Færdselspolitiet har et godt øje til de bilister, der kører rundt med ulovlige former for cykelholdere.
Balladen opstår, hvis cykelholderen dækker for bilens nummerplade – så vanker der en bøde på 500 kroner, og som regel vil bilisten blive beordret til at læsse cyklerne af på stedet. Reglerne er sådan, at hvis du har hængt noget bag på bilen, som bare tilnærmelsesvis dækker for nummerpladen, skal der være monteret en særlig lygtebom og en ekstra nummerplade. Lygtebommen skal dog kun være der i lygtetændingstiden. »Og for de penge kan man både købe en lygtebom i et varehus og en reservenummerplade hos Skat. Så det vil vi gerne opfordre til, at man gør«, siger politikommissær Mogens Knudsen, operativ leder hos færdselspolitiet i København.


























