Coops kampagne for økologi har givet en stor vækst i salget af økologiske varer – og har også lokket flere til at melde sig ind i Coop.
Foto: Miriam Dalsgaard

Coops kampagne for økologi har givet en stor vækst i salget af økologiske varer – og har også lokket flere til at melde sig ind i Coop.

Forbrug

Coop sælger markant flere økovarer efter udskældt kampagne

Salgstal for omstridt økokampagne viser, at salget af økovarer især er steget i kæderne Fakta og Dagli’Brugsen, som der er flest af i provinsen.

Forbrug

I de første 11 dage af kampagnen Øktober har salget af økologiske varer i alle Coops butikker ligget 24 procent over samme periode sidste år.

Det indikerer, at økologien for alvor er ved at blive bredt ud til hele landet

Det er markant over den almindelige vækst, som i september 2017 var 11 procent højere end i september 2016. Det vil sige, at kampagnen foreløbig har løftet salgsandelen med 13 procentpoint ud over den ventede stigning.

»Det er en enormt positiv udvikling, der viser, at brugerne kvitterer, når man iscenesætter økologi og gør varerne tilgængelige i butikken«, siger CSR-chef i Coop Thomas Roland.

Han hæfter sig ved, at salget har løftet sig mest i kæderne Dagli’ Brugsen og Fakta, som der er flest af i Jylland, og som især betjener mindre bysamfund. Eksempelvis har lavpriskæden Fakta haft et salg af økologiske varer, der er 40 procent højere end sidste år.

»Det er virkelig markant, og det indikerer, at økologien for alvor er ved at blive bredt ud til hele landet. Det er ikke længere et københavner- eller storbyfænomen«, siger Thomas Roland.

Men det er vel, fordi kampagnepriser har gjort økovarerne billigere?

»Nej, grundet 20-30 procent mindre udbytte vil økopriser som udgangspunkt være 20-30 procent højere, så vi kan ikke – selv når vi laver en kampagne – gøre dem billigere end de tilsvarende almindelige varer«, siger Thomas Roland.

Han vurderer, at salgsfremgangen skyldes, at Coop i samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening for første gang taler lidt mere markant, om en af de væsentlige forskelle på økologisk og konventionel produktion.

»Vi ser det som forbrugernes kvittering på, at de ønsker færre sprøjtegiftrester. Vi ved, det er årsag nummer et til, at folk begynder at træffe et økologisk valg«, siger CSR-chefen,

Han er på det rene med, at Samvirkes forside samt artikel om pesticider i forbindelse med, at EU står for at tage stilling til, om Roundup skal godkendes for en ny 10-årig periode, har givet ballade. Men det har på ingen måde affødt medlemsflugt, oplyser Thomas Roland.

»Tvært imod. Under 100 personer har i de forgangne 14 dage meldt sig ud af Coop med henvisning til forsiden, og vi har haft en tilgang på cirka 2.500 medlemmer, hvilket er 500-1.000 flere end normalt. Tilgangen har især har været stor i Dagli’ Brugsen«.

Den samlede omsætning af både økologiske og konventionelle varer har ifølge informationsdirektør i Coop Jens Juul Nielsen »stort set været cirka, som den plejer«. Det betyder, at der relativt er solgt færre konventionelle varer. Udviklingen kan ses som en bekræftelse af, at Coop fremmer økologi på bekostning af det almindelige.

»Sådan vil der sikkert være nogle, der udlægger det. Men så kan økologerne også blive sure, for hvis vi samlet set kigger på, hvad vi investerer af rabatter og markedsføring i forbindelse med kampagner, så udgør pengene til økologi en mindre andel end de cirka 12 procent, som økologiske varer udgør af det samlede salg«, siger Thomas Roland.

Skulle der være sure miner over salgstallene, er det i hvert fald ikke hos formanden for den sønderjyske landboforening Landbo-Syd, Mogens Dall, som med støtte fra 26 lokale Coop-butikker for nogle dage siden indrykkede en annonce, hvor de sagde »nej tak til Coops skræmmekampagne«.

Mogens Dall er i dag en glad mand, der glæder sig over fremgang for dansk landbrug, uanset om varen bliver leveret af økologer eller konventionelle landmænd.

»Jeg forstår på en henvendelse fra Coops ledelse og omtale i pressen, at Coop nuancerer deres kampagne. Den udvikling er jeg kisteglad for, for den giver kun vindere. Coop kan vinde ved ikke fremover at lave skræmmekampagner med stærke billeder. Forbrugerne vinder, når de får frit valg på et oplyst grundlag. Og alle landmænd, både økologiske og konventionelle, vinder, for der er brug for begge produktionsformer. Man skal bare ikke fremme den ene ved at snakke dårligt om den anden«, siger Mogens Dall.

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce