Hver femte dansker tror på spøgelser

Knap hver tredje mener, at man kan kommunikere med afdøde, viser ny undersøgelse.

Livsstil

Hører du mystiske lyde, og ser du ånder, så hører du måske til den femtedel af danskerne, der tror på spøgelser.

Troen på det overnaturlige lever nemlig i bedste velgående i Danmark. Det viser en undersøgelse, som YouGov Zapera har foretaget for metroXpress.

Her svarer 21 procent af danskerne, at de tror på spøgelser. En ud af sytten har selv set et gespenst, mens hver fjerde kender en person, der hævder at have set et spøgelse.

Knap hver tredje kan tale med spøgelser »Det er en kraftig indikation på, at hverdags- eller folkereligiøsitet stadig findes i rigt mål ude i samfundet,« siger lektor i filosofi Annika Hvithamar fra Syddansk Universitet.

28 procent af danskerne mener samtidig, at det er muligt at kommunikere med afdøde. Også her afslører danskerne sig som religiøse, mener Annika Hvithamar. Troen på, at afdøde har indflydelse på nutiden, er nemlig udbredt inden for mange religioner.

Det bekræfter Hans Jørgen Lundager Jensen, professor ved Afdeling for Religionsvidenskab under Aarhus Universitet:

»Spøgelsestro er en af de ældste forestillinger, som mennesker overhovedet har haft. Det er svært at sige, hvordan religion har været i stenalderen. Men et godt bud er antagelsen af væsener, som ligner det, vi forstår ved spøgelser. Altså væsener med personlighed, navne, og en krop der mere eller mindre ligner vores,« siger han til metroXpress.

Stenaldermanden og det moderne menneske

Begge forskere er enige om, at spøgelsestroen tjener to overordnede formål. Dels er det slet og ret god underholdning. Dels bruger mange mennesker de afdøde i forhold til at forstå, hvorfor noget er sket - eller prøve at få noget til at ske.

Og på dette punkt er der ikke den store forskel på stenaldermanden og det moderne menneske, mener Hans Jørgen Lundager Jensen.

»På mange måde er vi omvandrende fortidslevn. Kroppen har ikke ændret sig fundamentalt. Det samme gælder vores forestillingsevne. Ligesom stenaldermanden har vi lyst til at kommunikere med vores forfædre«, siger han.

Redaktionen anbefaler:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce