Fyringsrunder og økonomisk nedtur burde være held i uheld for det yderste højre: Traditionelt set går yderfløje frem i krisetider, særligt chauvinistiske og nynationalistiske partier, som derfor kunne forventes at gå frem nu, hvor der spares i bunden af samfundet.

Behovet for politiske prygelknaber stiger normalt omvendt proportionalt med den økonomiske vækst. Men moderne politik er heldigvis ikke så forudsigelig.

Ved valget i Holland i morgen står den kontroversielle provopolitiker Geert Wilders til at få markant lavere opbakning, end han selv og alle andre har forventet.

I løbet af det seneste år er Wilders’ popularitet blevet halveret. I forhold til valget i 2006 vil hans Frihedsparti ganske vist gå frem, men målt i forhold til hans folkelige opbakning, da den økonomiske krise satte ind i 2009, står Wilders til at tabe. På få uger og måneder er han imploderet i valgkampen og faldet sammen som mediefænomen. Manden med Mozart-håret er ikke længere et ikon på linje med tv-kendisser, sportsstjerner og prinsesser.

LÆS OGSÅTørklædeforbud sender Wilders ud i kulden

Præcis samme mønster præger Danmark, hvor Dansk Folkeparti styrtdykker i meningsmålingerne. Ligesom Wilders’ enmandshær nærmer Kjærsgaard sig en opbakning på 10 procent af vælgerne: Det er det laveste niveau siden valget i 1998.

Også i Sverige er det nationalpopulistiske parti Sverigesdemokraterne på retræte forud for valget til september. Partiet er pludselig gledet under spærregrænsen.

DF vil gå en tredjedel tilbage
Nedturen for de nationalistiske partier følger, paradoksalt nok, den økonomiske nedtur. Selv om Dansk Folkeparti aldrig har haft en vælgerpopularitet, der kan måle sig med f.eks. Geert Wilders’ Frihedsparti eller Siv Jensens Fremskrittsparti i Norge, lå pianisterne på over 15 procent i meningsmålingerne så sent som i februar.

De seneste meningsmålinger, som altså viser, at Dansk Folkeparti vil gå en tredjedel tilbage i forhold til valget i 2007, er et tegn på, at nationalpopulismen foreløbig er ved at have toppet her i Danmark.

Partiformanden nævner selv to forklaringer: dels, at ’genopretningsplanen’ har skræmt mange vælgere bort, dels, at værdipolitikken er forsvundet fra dagsordenen. Kjærsgaard har således kritiseret statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at lade den gamle værdikamp »drukne i penge og millioner og milliarder«.

Samme forklaring præger debatten om Geert Wilders’ nedtur i Holland: Han har ikke haft lette svar på krisen, budgetunderskuddene og arbejdsløsheden. Samtidig er folk blevet trætte af at høre på de samme hadefulde klagesange om muslimer, sigøjnere og andre randeksistenser.

LÆS OGSÅDF: Indvandrersprog skal fjernes fra skoler

Det er vanskeligt at lave en let forståelig kobling mellem fyringsrunder på private virksomheder i EU’s yderområder og koranlæsning i fjerne bjerge i Centralasien.

Monotone i deres begær efter magten
For første gang i mere end et årti er det ikke lykkedes nationalpopulisterne i Europa at skyde skylden for alverdens ulykker på en eller flere etniske minoriteter.

Forsøget er ganske vist gjort. Pia Kjærsgaard har ihærdigt forsøgt at skubbe aben over på udlændinge: »Der er en stor gruppe af folk i Danmark med en anden etnisk baggrund, der er med til at pålægge samfundet meget store udgifter. Vi skal på en eller anden måde sørge for, at de også betaler«, lød det fra Kjærsgaard lige før natteforhandlingerne om nedskæringer i dagpengene og børnechecken.

Det nye er ikke udfaldene mod ’fremmede’. Det nye er, at udpegningen af prygelknaber ikke længere stjæler billedet.

Efter at have domineret dagsordenen i årevis er nationalpopulismen blevet en del af magtens mainstream i flere af de mest postmoderne lande i Nordeuropa – på samme måde som ældrepopulismen også er en del af den nye korrekthed, som kun få partier for alvor tør udfordre i dag.

Wilders og Kjærsgaard er blevet så monotone i deres begær efter magten, at de ikke længere appellerer til de apolitiske vælgere, der er godt trætte af ’business as usual’ og hellere vil have showbusiness.

Populisternes stjernestatus er falmet. Wilders og Kjærsgaard står tilbage som parodier på de magtpolitikere, de engang blev verdensberømte på at gøre oprør imod. De nationalpopulistiske partier repræsenterer ikke længere et spektakulært alternativ: Chokeffekten er fuset ud.