»I må sige til, hvis ægget ikke har fået nok. Så giver vi det lidt mere«.
Ægget viser sig at være smilende som selveste solen, men tilbuddet, som vidner om en (desværre) sjælden indstilling til begrebet service, påskønnes ikke desto mindre. De tre ejere af cafeen Vi mødtes gennem ruden har da også alle en fortid (og nutid) i restaurationsbranchen og har arbejdet/arbejder på steder som Kul, Geist, Nimb og Uformel.


























