Det er hundedyrt, at der pusles, rives, klippes og nippes så meget på de folkekirkelige kirkegårde.

Faktisk er kirkegårdene en af de helt store udgiftsposter på folkekirkens budget, og det løber slet ikke rundt. Indtægterne dækker kun en tredjedel af udgifterne.

I 2005 var underskuddet 831 millioner kroner, der blev betalt af kirkeskatten. På landsplan i 2005 slugte udgifterne til kirkegårdsansatte 42 procent af alle lønudgifter i de lokale kirkekasser.

»Kirkegårdene er den røde lampe, der står og blinker klarest, når vi taler om folkekirkens økonomi, for det hele er løbet løbsk på de danske kirkegårde. Vi har en situation, hvor dødsfald er faldet med 10 procent på 10 år, og alligevel er udgifterne til kirkegårdene vokset massivt«, siger Kirkefondets generalsekretær, Kaj Bollmann, der har været med til at kulegrave folkekirkens økonomi for Kirkeministeriet.

Lønnen er den største udgift
Det er helt overvejende lønudgifterne, der har fået kirkegårdenes budget til at eksplodere. En hærskare af professionelle kirkegårdsansatte klipper kilometervis af hække, river perlegrus og nipper blomster over hele landet.

Graverne og deres medhjælpere bliver normeret efter en opmåling af kirkegården, som oftest foretages af gravernes egen fagforening. Her gælder det, at jo flere hække, der skal klippes, og jo mere perlegrus, der skal rives, desto flere gravere kan der ansættes.

Indtil 1970’erne blev de folkekirkelige kirkegårde overvejende passet af en lokal person, der blev aflønnet af en kirkekasse og eventuelt de pårørende.

Men siden er arbejdet i stigende grad blevet professionaliseret og organiseret i Forbundet af Kirke- og Kirkegårdsansatte (FAKK), hvis medlemmer ansættes af de enkelte menighedsråd.

»Ikke vores ansvar«
I FAKK fralægger man sig imidlertid ansvaret for de tidskrævende hække.

»Det er ikke os, men landskabsarkitekterne, der vil have mange hække«, siger FAKK’s formand, Jørgen Højbjerg Andersen.

De kommunale kirkegårde er i langt højere grad begyndt at tænke nyt og droppe hækkene for at spare. Og også folkekirken skal spare. Det betyder, at en gammel og kulturelt båret modvilje mod at samarbejde sognene imellem må revideres.

Også det er dog et særdeles følsomt emne, eftersom hver kirkegård helst vil have sine helt egne folk, sin egen maskinpark og sin egen standard. Det betyder ikke sjældent, at menighedsråd ansætter en fuldtidsgraver, selv om stillingen måske kun er normeret til 80 procent.

Ifølge Kaj Bollmann er det tåbeligt, at hver eneste landsbykirkegård skal have sin egen kostbare maskinpark.

»Når en graver forlanger en ny løvsuger, siger menighedsrådet bare o.k., fordi de ikke har forstand på kirkegårdsdrift. Menighedsrådene er simpelt hen i lommen på graverne«, siger Kaj Bollmann.

Op med prisen
Det var Kirkeministeriet, der i 1981 indgik den nuværende aftale med graverne om kvoter for klipning af hække og andre opgaver. Ministeriet har ingen kommentarer til aftalen.

Den enkleste måde at komme kirkegårdenes underskud til livs på, er naturligvis at sætte prisen på begravelser og gravsteders vedligeholdelse op, som Kirkeministeriet blandt andet foreslår i en betænkning fra sidste år. Altså øget brugerbetaling.

Det er for billigt at ligge på en kirkegård, og desuden betaler folkekirkemedlemmer for de ikke-medlemmer, der gerne vil have sig et gravsted, fordi kirkegårdenes underskud bliver finansieret af kirkeskatten.

Og så er også graverne lydhøre.

»Det er den eneste rigtige løsning. De pårørende kræver en høj standard på kirkegården, så det er ikke kvaliteten, der skal slækkes på. Men priser og ydelser kunne sagtens hænge bedre sammen«, siger gravernes formand, Jørgen Højbjerg Andersen.