Forbrugerelektronik

Ny lækage fra WikiLeaks: CIA kan spionere dig via din telefon og dit Samsung-tv

Den amerikanske efterretningstjenestes adgang til din stue er måske blevet afsløret som en del af den store dokument-lækage fra WikiLeaks, der har fået øgenavnet ’Year Zero’.

Forbrugerelektronik

I går slap WikiLeaks en række dokumenter løs på nettet, der påstås at afsløre en del af den amerikanske efterretningstjeneste CIAs spionage-værktøjer.

Lækagen omfatter blandt andet en hel del af den software, som CIA kan bruge til at bryde ind i forskellige netværkssystemer og diverse forbrugerteknologi. Deriblandt et værktøj, der kan spionere på ejere af Samsungs fjernsyn.

Kan bryde ind i smartphones og smart-tv
Washington Post skriver, at CIA ifølge dokumenterne, har værktøjer til at bryde ind i en række forbruger-gadgets og apps. Blandt de sidste er også krypterede messenger-apps som WhatsApp, Signal og Telegram. Men det vil formentlig bringe flere sind i kog, at CIA kan bryde ind i iPhones og Android-telefoner udefra. Og så altså Samsung-fjernsyn.

Nyere Samsung-tv har nemlig indbygget mikrofon, så de kan tage imod talekommandoer. Men denne mikrofon har CIA altså fundet ud af at få adgang til ved at bryde ind i og inficere Smart TV-softwaren  på Samsungs fjernsyn.

Ved at tiltvinge sig adgang kan de foretage aflytning af det lokale, hvor tv’et står, og andre lokaler, afhængig af mikrofonens rækkevidde.

Flere amerikanske medier kalder lækagen den hidtil største hvad angår fortrolige CIA-dokumenter.

Også whistlebloweren Edward Snowden har ytret sig om WikiLeaksdokumenterne, som han vurderer er ægte.

Kan finde din adgangskode
I dokumenterne, hvor det fremgår, at ’Weeping Angel’ er lavet til at inficere smart-tv-apparater fra Samsung, er der også forslag til, hvad man ellers kan gøre, når først man har fået adgang til tv’et.

Og det er ikke småting. Ifølge dokumenterne kan man finde frem til adgangskoden til det trådløse netværk, tv’et er tilkoblet, eller tjekke historikken på tv’ets indbyggede webbrowser, hvis brugeren bruger tv’et til at gå på nettet med.

En anden mulighed, ’Weeping Angel’ giver adgang til, er at slukke for skærmens lys, så fjernsynet ser ud som om, det er slukket. Sådan at man stadig kan bruge det til at få adgang til andre dele af netværket og lytte efter, hvad der sker i rummet. Malwaren har også en for kategorien klassisk egenskab: Den forhindrer softwareopdatering, så brugeren ikke kan fjerne den farlige software igen.

Dokumenter fra 2014 viser, hvordan det er lykkedes CIA at gennemføre hacks af Samsung-fjernsyn, men ved første øjekast er der ingen indikationer af, at CIA rent faktisk har benyttet værktøjet endnu. Men at det ikke er til stede i dokumenterne betyder det ikke nødvendigvis, at det ikke er tilfældet. Taget i betragtning, at dokumenterne er næsten tre år gamle, har efterretningstjenesten haft masser af tid til at tage værktøjet i brug.

Kigger nærmere på smartphones

Lige nu kigger journalister og forskere den kæmpestore dokument-lækage igennem for flere informationer, for eksempel om, hvad CIA kan gøre med en smartphone, de bryder ind i.

De lækkede dokumenter er heller ikke blevet bekræftet af CIA som værende ægte endnu. Men det er næppe det sidste vi har hørt til ’Year Zero’, som lækagen bliver kaldt. Dette er en reference til hacker-begrebet ’Zero Day’, der betegner enten et sikkerhedshul eller en udnyttelse af samme, der endnu ikke er blevet opdaget af andre end hackerne.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce