Godmorgen, godt nytår – og lad os så komme af sted.

Det er første hverdag i 2012, og nu skal der kigges fremad. Juleferien har en indbygget tendens til nostalgi, som det er befriende at arbejde sig ud af.

»Alt må forandres ...«, siger en ung mand ved navn Tancredi, som er afgørende bifigur i romanen ’Leoparden’ af Giuseppe Tomasi de Lampedusa. Men den unge mand fortsætter jo sin berømte sætning sådan her: »... for at alt kan blive ved det gamle«.

Og således har Lampedusa ladet sin unge Tancredi og ikke sin gamle døende Leopard formulere den grundlæggende konservative trossætning, som i kortere form hedder: ’Forandre for at bevare’.

Fænomenet ’Konservativ Ungdom’ findes altså i litteraturen, hvilket man kan trøste sig ved, når man ude i virkeligheden møder det kors for tanken, som hedder, ja: Konservativ Ungdom.

Det kunne lige så godt hedde Unge Gamle eller omvendt, hvilket alt sammen være sagt, fordi en gruppe unge danske konservative jo sidst i 2011 begyndte at røre på sig og formulere nogle forsigtige og meget konservative teser, som vistnok gerne skulle bidrage til at afværge Det Konservative Folkepartis død og begravelse i 2012.

Vi får se til næste nytår, om det lykkes, men jeg håber det faktisk. Det ville være synd for Danmark, hvis den konservative position fortsat skulle være fuldstændig fraværende fra debatten – sådan som den har været i de ti år, hvor Konservative har lagt sig ind under Venstre og den stadig mere galopperende liberalisme.

Det ville være ærgerligt, hvis ti års mangel på konservative tanker nu førte til, at selve Det Konservative Folkeparti blev blandt De Store Døde i 2012. Og jeg synes egentlig, at de unge konservative fortjener lidt mere ros, end de fik, da de forsøgte sig med deres teser.

I partiet Venstre drikker både de unge og de gamle løver jo nu te med Tea Party-bevægelsen på den yderste amerikanske højrefløj, der truer med at bringe os alle til tiggerstaven.

De ekstreme republikanere tror på minimalstaten, og de danske venstrefolk tror igen på minimalstaten. Ti års opsamlet erfaring og visdom blev på Venstres landsmøde i november kogt ned til ét slogan: ’Lavere skat!’. Hvilken sprudlende idérigdom.

Men over for dette Tea Party forsøger de unge danske konservative sig trods alt med et nysseligt teselskab i tre teser, der hverken slår revner i det kongelige porcelæn eller får sukkeret til at ryste i sukkerskålen, men til gengæld ligner noget så ægte konservativt som et forsøg på at tænke både anstændigt og en anelse mere originalt end det, de voksne konservative synes, er godt tænkt, nemlig: ’Lavere skat!’. Forskellen mellem Venstre og Konservative er ... slet ikke.

De unge danske Tancredier, som kalder sig Konservativ Konsensus, fandt frem til følgende: 1) Sociale ydelser skal målrettes dem, der har behov. 2) Borgerne skal have frihed under ansvar. 3) Staten må ikke fortrænge frivillige fællesskaber.

Man må indrømme, at det nok bliver svært at opdrive et eneste menneske, endsige parti, i Danmark, som ikke kan skrive under på disse tre teser.

Og man må også indrømme, det nok ikke følger automatisk af den første indrømmelse, at Det Konservative Folkeparti ved næste valg får 100 pct. af de afgivne stemmer. De unge konservative må med andre ord godt lægge deres vandkæmmede hoveder lidt mere i blød og komme op med noget lidt mere originalt, men de fortjener nu alligevel ros for deres forsøg.

Det er ikke kun til grin, at unge, og måske endda også gamle, konservative forsøger at finde en vej frem, som ikke er Venstres, ikke er Tea Party-bevægelsens og ikke er partitoppens evindeligt håbløse: ’Lavere skat!’.

Den socialt ansvarlige konservatisme, som forener en vis forestilling om faderlig og moderlig omsorg med en vis idé om dannelse, opdragelse og traditionelle værdier, og som kan følges et langt stykke ad vejen med socialisternes idé om at yde efter evne og nyde efter behov – ja det er da en position, som nogen må forsvare.

Gode gamle Montaigne var konservativ i en sådan grad, at han erklærede sig »imod forandringer, selv til det bedre«. Og den går jo ikke, Michel, det er alt for radikalt og ungdommeligt. Men Lampedusa, derimod, var fræk nok til at lægge sin mildere konservatisme i munden på en helt ung mand, der ville frem i verden.

Og Tancredi sagde ikke (som jeg engang troede), at noget må forandres, men at alt må forandres. Godt nytår!