Det vakte varierende grader af opsigt, harme og debat, da sociologen Henrik Dahl i forsommeren udgav bogen ’Spildte kræfter’, der bl.a. bestod af et karaktermord på Helle Thorning-Schmidt.

Dahl beskrev den daværende oppositionsleder som en »blank« politiker, der ganske vist som en dygtig eksaminand kunne fremsige stoffet, men helt savnede det politiske reservoir af kreativitet og visioner, der skal til for at være statsminister.

LÆS ANMELDELSEHenrik Dahl siger farvel med manér

Jeg både var og er uenig i Dahls karakteristik af Thorning-Schmidt, der i mine øjne klart rummer stoffet til en stærk, moderne statsminister.

Det triste faktum er imidlertid, at målt på de første tre måneders regeringstid alene er der mere, der taler for Dahls analyse, end min egen. Hvis ikke Thorning-Schmidt snart får greb om embedet, styrer hun mod et uagtsomt karakterselvmord, hvor hendes kritikere kan gnide sig i hænderne og gnægge et ’hvad sagde vi?’.

Helt konkret har regeringens største problem i dens indledende fase hverken været løftebrud, personsager eller økonomisk krise. Det har været, at Helle Thorning-Schmidt simpelthen ikke er slået igennem som statsminister og regeringschef og endnu ikke har demonstreret det niveau i politisk ledelse, instinkt og retning, som så mange fortsat håber, at hun besidder.

Regeringen sejler tilsyneladende ledelsesmæssigt. Kun tre måneder inde i regeringsperioden begynder de anonyme citater om det totale kaos i regeringen og den socialdemokratiske folketingsgruppe at sive – helt op på ministerniveau. Det er og bliver statsministerens ansvar.

Samtidig har Helle Thorning-Schmidt i en række afgørende situationer ikke vist tilstrækkelig politisk næse i de sager, der er opstået. Statsministeren har tilsyneladende modelleret sin offentlige optræden efter forgænger Fogh, der ligesom Thorning yndede at affeje spørgsmål med et ’det kan jeg fuldstændig afvise’ eller ’det er et hypotetisk spørgsmål’.

Men Helle Thorning-Schmidt glemmer, at det, Fogh var så eminent til, var at vælge sine slagsmål. Når han gik ind i sager, gjorde han det med fuld musik. Og i stedet for blot at reagere valgte han selv arenaen, når han udfordrede »rundkredspædagoger«, »smagsdommere« og andre godtfolk.

Helle Thorning-Schmidt har efter tre måneder på posten endnu ikke selv valgt en strid. Hun har kun nødtvungent reageret, når hun ikke har kunnet undgå det.

Samtidig kastede Anders Fogh Rasmussen aldrig god politisk kapital efter dårlig. Hvis en sag udviklede sig uheldigt, begrænsede han sine tab og lukkede den, inden den løb helt løbsk. Det kunne Thorning lære noget af, når det gælder betalingsringen, der mere og mere ligner et åbent blødende sår for Socialdemokraterne.

Men det mest forstemmende har måske været, at regeringschefen virker helt uden retning i de store politiske spørgsmål.

Det blev grelt udstillet i juledagene, da Helle Thorning-Schmidt skarpt afviste enhver snak om at supplere europagten med en jobpagt. »Jeg vil meget gerne have, at vi får sat gang i vækstinitiativer i Europa. Men jeg er helt overbevist om, at det første, vi skal gøre, er at få styr på euroen og få renten ned. Det vil i sig selv være efterspørgselsskabende. Derefter kan vi – når der bliver råd til det i de sundere økonomier – gå i gang med konjunkturpolitik«, sagde statsministeren til Jyllands-Posten.

Som økonomisk politik er det simpelthen sort snak, statsministeren disker op med; i bedste fald en hjemmestrikket økonomisk teori, hvor økonomien først skal stimuleres, når der er styr på økonomien. Offentlige investeringer er en vej ud af krisen, ikke et blindt forbrug vil skal vente med, til vi en dag er ude af krisen.

Her ligger måske statsministerens væsentligste problem. Hun lyder ikke længere som en politiker, men som et kunstprodukt, der er blevet trænet af et dygtigt embedsapparat. Tænk, at en socialdemokratisk statsminister ikke længere sætter væksten og ledigheden i højsædet og ikke har skyggen af blik for behovet for ny regulering af krisens virkelige skurke – bankerne og finansmarkederne.

Pludselig står det klart, at vi som grækerne og italienerne har fået en teknokratregering i stedet for en centrum-venstre-regering. Altså med den forskel, at ingen af vores ministre er professorer i økonomi.

Nytårstalen er måske sidste chance for at komme ud af embedsværkets greb og træde i karakter som statsminister. Det vil være næsten ubærligt, hvis fakta bliver ved med at understøtte Henrik Dahls tese.