Hør for eksempel, hvordan Socialdemokraternes by- og boligordfører, Jan Johansen, her knækker over på midten, da han i sidste uge taler med Berlingske:

»Vores politik er, at vi ikke vil lade 80 millioner tyskere købe vores sommerhuse. Derfor vil vi ikke bidrage til, at der bliver lagt pres på det forbehold, vi i dag har. Det er svært at få gang i salget, så længe markedet er så dødt. Derfor arbejder vi også for at få gang i væksten og optimismen«.

Mens den første del er til at fatte, men ikke til at forstå, er den sidste del hverken til at fatte eller forstå: Hvis man gerne vil have gang i væksten og optimismen, kunne svaret vel netop være (nogle af) de 80 millioner tyskere?

Det mener de på Langeland, det mener et flertal af landets borgmestre, og det mener et flertal af Danmarks befolkning. Er det ikke på tide, at politikerne lægger øret til sommerhusgræsset?