Det aktive stof, som de europæiske gynækologer nu anbefaler til kvinder i overgangsalderen, udvindes af en bestemt type af sojabønner og findes i et bestemt kosttilskud ved navn Femarelle.
Foto: Johnny

Det aktive stof, som de europæiske gynækologer nu anbefaler til kvinder i overgangsalderen, udvindes af en bestemt type af sojabønner og findes i et bestemt kosttilskud ved navn Femarelle.

Forbrug og liv

Kosttilskud i overgangsalderen virker lige så godt som hormoner

Europæiske gynækologer anbefaler som noget helt nyt et bestemt kosttilskud frem for hormoner til behandling af gener ved kvinders overgangsalder.

Forbrug og liv

Hedeture, nattesved, dårlig søvn, humørsvingninger, blødningsforstyrrelser og med tiden tørre slimhinder i skeden og knogleskørhed. Generne i forbindelse med overgangsalderen er mangfoldige og betyder for mange kvinder et generelt dyk i livskvaliteten.

I årtier har svaret været hormontilskud for at imødegå årsagen til de mange gener, nemlig det naturlige fald i kroppens østrogenproduktion, som med alderen indfinder sig hos alle kvinder. Men på en stor international kongres i Barcelona i sidste uge lancerede den europæiske sammenslutning af gynækologer en ny retningslinje: Fremover bør kosttilskud med det aktive stof DT56a være førstevalg frem for hormoner, når kvinder beder om hjælp til at dæmpe og tackle klimakteriets ubehagelige symptomer.

Sammenlignende studier har nemlig vist, at DT56a, som udvindes af en specifik sojabønne, har lige så god effekt på generne (lige med undtagelse af blødningsforstyrrelser), og så er der det store plus ved DT56a, at det ikke øger risikoen for brystkræft, kræft i livmoderen eller blodpropper, som er blandt de kendte bivirkninger ved at tage hormoner.

»Med anbefalingen af DT56a tilbydes kvinden et mildere og hormonfrit førstevalg. Det aktive stof er veldokumenteret, videnskabeligt funderet og giver den nødvendige effekt ved at være målrettet østrogenreceptorerne i hjernen, samtidig med at risikoen for bivirkninger minimeres. DT56a er hormonfrit og påvirker hverken livmoder eller brystvæv«, sagde formanden for den europæiske sammenslutning af gynækologer, den italienske professor Andrea Genazzani, da han i sidste uge fremlagde den nye anbefaling i Barcelona.

Herhjemme har de danske gynækologers formand, ledende overlæge på gynækologisk-obstetrisk afdeling på Aalborg Universitetshospital Thomas Larsen, endnu ikke hørt om den nye anbefaling af DT56a som førstevalg.

Det har privatpraktiserende gynækolog i Rungsted Christine Felding til gengæld.

Hun fulgte en livetransmission fra kongressen på nettet og hørte professor Andrea Genazzanis tale, da han fremlagde den nye retningslinje.

»Jeg var faktisk lidt overrasket, for nu har vi talt om hormoner og atter hormoner i al den tid, jeg kan huske. Der er aldrig før kommet så banebrydende og fuldstændig klar en udmelding om et kosttilskud«, siger hun.

Gynækolog er imponeret

DT56a indgår som et patenteret stof i kosttilskuddet Femarelle, som først kom på markedet i Danmark tidligere i år, selv om det har været solgt i for eksempel Norge og Sverige længe. Christine Felding har det seneste halve års tid anbefalet det til dem af sine patienter, der ikke har haft lyst til at tage hormoner.

»Det er første gang, jeg er imponeret over et kosttilskud – og der skal noget til at imponere en, der er så gammel i gamet, som jeg er. I Matas er der jo hyldemeter på hyldemeter med kosttilskud, der påstår at kunne lindre overgangsalderen, men det her er det eneste, jeg hidtil har haft tiltro til, fordi der er lavet direkte sammenlignende studier, hvor det er holdt op mod effekten af den hormonbehandling, vi ellers giver«, forklarer Christine Felding.

Hun er i særdeleshed begejstret for, at risikoen for at få kræft af behandlingen helt elimineres, hvis man vælger kosttilskuddet i stedet for at tage hormoner.

Christine Felding bider også mærke i, at det har en positiv indvirkning på knoglevævet, så færre kvinder vil få problemer med knogleskørhed, hvis de tager kosttilskud med DT56a.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Annonce

»Alt i alt lader det til at være et rigtig godt produkt. Men jeg kan godt mærke, at jeg lige skal vende det hele i mit hoved, fordi jeg har været så vant til – med stor succes – at behandle med hormoner gennem mange år. Nu skal jeg til at tænke anderledes«, siger Christine Felding, som afventer en udmelding fra den danske gynækologforening om DT56a, før hun vil begynde at bruge Femarelle som førstevalg hver gang.

Den eneste betænkelighed, Christine Felding umiddelbart har ved Femarelle, er prisen. Fordi det er et kosttilskud og ikke et lægemiddel på recept, er der ikke tilskud fra den offentlige sygesikring eller Sygeforsikringen Danmark. Med en pris på knap 300 kroner for en måneds forbrug af Femarelle er det tre gange så dyrt som den gængse hormonbehandling, og for medlemmer af Danmark er prisforskellen endnu større.

»Min klinik ligger i Rungsted, hvor folk generelt er velhavende, så her er det ikke noget problem. Men hvis jeg havde praksis i Ishøj, kunne prisen nok komme til at betyde en del«, vurderer Christine Felding.

Femarelle bliver solgt i Matas, på apoteket og i enkelte helsekostforretninger og webbutikker.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce