Annonce
Annonce
Annonce
Erhverv 27. jul. 2012 KL. 03.00

Konsulenter investerer i det skjulte

McKinsey rådgiver staten og forvalter samtidig milliarder af kroner for egne ansatte.

send

Send artikel

Til:

(E-mail, adskil flere med komma)

Fra (E-mail): Besked:
print

Det er et troværdighedsproblem, når det ikke er gennemsigtigt, hvilke virksomheder, man investerer i.

Flemming Ibsen, professor fra Aalborg Universitet

Hver dag sidder konsulenter fra McKinsey & Company med ved bordet, når alt fra Mærsk og Dong til Finansministeriet skal træffe afgørende strategiske beslutninger om nedskæringer, omstruktureringer eller nye vækstmarkeder.

Af forskere beskrives firmaet som »sværvægterne« og »de mest populære« inden for feltet af managementkonsulenter.

På grund af den direkte adgang til alverdens direktør- og ministergange og viden om konkurrerende virksomheder vækker det undren, at McKinsey forvalter milliarder af kroner for sine partnere gennem skjulte investeringsfonde i skattely som eksempelvis Delaware og Guernsey Island.

LÆS OGSÅ Staten og kommunerne bruger milliarder på konsulenter

»Det er et troværdighedsproblem, når det ikke er gennemsigtigt, hvilke virksomheder, man investerer i. Man kan diskutere, om de overhovedet bør investere, men hvis de gør, bør de i hvert fald lægge det åbent frem«, siger professor Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet.

Problematisk at konsulenthuse investerer
Ifølge Jacob Dahl Rendtorff, lektor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet, er det problematisk, når konsulenthuse selv investerer, mens de rådgiver. I værste fald kan konsulenterne bruge deres insiderviden til egen økonomisk vinding.

»Der er en potentiel interessekonflikt for partnerne, når deres penge bliver investeret for dem. Man kan kalde det et Corporate Governance-problem for McKinsey, og det er en farlig vej at bevæge sig ud på«, siger han.

Politiken har den seneste uge sat fokus på konsulenterne – og især statens store forbrug af de eksterne rådgivere.

Der er en potentiel interessekonflikt for partnerne, når deres penge bliver investeret for dem.

Jacob Dahl Rendtorff, lektor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet

Det var den norske avis Dagens Næringsliv, der sidste år afslørede, at et datterselskab af Mckinsey forvalter mindst 33 milliarder kroner for nuværende og tidligere ansatte i konsulenthuset, der har omkring 1.400 partnere globalt, de 13 i Danmark.

20 år med skattely
Gennem de sidste 20 år har firmaet i al stilhed gjort brug af hedgefonde og investeringsselskaber, som investerer partnernes formuer gennem stråmandsselskaber og i skattely, så det ikke er offentligt, hvor pengene havner.

McKinsey Investment Office, også kaldet MIO Partners, ligger på samme adresse som McKinsey i New York, og det er her, McKinsey forvalter deres nuværende og tidligere ansattes pensions- og forsikringsformuer.

Investorlister fra amerikanske myndigheder har afsløret, at den norske partner, Odd Hansen, der tidligere har arbejdet på kontoret i København, havde investeret mange millioner kroner gennem firmaet.

McKinsey: Der er rene linjer
Men også herhjemme kan konsulenterne investere deres formuer gennem MIO Partners, bekræfter nuværende og tidligere danske partnere over for Politiken.

»Det er jo bare en mulighed, man nu engang har. Men generelt kan vi ikke investere i enkeltaktier. Hvis vi skal ud og lave en investering den dag i dag, så er der et McKinseysystem, som vil kontrollere, om vi kan investere der eller ej«, siger Søren Fritzen, der er leder af kontoret i København, og tilføjer:

»MIO er ligesom en pensionskasse – de køber ind i andre fonde og må ikke selv vælge enkelte virksomheder. Det er de respektive eksterne fondsmanagere som tager beslutningerne, og vi har personligt ingen indsigt i, hvad de køber«, siger han.

Jeg synes ikke, at konsulentfirmaet burde investere på vegne af sine partnere.

Ole Fogh Kirkeby, professor ved Copenhagen Business School

Burde ikke beskæftige sig med investeringer
Men konsulentvirksomheder burde slet ikke beskæftige sig med investeringer, mener Ole Fogh Kirkeby, professor ved Copenhagen Business School.

»Det er ikke nok, at man lægger det ud til et datterselskab, og der bør være en eminent grad af synlighed i investeringerne. Jeg synes ikke, at konsulentfirmaet burde investere på vegne af sine partnere«, siger han.

McKinsey har oplevet en stor sag om insiderhandel.

Den tidligere absolutte topchef, Rajat Gupta, der også har været chef for kontoret i København, blev i sidste måned dømt for insiderhandel ved retten i New York. Han havde videregivet fortrolige oplysninger om bankgiganten Goldman Sachs til en hedgefond, der tjente millioner af dollar på Guptas tips.