Byggeklodserne ligger gemt i en dynge af skuffeplaner, som tre regeringspartier har fremlagt gennem de senere år.

På papiret findes der faktisk ideer til en ny erhvervspolitik, der kan skabe job. Men her mere end 100 dage efter valget er der ingen, som ved, hvad S-R-SF-regeringen kæmper for.

Trods stigende arbejdsløshed, fortsat nedtur og vigende meningsmålinger har ingen af de 23 ministre formået at sætte en vækstdagsorden, der giver almindelige lønmodtagere håb om bedre jobmuligheder.

LÆS OGSÅ Statens underskud ryger op over 100 milliarder kroner

I stedet er det blevet til lidt kontrareaktionær symbolpolitik, der delvis retter op på Dansk Folkepartis mest bizarre udskejelser. Reelle tiltag, der sparker gang i økonomien, er det småt med.

I et stort interview her i Politiken tilbage i september lancerede Helle Thorning-Schmidt ellers en drejebog for de første 100 dage i Statsministeriet. Det lød handlekraftigt: »Det hele handler om vores konkurrenceevne dybest set.

Det handler om, at vi skal have sat gang i virksomhederne, i de offentlig-private partnerskaber. At vi skal omdefinere den erhvervsstøtte, så det bidrager til vores konkurrenceevne«. Men foreløbig er intet sket.

Hvedebrødsdagene har været spildt. Hvis den nye regering blot havde haft selvtillid til at fremlægge en selvstændig politik, ville erhvervs- og vækstpolitikken have rummet et fantastisk potentiale – ikke alene til at konfrontere Danmarks vigtigste problem, men også til at give S-R-SF-regeringen en realpolitisk platform.

I begyndelsen af 2011 lancerede SF en offensiv plan med titlen ’Ny vækst – nye job’, der i en kort periode genoplivede debatten om erhvervs- og industripolitik.

Tidligere har også Det Radikale Venstre fremlagt en plan, ’Vækst der virker’, som ligeledes byggede på en erkendelse af, at nye private job ikke længere bare opstår af sig selv, men i stedet må fremelskes ved hjælp af en intelligent erhvervspolitik.

Jobskabelse rummer potentielt den skarpeste ideologiske kant mellem regeringen og oppositionen. De borgerlige har intet direkte modsvar. Af ideologiske årsager er Venstre, Konservative og Liberal Alliance imod ideen om, at det offentlige kan være med til at skabe private job.

De borgerlige partier mener, at staten kun kan og skal være med til at skabe bedre ’rammebetingelser’ for erhvervslivet, og så i øvrigt sænke skatterne. Intet tyder dog på, at den passive linje er nok i dag.

LÆS OGSÅ Næste velfærdsreform venter i kulissen

Ledigheden stiger, og en række store arbejdspladser falder på stribe, senest Lindøværftet i Munkebo. Hvis der igen skal skabes produktionsjob i Danmark, må politikerne ind og tage ansvar for en ny og langt mere aktiv erhvervspolitik.

Erhvervspolitik er på sin vis en form for omvendt udlændingepolitik: Trumfkortet for de borgerlige i 00’erne var således, at oppositionen ikke havde en alternativ udlændingepolitik, delvis fordi venstrefløjen ikke anerkendte problemerne med ghettoisering og parallelsamfund.

De borgerlige stod alene med hårde løsninger på et højspændt område, som vælgerne lagde vægt på. På samme måde kunne de tre regeringspartier i dag stå alene med ideer til en aktiv erhvervspolitik, der stimulerer efterspørgslen efter privat arbejdskraft. De kunne eje hele debatten om jobskabelse. Men de tøver.

Omstilling til en grøn energi er det mest oplagte indsatsområde. At skabe nye job handler nemlig ikke om at bevare gamle. Tværtimod er det sundt, når forældede industrier og bedagede arbejdsgange bliver erstattet af nye brancher.

Overgangen kaldes ’kreativ destruktion’. Succeskriteriet er dog, at behovet for arbejdskraft ikke falder. Og her står Danmark med en enorm udfordring i de kommende årtier på grund af global lønkonkurrence fra Asien og Østeuropa.

Én ting er dog sikker: Hvis politikerne læner sig tilbage og blot håber på bedre vejr, vil ungdomsarbejdsløsheden fortsat vokse. Alle tiltag, der kan være med til at skabe private job her i landet, helst i eksporterhvervene, skal derfor afprøves.

Skuffeplanerne fra SF og Det Radikale Venstre rummer mange halvfærdige ideer om f.eks. at satse på velfærds- og sundhedsteknologi som en eksportvare. Det er tid til at prøve alt. Hurtigst muligt.

Kickstarten med fremrykkede investeringer er i bedste fald en svag begyndelse. Når Helle Thorning-Schmidt samtidig rejser rundt og advarer mod en europæisk jobpagt, er det imidlertid svært at tro på, at S-R-SF-regeringen kan, vil eller tør satse massivt på jobskabelse i Danmark.

LÆS OGSÅ Regeringen er kun rød på bundlinjen

I en tv-duel med Lars Løkke Rasmussen sagde Helle Thorning-Schmidt i en af valgkampens sidste dage: »Hvis man vil være et arbejderparti, skal man vågne hver eneste dag og ønske at skaffe beskæftigelse og arbejde til danskerne«.

Udtalelsen efterlader kun to muligheder: Enten står statsministeren ikke længere i spidsen for et arbejderparti, eller også er hun ikke vågnet endnu. Efter 100 dage er der under alle omstændigheder brug for, at Helle Thorning-Schmidt vågner op og kaster sig ind i arbejdskampen.