Dagens Signatur er skrevet af

Lars Trier Mogensen, redaktør af lederkollegiet

Kollektiv trafik er lige så forhadt i visse kredse som moderne kunst.

Begge dele ses som skattekroner lige op af lommen og ud ad vinduet. Stik modsat har privatbilismen i årtier stået som selve symbolet på individuel frihed – helt på linje med lave personskatter.

Derfor er det tankevækkende, at ingen fra bilfolket tør sige fra nu, hvor selv de borgerlige partier vil investere i kollektiv trafik og øge beskatningen på bilkørsel. Bondeoprørerne findes nemlig stadig derude, men til forskel fra tidligere tør de ikke længere tale partitoppen midt imod.

Venstres trafikordfører, Kristian Pihl Lorentzen, har foretaget den største U-vending i nyere politisk historie. For syv måneder siden gik han til angreb på den form for kørselsafgifter, som VK-regeringen nu vil indføre: »Roadpricing skævvrider Danmark endnu mere, så vi affolker yderområderne. Roadpricing fører til detaljeret overvågning af bilisterne. Og endelig er roadpricing en skatteskrue af Anker Jørgensenske dimensioner«, lød det i et landboliberalt indlæg i Berlingske, som fortsatte:

»Det er en ren tilståelsessag, når forskere og politikere taler om, at roadpricing kan finansiere nye investeringer i den kollektive trafik. For det er opkrævning af nye skatter fra bilisterne«.

Kristian Pihl Lorentzen mener formentlig det samme i dag. Men han tør ikke længere tale på vegne af bilentusiasterne. Nu styrer den Foghske magtopportunisme.

Tidligere på året førte Dansk Folkepartis trafikordfører, Kim Christiansen, også an i et djærvt angreb på den kollektive transport: »Vi er ikke tilhængere af statsstøtte, og vi mener ikke, det er et statsligt anliggende at få billigere kollektiv trafik«. Han tilføjede sågar, at DF vil »tilskynde en privatisering af den kollektive transport«.

Det var ærlig snak, der lå i forlængelse af partiets rødder i Fremskridtspartiet, og som kunne forklare den senere modvilje mod kørselsafgifter, altså roadpricing: »Bilisterne er hårdt nok ramt i forvejen, så vi er som udgangspunkt imod bompenge eller roadpricing«, lød det fra trafikordføreren – kort inden han blev sat på plads af formanden for Dansk Folkepartis folketingsgruppe, Kristian Thulesen Dahl.

Partitoppen vil for alt i verden være med til at bestemme og er tilsyneladende villig til at sælge ud af alle politiske principper.

Skønt rindalismen opstod som et bondeoprør mod Statens Kunstfond, anført af lagerforvalter Peter Rindal i 1965, har kampen for privatbilisme reelt været den mest markante mærkesag for de småborgerlig-liberale her i Danmark.

Ved jordskredsvalget i 1973 for præcis 35 år siden fik de neorindalistiske bilentusiaster en fjerdedel af mandaterne i Folketinget, repræsenteret ved både det store antistatslige Fremskridtspartiet og det lidt mindre pro-private Centrum-Demokraterne.

Liberal alliance er i dag det eneste parti, der tør kæmpe direkte imod nye bilafgifter: »Roadpricing er reelt en ekstra skat på arbejde – og det er rigtig, rigtig skidt«, skrev Anders Samuelsen på sin blog forleden.

Liberal Alliance – som i stigende grad virker som et gadekryds mellem Fremskridtspartiet og CD – tæller dog ikke rigtig med længere: Seneste meningsmåling gav partiet en opbakning på 0,0 procent.

Tavsheden blandt alle toneangivende småliberale politikere og debattører kan også have en snusfornuftig begrundelse. Ved at holde lav profil undgår bilentusiasterne nemlig at blive fremstillet som en flok reaktionære miljøsvin, der er ude af trit med den grønne mainstreambølge. Og dermed vil det måske lykkes at luske en så kraftig nedsættelse af registreringsafgiften på biler igennem, at det rent faktisk ender med, at trafikplanen sender flere biler ud på endnu bredere motorveje.

I modsætning til Det Radikale Venstre, der i ofte skingre toner har stået fast på deres principper, kan det vise sig klogere at holde kæft og sælge sig til højestbydende. Principryttere har ikke meget plads på det brede midterspor i moderne politik.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) har i hvert fald vendekåber som Kristian Pihl Lorentzen og Kim Christiansen at takke for sin parlamentariske stabilitet. Hvis de turde tale, som de tænker bag rattet, ville dansk politik være mere ustyrlig.