Der er faldet en del brænde ned i hovedet på mig og andre på Politikens redaktion, siden vi forrige lørdag bragte fotograf Nan Goldins billede ’Klara and Edda Belly-dancing’.

Det er tydeligt, at vi er kommet til at overskride en del læseres grænser.

Hvorfor skulle de ellers, forarget eller rasende, skrive til os, eller, som nogle gjorde det, opsige deres abonnement? Og hurtigst muligt, som én skrev.

At redigere avis er meget sjældent resultatet af en sort-hvid tankegang. Dertil er der simpelthen for mange kokke i det politikenske hus. Alle vil, hvis de kan komme til det, meget gerne blande sig i, hvad vi kommer i avisen og hvordan. Derfor kan jeg også, på spørgsmålet om jeg er svagtseende, svare, at nej, det er jeg ikke.

For inden vi besluttede at skrive om Nan Goldins billede og det museum, der havde ringet til politiet for at få dem til at komme og hente det, havde vi selvfølgelig diskuteret, om vi skulle trykke billedet. Og her var vi ikke i tvivl. Hvordan overhovedet fortælle om sagen, hvis vi ikke gav læserne mulighed for at se billedet – og dermed selv tage stilling.

De (få) gange vi bringer billeder, der er blodige eller måske ligefrem viser dræbte mennesker, får vi altid henvendelser fra læserne. Den typiske henvendelse handler om, at det var unødvendigt, og hvis vi overhovedet skulle vise et billede som det viste, kunne vi så ikke gemme det lidt af vejen? Sådan at man kan have sin avis liggende fremme, uden at den 5-årige søn eller datter falder over den. Ikke mange breve, men nogle får vi. I betragtning af at Danmark har været en krigsførende nation i Irak og Afghanistan i årevis, undrer det mig, at der ikke har rejst sig et tordnende læserkrav om, at vi viste realistiske billeder fra krigene og dens resultater. Så læserne kunne blive informeret om sagernes rette tilstand. Det kunne nok have vækket os. Måske ikke overraskende, så har reaktionerne på billedet af de to børn, der leger, og hvor man tydeligt ser den ene piges blottede køn, afstedkommet flere reaktioner end mange års samlede læserraseri over et bragt billede. Eller manglende bragt billede.

Denne sag har mindst tre lag: a) det publicistiske, altså hvad trykkes og hvorfor, b) hensynet til barnet, c) og så det, man kunne kalde den sammenhæng, som billedet vises i. Og det er under det sidste punkt, at diskussionen om nøgenhed og børneporno dukker op.

Hvis man, som en del læsere har givet udtryk for, mener, at pigen bliver krænket, så er det indlysende, at resten af diskussionen falder væk. Krænkelsen vil altid vinde over væsentligheden. Nogle gange kunne man godt få på fornemmelsen, at folk, der mener at have moralsk ret, har mere ret end andre. Men her tager jeg nok fejl.

Til gengæld synes jeg, at der er nogle, der lukker øjnene for den side af billedets udsagn, som netop handler om det at være barn. Billedet viser jo to piger, der har klædt sig ud – og af – mens de leger og danser.

Billedet er ikke taget for at skulle sættes ind i en sammenhæng, som på nogen måde kan relateres til seksuel udnyttelse af børn. Tværtimod er det voksenaflæsningen, der sætter billedet ind i en (voksen)seksuel sammenhæng. Billedet blev første gang offentliggjort i 1999 på en stor udstilling sammen med 148 andre fotografier. Nan Goldins fotografi er kunst, og som kunst skal det vurderes og betragtes.

Diskussionen er væsentlig, og der er mange spørgsmål at stille om ’Klara and Edda Belly-dancing’. Så jeg har skrevet til Nan Goldin for at få historien bag billedet.