Jens Dresling
Født 3. januar 1961 i København.
Jens Dresling var på plads ved den gamle cementfabrik i Aalborg i midten af 70’erne, da skorstenen skulle sprænges i luften. Med det kamera, han havde fået i konfirmationsgave.
»Det var der, jeg begyndte at tænke lidt på at blive pressefotograf«, fortæller han.
Da han i 1976 flyttede til Helsingør med sin mor, kom han i erhvervspraktik i en fotoforretning.
»Og den allerførste weekend mødte jeg Politikens tidligere fotograf Kim Agersten, der stod og råbte ude på gaden. Han arbejdede på lokalavisen ’Op og ned langs kysten’ og tog mig med i mørkekammeret og lærte mig en masse tips«.
I weekenderne tog Jens Dresling rundt i Helsingør og omegn og fotograferede sport. Hjemme i klædeskabet havde han et mørkekammer på en kvadratmeter, hvor billederne blev fremkaldt.
Det første billede han fik trykt i lokalavisen var et tospaltet foto af Helsingørs debutant, der scorede sejrsmålet i sidste minut af en fodboldkamp i 1976. Billedet har han stadig hængende på sin opslagstavle på Politiken.
I 1979 fik han læreplads på Helsingør Dagblad. Der var så ikke lige råd til en bil til eleven, så Jens Dresling måtte cykle ud til opgaverne.
»Jeg var i mit livs form«, som han siger. Og da der blev råd til en bil, lærte han sig kunsten at nå at fotografere tre forskellige fodboldkampe, der startede samtidig i henholdsvis Hornbæk, Tikøb og Espergærde. Opskriften var egentlig enkel. 20 minutter hvert sted. Og så bare håbe, det var de rigtige 20 minutter.
Efter nogle år på Polfoto kom Jens Dresling i 1994 til Politiken.
»Det sjoveste er at dække OL. I det hele taget kan jeg godt lide at fotografere sportsbegivenheder. Det er ikke så moderne, men det er faktisk svært at få det rigtige billede fra en kamp. Og så det kan ikke laves om. Det giver en anden nerve i billederne.
Jeg kan også godt lide at tage politiske billeder. Der gælder samme regler som til en fodboldkamp: Du skal vide noget om spillerne, du skal placere dig det rigtige sted og så skal du være heldig«.
»Det værste, jeg har været med til, er urolighederne på Nørrebro 18. maj 1993. Jeg var der fra start til slut og har aldrig oplevet noget lignende. Og det var mange af mine udenlandske kolleger, der heller ikke havde. Man er bange ad helvede til, det er mørkt og du skal tæt på og bruge blitz. Jeg tænker faktisk stadig på det en gang i mellem«.
Så er der de gange, hvor man står i Keopspyramidens gravkammer sammen med Dronning Margrethe. Eller i kong Hassans palads i Marrakech.
»Og pludselig tænker: Hvad i alverden laver jeg egentlig her?«.
Send
(E-mail, adskil flere med komma)
Fra (E-mail): Besked:






