Opsvinget har bidt sig fast på det danske jobmarked. Situationen har ellers hverken været fugl eller fisk de sidste mange kvartaler, men nu synes afklaringen at være der. Ifølge Danmarks Statistik steg beskæftigelsen med 12.700 i årets første kvartal, og beskæftigelsen er nu på det højeste niveau siden efteråret 2002. Dermed er sagen klar for chefanalytiker Steen Bocian i Danske Bank. »Vi tør med stor sikkerhed konkludere, at arbejdsmarkedet er vendt, og der skabes mange nye job i dansk økonomi«, siger Steen Bocian. Byggeriet i fremgang Når Danmark - i modsætning til de kriseramte økonomier i euroområdet - nu kan få gang i jobskabelsen, skyldes det ikke mindst, at der er fuld fart over byggeriet. Kombinationen af nye og billige boliglån, lave renter, store friværdier og udbedringer af skader efter stormen i januar, har sendt byggesektoren på rekordkurs. Eksempelvis flytter 8.700 danske familier ind i et nybygget parcelhus i år, og til næste år stiger parcelhusbyggeriet til 9.200, ifølge en prognose fra Håndværksrådet. I de senere år har parcelhusbyggeriet ellers ligget på mellem 5.000 og 7.000 huse årlig. Gode byggetider Samtidig er der også kommet gang i erhvervsbyggeriet, så alt i alt kan byggesektoren se frem til de bedste tider for byggeriet siden 1987 - en pointe, der understreges af, at hele 5.300 eller næsten halvdelen af de mange job i første kvartal blev skabt i netop bygge- og anlægssektoren. Storm gav bonus I BAT-kartellet, der er en paraplyorganisation for otte forskellige fagforbund tilknyttet byggeriet, mener økonom Bo Sandberg, at netop udbedringen af stormskader gav et ekstraordinært stort løft i byggesektoren i første kvartal. Når året er omme, vil den samlede byggebeskæftigelse være steget med 3.000-4.000, vurderer Bo Sandberg. »Det vil da også i sig selv være en markant vending. Ikke mindst set på baggrund af, at branchen mistede cirka 10.000 job fra 2000 til 2003«, siger Bo Sandberg. Hos Nordea konstaterer senioranalytiker Jes Asmussen, at der nu er skabt 22.000 nye job på et år, og at fremgangen ikke bare kommer byggeriet til gode. »Servicesektoren nyder godt af det forbrugsopdrevne opsving, og der er tale om beskæftigelsesvækst i handel, hotel og restauration samt finansieringsselskaber«, lyder det fra Jes Asmussen. Det store smertensbarn er den eksportorienterede industri. I første kvartal stod industriens beskæftigelse stille, og forventningen er, at der slet ikke bliver skabt nye industrijob i år. »Industribeskæftigelsen er fortsat tynget af den svage afsætning i udlandet, outsourcing og høj vækst i produktiviteten«, lyder det fra Jes Asmussen.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
»Hun var eddermanme noget af et skår«
-
Forsker: Vi bliver nødt til at få fjernet Trumps venner fra ejendomsmægler-branchen fra forhandlingsbordet
-
Jeg sagde fra den aften. Det endte med at påvirke min relation til alle, der deltog i festen
-
Børnevælde er blevet normalen i Danmark
-
Elisabet Svane: Der gik et døgn mere, end jeg havde regnet med
-
Det tyder på, at Trump blinkede først
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Leder af Marcus Rubin
Debatindlæg af Katrine Eeg
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce




























