I organisationsteori taler man om den såkaldte skraldespandsmodel, der er et opgør med den rationelle organisation som idealtype, hvor problemer og løsninger altid hænger logisk sammen.

Organisationer er i denne optik et virvar af allerede formulerede løsninger og problemer uden forbindelse, hvorigennem der kører en kæde af ’skraldespande’, der er anledninger til at træffe beslutninger, som forskellige aktører så lidt tilfældigt fylder ud med det, der nu har deres interesse for tiden.

Hvis man anskuer S-R-SF-regeringen som en skraldespandsmodel, så stod statsministeren, efter den radikale sønderrivning af hendes valgoplæg, pludselig en dag med problemet ’hvad er mit projekt?’. Og i samme øjeblik skubbede Joachim B. Olsen og Özlem Cekic i fællesskab en skraldespand med navnet ’Carina-sagen’ ind ad døren ...

LÆS LEDER Krævementaliteten begynder med dig selv

Besparelser på de offentlige overførsler har hele tiden været på plakaten for regeringen. Men mens de i regeringsgrundlaget primært er midler til at nå målet om balance i de offentlige finanser, er de bl.a. efter diskussionen om den ’fattige’ kontanthjælpsmodtager Carina blevet til mål i sig selv.

Særlig Socialdemokraterne har pludselig genfundet sig selv som et parti, der ikke alene måler velfærd i offentligt forbrug. Det gamle slogan om at ’gøre sin pligt og kræve sin ret’ er støvet af til et tiltrængt opgør med ’krævementaliteten’.

For truslen mod velfærdssamfundet er ikke primært strammere budgetter. Det er først og fremmest, at de betalende har mistet tilliden til, at systemet bruger pengene fornuftigt. Og de modtagende har mistet tilliden til, at systemet vil behandle dem ordentligt. Thorning har taget det som projekt at genoprette den balance.

Skraldespanden med dette nye socialdemokratiske projekt er nu trillet ind på Mette Frederiksens kontor. Det er hende, der nu sidder med nøglerne til regeringens succes eller fiasko i det kommende år, da alle de centrale reformer af overførselsindkomster ligger på hendes bord.

Det gælder reformer af fleksjob og førtidspension, hvor VK-regeringen allerede spillede ud inden valget med stramninger, der formentlig bl.a. indebærer et stop for unge på førtidspension. Nu bliver det den socialdemokratiske venstrefløjs darling, der skal gennemføre besparelserne i stedet for Inger Støjberg.

LÆS OGSÅ Vi har fået nok af de andres krav til samfundet

Og det gælder dagpengeområdet og den tilhørende aktivering, der skal ses efter i sømmene som en del af de kommende trepartsforhandlinger, hvor Mette Frederiksen også sidder for bordenden, hvor uddannelse skal give tusindvis af ufaglærte chancen for at få det svendebrev, de ikke fik som helt unge.

Men det mest kontroversielle bliver måske kontanthjælpen, hvor den konstante tilgang af unge mennesker til en karriere som professionelt marginaliserede skal bremses. I september 2011 var der 93.000 mennesker på passiv kontanthjælp, mens yderligere godt 50.000 var aktiverede. Over 6.000 har været på kontanthjælp uafbrudt i mere end ti år.

Her er brug for et opgør baseret på det fundamentale socialdemokratiske princip, at alle mennesker kan og skal bidrage. Det vil konkret sige at være i aktivering, under uddannelse eller i behandling, hvis det er det, situationen kræver.

Ingen skal bare overlades til at gå rundt for sig selv – slet ikke unge mennesker. AE-rådet har for nylig beregnet, at 80.000 unge mellem 15 og 29 år, ikke foretager sig noget ud over at spille PlayStation eller se tv. De lever af deres forældre, af kontanthjælp eller andet.

Det helt centrale er at få gardinerne rullet op og de socialt marginaliserede ud i virkeligheden i et kontanthjælpsjob. Det er passiviteten i den passive forsørgelse, det er afgørende at få gjort op med. For de dårligst fungerende kan aktivering være så enkelt som at møde op i nogle timer hver dag et bestemt sted.

Det har maget sig således, at regeringens skæbne pludselig hviler på beskæftigelsesministerens skuldre. Hun skal navigere projektet i havn mellem godhjertede socialrådgivere, offentlige fagforeninger, et SF med ondt i venstresiden og en opposition, der kun nødigt vil give regeringen en politisk sejr.

Hvis det lykkes at reformere systemerne, vil det være en gigantisk politisk præstation, der med ét vil standse al diskussion om amatørisme og handlingslammelse.

Hvis ikke, risikerer Frederiksen at blive selve symbolet på det skibbrudne projekt.

FACEBOOK Bliv ven med Politiken