Beslut, hvordan du vil træne på forhånd. Og hold minimale pauser mellem hvert sæt. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Motionslegepladser hitter i byerne

De seneste fem år er motionspladser på landsplan vokset frem. Flere er på vej, og stamgæsterne flokkes.

Fitness

I det lille grønne anlæg ved Fredensbro og Søerne i København hænger tre parasoller over træningsstativerne, som er blevet et populært stop på storbyfolkets mest benyttede løberute.

32-årige Bo Frederiksen står på et ben på en plade, der er skruet fast på en fjeder. Nu læner han sig frem og tilbage for at udfordre balancen og træne det knæ, der har drillet ham i over et år.

»Jeg løb sammen med Nbro Running, men nu må jeg nøjes med at hilse på dem, når de kommer forbi«, siger Bo Frederiksen, der træner på motionslegepladsen to-tre gange om ugen, selv om han har kort til sit lokale fitnesscenter.

LÆS ARTIKEL

»Jeg vil hellere være her og træne udenfor i det fri. Det giver mig luft på en anden måde efter en arbejdsdag, end hvis jeg bare går ned i centret, hvor der er larm og høj musik«.

Fra Københavns Kommunes tekniske forvaltning er meldingerne entydige. De mange nye motionslegepladser bliver brugt. Og brugt flittigt, især når de ligger langs løberuter i Indre By, i Fælledparken, på Christianshavns Vold og i Valbyparken og Vigerslev Parken. Ligesom man også indtænker små udfordringer, når man laver nye parker og offentlige områder som for eksempel ’Bølgen’ langs Kalvebod Brygge.

På Nørrebro har Superkilen ved Nørrebro Hallen kombineret byrum, cykelsti, boksering, løbebaner og træningsredskaber på en ny måde med støtte fra Realdania, en fond der har til formål at støtte livskvaliteten i ’det byggede miljø’. For nylig har de også støttet en motionslegeplads i Herlev, et bevægelseslandskab i Kastrup og en pulsrute i Viby ved Aarhus.

Sådan får du trænet skub, træk, mave, ryg og ben. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

»I takt med at flere flytter til byen og bliver der hele livet, også med børn, er der brug for, at byerne kan dække vores behov for at bevæge sig. Et levende byrum skaber tryghed. Kilen på Nørrebro giver mulighed for spontan aktivitet og socialt liv, og det er vigtigt, at det ikke bare bliver caffelatte det hele«, siger programchef Astrid Bruus Thomsen fra ’Byer for mennesker’-sekretarietet.

Hun forklarer, at man også forsøger at tænke bevægelseselementet ind, når man laver nye konstruktioner i byen. For eksempel kan man lave en skaterbane i det anlæg, man bygger for at fjerne oversvømmelse ved skybrud.

Også på Frederiksberg er der flere motionslegepladser i Søndermarken og en bane, hvor løberne kan følge en række lyssignaler for at holde tempo. Kommunen har oprustet med motionslegepladser og træningsredskaber blandt andet langs Den Grønne Sti, en cykelrute gennem København.

Siden 2011 har der været en strategi for at få leg og motion ud i nærområderne til både børn og voksne, og til næste år er der 750.000 kroner på budgettet til nye ideer.

Aarhus gav den også en skalle over tre år, hvor der for 9 millioner kroner blev etableret 24 aktivitetspladser i samarbejde med lokale kræfter, der forpligtede sig til at drive projekterne videre. Og for tiden arbejder lokale foreninger videre med Den Blå Rambla langs den blotlagte å og kystlinjen, hvor man vil gøre det lettere for borgerne at komme i gang med Stand Up Paddle, kajak og åbent vand-svømning.

Odense fik sin første motionslegeplads for fem år siden i Munke Mosen. Nu har man fire offentlige motionslegepladser og en del træningsredskaber i forbindelse med andre legepladser og friarealer. Munke Mosen åbner i en ny udgave til maj 2015.

Tilbage ved Søerne i København har den skadede løber Bo Frederiksen fået selskab af to 12-årige piger Emily Patricio Ramos og Laura Lykke Finding og hunden Coco. De har krabbet sig op under en af parasollerne, og nu kan de svinge benene ud over en stang, sådan at de kan hænge i benene.

Emily, der bor lige ved siden af motionslegepladsen, fortæller:

»Jeg var kommet i rigtig dårlig form og blevet lidt buttet. Men så begyndte jeg at træne igen. Jeg løber en tur rundt om søen med Coco, og jeg laver nogle øvelser her. På den måde får jeg også gået tur med hunden«.

Tre metoder til at skrue op – eller ned – for en øvelse. Kilde: politiken.tv / Mikkel Stoumann Fosgrau

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Mest læste

  • Annonce

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce