Det arabiske forår, der skulle vise sig at blive et forår for islam, vil i historisk perspektiv blive anset for at være det gamle års mest epokegørende begivenhed.

Sandt nok, det skortede ikke på væsentlige politiske nyheder, hverken fra indland eller udland, men end ikke eurokrisen eller USA’s retræte fra Irak vil få samme indflydelse på verdensordenen som den omvæltning, der begyndte med revolutionen i Tunis, og som indtil videre er endt uafgjort i alle de arabiske lande, der er blevet berørt.

Med de folkelige opgør med deres undertrykkere slutter et historisk kapitel i forholdet mellem araberne og omverdenen. De arabiske mennesker har brudt med den periode, der blev indledt med det ottomanske imperiums nederlag under Første Verdenskrig og de engelske og franske kolonimagters overtagelse af de ottomanske provinser.

De knægtede de arabiske selvstændighedsbevægelser, der opstod i protest mod den tyrkiske imperialisme, oprettede nye lande uden at rådføre sig med de lokale befolkninger.

Efter Anden Verdenskrig og den kolde krig overtog USA og Sovjetunionen de tidligere kolonimagters roller. De arabiske nederlag i den første israelsk-arabiske krig i 1948 udløste en række revolutioner. Militærdiktatorerne afløste konger, men afhængigheden af udenlandske magter fortsatte, indtil den unge tunesiske grønthandlers desperate selvmord udløste lavinen af folkelige protester.

Den arabiske verden står nu ved afslutningen af over 500 års kolonialisme, ottomansk og euroamerikansk. At de folkelige oprør kom som en overraskelse for os i Vesten, ikke blot menigmand, inkl. langt de fleste eksperter og mediefolk, men også f.eks. beslutningstagerne i Washington, illustrerer den overfladiskhed, hvormed vi iagttog forholdene i den arabiske verden.

Vi læste dem med magthavernes briller. Vi anså de arabiske mennesker for at være apatiske og fatalistiske.

Vi blev overrasket af de folkelige oprør, fordi vi havde reduceret araberne til at være deres magthaveres ofre, der havde krav på vor sympati. Vi opfattede dem ikke som politiske individer, som var i stand til at tage deres skæbne i egne hænder. Vi var ofre for vore fordomme. Vi kunne ikke genkende os selv i dem.

LÆS OGSÅNyt lederskab i den arabiske verden

Samme mangel på forståelse og indlevelse forklarer vor overraskelse over, at de unge liberale reformister, Facebook- og Twittergenerationen, hvis protester udløste det folkelige opgør, såvel i Tunis som i Egypten, er blevet marginaliseret, og over, at de muslimske brødre i første omgang af parlamentsvalgene i Egypten fik 37 pct. af stemmerne og de langt mere radikale salafister fik 25 pct. af stemmerne.

Vor overraskelse skyldes vor fundamentale uvidenhed om islams centrale betydning, om tro som ledestjerne, i alle livets forhold. Araberne har for første gang i deres historie fået stemme, og stemmen siger: Vi tror. De muslimske brødres slagord er: ’Islam er løsningen’.

Hvad det betyder, omsat i politisk handling, kan vi ikke have en mening om, for deres ledere ved det ikke selv. Ikke alle omvæltninger bringer forbedringer, hvad angår frihed eller levestandard. Kommunismen i Rusland efterfulgte tsartiden, og ayatollaherne i Iran kom efter shahen. Også her kan det gå galt.

Hosni Mubarak fik ret. Han protesterede mod USA’s pres for at få ham til at liberalisere. »Efter mig«, advarede han, »får I de muslimske brødre«. Det har vi ingen indflydelse på. Araberne vil nu forme deres egen historie. Det første år efter opbruddet illustrerer både løfter og farer. Tunis er eksemplet på en fredelig overgang. I Egypten kan det ende med et militærkup, og i Syrien truer borgerkrig.

Vi så ikke omvæltningerne komme, vi forstod heller ikke deres islamiske karakter, det skulle begrunde en klædelig ydmyghed med hensyn til forventningerne om, hvad det nye år bringer.

De muslimske brødre er ikke at sammenligne med kristendemokraterne i Vesten, vurderet på grundlag af deres praksis er de antivestlige og har et, i bedste fald, problematisk forhold til kristne, jøder og kvinder. Salafisterne, der har støtte i en fjerdedel af den egyptiske befolkning, drømmer om et islamisk samfund bygget på principper fra det syvende århundrede.

LÆS OGSÅ Mubarak retsforfølges i sin sygeseng

Vi vil få svært ved at affinde os med mange af de nye islamiske regeringers handlinger, men vi må væbne os med tålmodighed og lade pegefingeren blive hjemme, medens de nye samfund pejler sig vej mellem de to alternativer, det iranske og det tyrkiske. 2011 satte punktum for de kolonialistiske relationer mellem Vesten og de arabiske magthavere.

Postkolonialismen er ikke blot en udfordring til araberne, men også til Vesten. Vort vigtigste bidrag til det nye Mellemøsten vil være at forhindre kaos forårsaget af et truende økonomisk sammenbrud ved massiv hjælp.

Mellem islam og kaos, først og fremmest i Egypten, har vi intet valg.