Dagens Signatur er skrevet af

Anita Bay Bundegaard

Forhenværende kulturminister Brian Mikkelsen (K) ville af med kunstnersammenslutningerne på Charlottenborg og omdanne den gamle udstillingsbygning til en moderne international kunsthal.

Han nedsatte i den forbindelse et arbejdsudvalg, der skulle rådgive ham, og udvalget endte også med at komme med en række anbefalinger.

F.eks. sagde det til ministeren: Gør ikke Charlottenborg til en kunsthal. Hvilket ministeren så gjorde.

Samtidig anbefalede det ham at lade kunstnersammenslutningerne blive og gøre Charlottenborg til kunstnernes hus. Hvilket han så undlod at gøre.

Og endelig rådede det ham til at lade bestyrelsen ansætte direktøren. Hvilket han så i stedet selv gjorde.

Mikkelsen fik dermed skabt det miskmask, som efter kort tid viste sig at være uholdbart. Han etablerede i teorien en ny kunsthal, men bevarede en struktur og organisation, som hørte det gamle Charlottenborg til.

Han lod en 12 mand stor bestyrelse bestående af repræsentanter for alt, hvad der kan krybe og gå af den danske kunstverdens interessegrupper – vel at mærke med forskellige interesser og uden fælles vision for stedet – bestyre denne moderne internationale kunsthal.

Han udstyrede projektet med kæmpestore ambitioner, men ikke med midler til at virkeliggøre dem for, og han udpegede en direktør, som ikke havde det danske netværk, der er nødvendigt for at tiltrække de penge, som ministeren ikke ville slippe.

At direktør Bo Nilsson så bare brugte de midler, han ikke havde, og oparbejdede et underskud på rekordtid, bidrog blot til at sænke en allerede synkende skude.

Men da det stod klart, var Mikkelsen over alle bjerge. Tilbage stod Carina Christensen (K) som ny kulturminister med en rigtig stinker af en sag.

Hvad skulle hun gøre? Hun tog en rask beslutning og fyrede direktøren. Han havde heller ikke just bidraget konstruktivt ved at lade hånt om budgettet og til overflod indrette en dyr lejlighed til sig selv inde på borgen.

Siden har Carina Christensen konsulteret bl.a. Mikkelsens gamle arbejdsudvalg og Folketingets partier. Hun har desuden ladet Rigsrevisionen gennemgå Charlottenborgs økonomi og har så nu besluttet at skille sig af med den store bestyrelse med dens overvægt af medlemmer med kunstnerisk baggrund og erstatte den med en halvt så stor og mere professionel bestyrelse med ekspertise inden for økonomi, jura og kunst.

Og hun har genindført armslængdeprincippet og vil lade det være op til bestyrelsen at ansætte direktøren. Endelig har hun sikret, at de stærkt lobbyistiske kunstnersammenslutninger kan holde til på Den Frie Udstillingsbygning ved Østerport.

Så langt så godt. Tilbage står at afklare, hvad vi egentlig vil med Charlottenborg.

Og med ’vi’ mener jeg alle, der interesserer sig for billedkunst fra Kgs. Nytorv og udefter. Og netop ikke kun dem, der som sædvanlig måtte føle sig kaldet.

Hvad vil det f.eks. sige, at stedet skulle være ’kunstnernes hus’? Ville det ikke være mere relevant at gøre det til et ’kunstens hus’, så man slipper for at finde ud af, hvem der skal repræsentere ’kunstnerne’? Så vi ikke igen står i den situation, at nogle mener, at de har vundet hævd på lokalerne, uanset kunstnerisk værdi eller hvad tælleapparaterne siger.

Når den professionelle bestyrelse har konstitueret sig, bør den således tage kontakt til Mikkel Bogh, rektor på Kunstakademiet, som også bor på Charlottenborg.

Kunstakademiet har forskerkapaciteten, berøringen med nye talenter og gamle, et internationalt netværk og en klar interesse i at få stedet til at fungere. Og Akademiet kan inddrage de andre kunstskoler og arkitektskoler og designskoler rundt om i landet, så skal der nok vise sig nogle krydsbestøvninger, som man ikke tidligere har kunnet give rum.

Når nødudstillingen ’Til vægs’, der i sidste øjeblik erstattede den synkende kunsthals aflyste konkursforestilling, blev en bragende succes, var det bl.a. fordi den uden videre stak sonden ned i det producerende lag og kom op med friske prøver.

Sværere er det åbenbart ikke, og med de rette sponsorer behøver de næste eksperimenter med udstillingsformer og sammensætninger heller ikke at sprænge budgettet.

Derfor vil kombinationen af erhvervsliv i bestyrelsen og forskning og talent på kunstuddannelserne være et glimrende udgangspunkt.

I virkeligheden er det jo en gave at have så gode rum, så centralt beliggende, og uden en kælder fyldt med værker, der helst skulle op og hænge. Charlottenborg kan (igen) blive eksperimentets, talentets og kunstens sted.

Sådan er det jo med kriser. Det bliver bedre bagefter.