Bogstavet G spiller en ganske særlig rolle, når det gælder mobiltelefoni. Du har nok hørt om 3G og 4G, og inden længe vil reklametrommerne buldre om 5G. Og det vil føre en masse misforståelser og salgssnak med sig, så det kan være en god idé at være forberedt.
Inden for mobiltelefoni står G’et for generation. Omtrent hvert 10. år kommer der en ny generation mobiltelefoniteknologi. Man kaldte det ikke 1G dengang, men første generation var det analoge NMT-system fra 1981. Det blev opfundet i Skandinavien og blev primært brugt til telefoner i biler.


























