Lyt til artiklen
Da Lloyd Christmas flår hjertet ud på en karatekonge i ’Dum dummere’ fra 1994, er vi ikke i tvivl om, at det ikke sker i virkeligheden. Og da hjertet pumper videre i hånden på ham, ved vi godt, at komedien ikke pludseligt er blevet til en splatterfilm. Vi har nemlig set ham falde i søvn bag rattet, mens billedet begyndte at bølge, hvilket som regel betyder, at filmkarakteren drømmer.
Sådan har vi lært at skelne mellem drøm og virkelighed på film. Billedet bølger til lyden af en harpe, og der kommer rumklang på dialogen. Nu ophører det realistiske plot for en stund, og nu er alt muligt. Vampyrer, enhjørninger, tidsrejser og ekstrem vold, hvor organer flås ud af kroppen med de bare næver.
