Den klimaaftale, som forhandles intenst i København lige nu, behøver ikke at indeholde en beslutning om, hvor meget støtte der skal gives til at bekæmpe klimaforandringer i udviklingslandene.

Den melding kom i går – ikke fra de rige lande, men fra FN’s generalsekretær, Ban Ki-moon.

Han sagde til Financial Times, at udviklingslandenes krav om en langsigtet plan for finansieringen af de konsekvenser, som den globale opvarmning medfører i deres lande, kan vente til næste år, hvis bare der kommer en startpakke på bordet i København.

LÆS OGSÅFN: Klimaaftale er mulig uden ulandsstøtte

Hvad skal man mene om den melding? Det lyder jo umiddelbart, som om generalsekretæren stiller sig på de rige landes side, og sådan er det da også blevet opfattet. Udviklingslandene reagerede prompte på Ban Ki-moons udtalelse og slog fast, at der skal helt konkrete beløb med i aftalen – både kortsigtet og langsigtet finansiering.

»Vores position er stadig, at der er behov for 400 milliarder dollar over de næste ti år og et beløb, der svarer til fem procent af industrilandenes BNP«, lød det fra gruppen af G77-lande.

For som de sagde, er en aftale den eneste sikkerhed, de har for, at pengene rent faktisk vil materialisere sig.

Det er utroligt, at man som FN-generalsekretær kan være så naiv, at man tror, at løfter om nye forhandlinger til næste år, hvor al opmærksomhed og alle statsledere er pist borte, vil kunne rokke ulandene.

Giver forkert udtryk
Måske forsøger Ban Ki-moon blot at tilpasse sig virkeligheden og gøde jorden for, at den aftale, der skal være på plads senest i morgen og ikke ser ud til at ville honorere udviklingslandenes krav, ikke er mere endelig, end at finansieringsdelen kan videreforhandles næste år.

Altså i virkeligheden et behjertet forsøg på at indgyde udviklingslandene håb og lette forhandlingsforløbet.

Men selv hvis det er det, der har været hans intention, er det en ualmindelige klodset og uheldig melding fra FN’s generalsekretær, lige inden forhandlingerne går ind i sin sidste fase, og alle parter har behov for at sætte trumf på.

For uanset hvordan den har været ment, medvirker udtalelsen til at understrege det indtryk, som mange ilande gerne vil give, nemlig at de fattige lande med deres evige insisteren på at de rige lande må til lommerne, bare er grådige og udnytter situationen til at kræve ind.

Et indtryk, som også dækningen af begivenhederne i Bella Center har en tendens til at bekræfte, når der rapporteres om, at udviklingslandene forlader forhandlingsbordet i protest, og forhandlingsleder Lumumba Stanislav Di-Aping, som vi alle er kommet på fornavn med i løbet af den seneste uges tid, raser over, at de rige lande ikke tager ulandenes problemer alvorligt.

Ingen plan B
Og ja, det er også et spil. Men det er ikke bare et spil. For udviklingslandene gælder det liv eller død.

På et møde her på avisen i tirsdags om de humanitære konsekvenser af klimaforandringerne fortalte Joseph, en kenyansk dreng på 8-9 år, at man i det område i Kenya, hvor han kommer fra, ikke har set en dråbe regn i to år.

Det betyder, at afgrøderne slår fejl, dyrene dør, og menneskene bliver syge af tyfus og kolera. Konsekvensen er altså en katastrofe.

En kinesisk pige, Xiao Xin, havde taget en næsten sort majskolbe med for at vise os resultatet af kraftige storme, der ødelægger majsmarkerne i det sydlige Kina, som er særligt udsat for klimaforandringer.

Og som i Kenya er der ingen plan B, slår høsten fejl, er det en katastrofe. Så sulter man. Eller giver sig til at slås om de knappe ressourcer. Eller forlader sit hjem og forsøger at skabe sig et liv et andet sted.

I øjeblikket taler vi om, at ’hele verden er samlet i Bella Center’, men uden for centret findes verden stadig med sine Josepher, Xiao Xin’er, sorte majs og tørre jord.

Aftale eller ej, så vil Ban Ki-moon og de forsamlede statsledere blive nødt til at forholde sig til den virkelighed.