Sverige udlever netop nu et moderopgør af dimensioner.

Et af forfatteren Anna Wahlgrens ni børn har udsendt en bog, ’Félicia försvann’, som bittert udstiller en barndom præget af frygt, usikkerhed, seksuelle overgreb, en alkoholiseret mor og utallige mænd, hvoraf syv er fædre til hver sit udsnit af de ni børn.

Hvis man kender Anna Wahlgrens bog fra 1983 om ’De kære børn’ (en af verdens mest solgte bøger om børneopdragelse), bliver man temmelig forbløffet over det billede, den nu 44-årige Felicia tegner. Et grumt billede af en ulykkelig barndom.

Anna Wahlgren, som i dag er 72 år, vil ikke sige andet, end at hun ikke vil frasige datteren hæder og ære – hvad datteren jo gør med sin mor. Den 44-årige datter Felicia Feldt (efternavnet er vistnok et pseudonym) forbeholder sig sin fulde ret til at nægte enhver forsoning: »Jeg har ret til mit had«, skriver hun.

LÆS OGSÅ Sveriges hønemor var i virkeligheden en ravnemor

Sidste chance for forsoning blev forspildt langt oppe i Felicias voksenalder, da moder Anna tilbød at mægle i en af datterens ægteskabelige kriser og tage en samtale med manden.

Felicia lader forstå, at moderen i stedet for samtalen bare gik i seng med ham. Hvilket på ingen måde er den eneste hændelse, man som læser knap kan få sig selv til at tro på. Visse af barndomsoplevelserne er sådan, at man ikke har lyst til at fortælle dem videre.

Felicia Feldt giver ikke sin mor stort andre indrømmelser, end at hun selv er i gang med at gentage nogle af moderens mønstre: Hun har fire børn med tre mænd, og hun er med sin bog i fuld færd med at gøre det hele til et offentligt anliggende.

»Når jeg får børn, vil jeg have, at de skal blive som jeg«, skriver Anna Wahlgren i forordet til ’De kære børn’ (som hen ved 100.000 danske familier har stående på hylden). Datteren synes at have det modsatte projekt fra nu af: Hendes børn skal ikke blive som hverken hende selv eller hendes mor. Begge projekter kan dog formentlig forenes i det spørgsmål, Anna Wahlgren stiller i forordet til ’De kære børn’: »Hvordan gør man?«.

Ja, ’hvordan gør man?’. Spørg mig ikke. Men ligesom anmelderen i Dagens Nyheter, Jens Liljestrand, kan jeg godt få øje på et mønster bag den stribe af aktuelle offentlige forældreopgør, som ’Felicia försvann’ indgår i: opgøret med den påstået lykkelige skilsmisse og med det frie forældreliv.

Ikke så meget et opgør med den frie børneopdragelse, som engang udfoldede sig i patriarkalsk velordnede familier, men netop et opgør med den frie voksenopdragelse, som mange praktiserede på sig selv fra 1970’erne og frem, og som børnene måtte indordne sig under. Nu er børnene blevet voksne, og nu siger de fra – som var de børn.

LÆS OGSÅ Børn har ikke bedst af at passe sig selv

I Sverige findes der en tegneserieforfatter, som hedder Liv Strömquist, og som har formuleret det sådan i sin seneste bog, at »børn er kristendemokrater« – og det uanset hvor venstreorienterede eller moderne eller radikale og frigjorte, deres forældre nu gerne vil være.

Ungerne vil helst have, at far og mor bliver sammen, og de ser gerne et vist mål af orden, anstændighed og borgerlige former. Set med den voksnes øjne er børnene jo nogle eventyrlige små trolde og fantasifulde fænomener, der går på tværs af normalitet og kedsommelighed; men det frygtelige paradoks er, at dette barnlige måske bedst udfolder sig i rammer udstukket af voksne, der opfører sig som voksne og ikke som børn.

Måske. Og man kan med en vis beklemmelse fortsætte logikken, sådan som det også gøres i DN’s anmeldelse af Anna Wahlgrens datters bog: »Småbørnsforældre opdager tidligt, at børn ikke vil være originale.

Børns eventyrlighed er kun på overfladen; i dybet af deres sjæl er de konservative materialister, der vil være som de andre og have det, som alle andre har. Hvis vi lader dem styre – hvad vi gør i stadig større udstrækning – bliver resultatet ikke radikalitet, men konformitet«.

Hvis børnene skal kunne frigøre sig fra deres forældre, så kræver det, at forældrene ikke har frigjort sig alt for meget fra deres børn; men hvis forældrene vil udvikle sig selv og det voksne samfund i retning af nye samlivsformer og større frihed for den enkelte, så må de gøre oprør mod deres stokkonservative børn.

Hvilket sidste selvfølgelig også bare kunne hedde børneopdragelse. Mens det første kunne hedde selvopofrelse. Vi når nok aldrig nogen sinde til et punkt i historien, hvor ingen af delene slet ikke er nødvendige.

LÆS OGSÅ Skal børn være dygtige eller glade?

Lige nu undrer jeg mig bare over, at voksne mennesker i så høj grad forstår og definerer sig selv ud fra deres forældre.

I én generation er forståelsen bundet til autoritære forældre; i næste generation er forståelsen bundet til uautoritære forældre; og i tredje generation, Anna Wahlgrens datters, er det så en forælder, som selv har levet lidt for frigjort, der har givet barnet et knæk.

Jeg tror, at det bedste, der kunne ske for Anna Wahlgrens datter, var at forstå sig selv lidt mindre som – Anna Wahlgrens datter.