Det er svært at sige, hvad der har været den mest barokke af TV 2’s udtalelser under den storm af kritik, der lørdag fik mediet til at trække prank-serien ’Alle elsker Rasmus’ fra alle platforme. Det tog 48 timers offentlig debat at få TV 2’s programdirektør, Dorthe Thirstrup, til at annoncere, at hun »ser indad og tager til mig, at min dømmekraft simpelthen har svigtet her«.
Det turde ellers være åbenlyst, at erkendelsen ikke opstod af, at nogen involverede havde set indad. Al den stund, at hele 149 mere end gennemsnitligt medievante mennesker over et mange måneder langt forløb har været involveret i sammensværgelsen om at narre en mand til at tro, at han havde en filmkontrakt. Vi gentager: 149. Fra Julie Rudbæk og Anders W. Berthelsen til et stort produktionshold.