Danske læger skal være bedre til at trappe patienter ud af langvarig behandling med morfin og morfinlignende præparater. Sådan lyder det fra Lægeforeningens egen næstformand, Michael Dupont, der selv er praktiserende læge og formand for foreningens Lægemiddeludvalg.
»Vi er øjensynligt ikke gode nok til at få patienter ud af morfinbrug. Vi har i Danmark et større forbrug af disse lægemidler end i de lande, vi normalt sammenligner os med. Vi snakker faktisk en del med patienterne om at trappe ud af medicinen, men der er nok en kultur om, at man i hvert fald ikke må have smerter. Men det er lidt en misforståelse«, siger Michael Dupont.


























