Annonce
Annonce
Annonce
Danmark

Den danske Cubafange: Selvfølgelig vil jeg stadig gerne lave jihad

Danskeren Slimane Hadj Abderrahmane er i dag 38 år og familiefar. For knap ti år siden var han en af de første fanger i Guantánamolejren. Dengang som nu er hans mål at tjene Gud.

Gem til liste

For Slimane Hadj Abderrahmanes vedkommende er dagen i dag en søndag som alle andre.

Han vil holde fri fra det styrketræningsprogram, som han følger til daglig, og slappe af med sine to små døtre og sin kone. Planen er at tage på legepladsen og lære døtrene at klatre i træer. Slimane siger, at han først blev klar over, at det i dag er tiårsdagen for al-Qaedas angreb på World Trade Center, da han så det i medierne.

»Men vi muslimer holder heller ikke fødsels- eller årsdage. Derfor betyder det ikke rigtig noget«.

Ville i afghansk træningslejr
Også for ti år siden var 11. september en dag som alle andre for Slimane Hadj Abderrahmane.

Da USA bliver angrebet, sidder dansk-algerieren med det viltre røde skæg og de lyseblå øjne på en koranskole i Jalalabad i Afghanistan.

Genlæs den første reportage i Politiken efter 11. september USA's værste mareridt blev til virkelighed

To år forinden, i efteråret 1999, havde TV 2 Nyhederne vist et indslag fra den tjetjenske hovedstad Grosnij, som blev bombet til ruiner af russerne. Slimane var blevet så berørt, at han besluttede at drage i hellig krig i den kaukasiske udbryderrepublik. Nu venter han på at blive sendt videre til en militær træningslejr i Afghanistan og derfra til Tjetjenien for at kæmpe for Allah og mod russerne.

Efter aftensmaden tænder mændene for radioen, som de plejer. Der bliver stille i rummet, da nyheden om angrebet på tvillingetårnene bliver bragt.

»Først vidste vi ikke helt, hvad der var sket«, siger Slimane.

»Jeg tænkte: Bare det ikke er muslimer, der har gjort det. For så bliver der verdenskrig. Det var klart, at amerikanerne ville hævne sig«.

I fængsel med Gud
Få uger senere falder de første bomber over Jalalabad, og i november flygter mændene fra koranskolen over bjergene til Pakistan. Her venter amerikanerne og anholder alle ’ulovlige kombattanter’, der krydser grænsen.

28-årige Slimane bliver anbragt i en fangelejr i Kandahar, og efter to måneders brutal behandling er han blandt de første fanger, der havner i Guantánamobasen.

»Jeg var nok taget af sted til Libyen, hvis det havde været muligt«

Slimane Hadj Abderrahmane



»Amerikanerne ville fange alle terrorister og spærre dem inde på Guantánamo, og så troede de, at problemet var løst«, konstaterer Slimane. »Men de to år på Guantánamo har kun bekræftet mig i, hvad jeg altid har troet på«.

Når Slimane tænker tilbage på fangelejren, er det første, der dukker op i hans tanker, billedet af de blokke, hvor mændene blev holdt fanget.

»Det værste var ufriheden. Vi boede i små bure, 140 x 210 cm eller noget i den retning, men i realiteten havde man kun en kvadratmeter at være på, fordi der jo også skulle være plads til en seng«. Men ellers var det til at holde ud, siger han.

»Det bedste var, at der var god tid til at læse i Koranen. Jeg nåede at memorere halvdelen af den«.

Slimane blev ikke tortureret på Guantánamo, og han siger, at de 747 dage, han tilbragte i fangelejren, ikke fylder særlig meget i hans liv i dag. Han har heller ikke længere kontakt til tidligere medfanger. Fra tid til anden dukker der minder op uventet, men mareridt har han ingen af.

»Jeg føler ikke, at jeg er traumatiseret. Jeg tænker heller ikke ’gid det ikke var sket for mig’. Dermed ikke sagt, at jeg jubler over, at jeg har siddet der. Men da jeg var ankommet, accepterede jeg bare, at det var sådan, det blev«. Han trækker på skuldrene. »Det er ikke noget med, at jeg prøver at holde mig oppe af trods«.

Slimane mener, at det var forudbestemt, at han skulle tages til fange, ligesom det var Guds vilje, at han slap fri.

»Allah siger, at han vil prøve os på vores tro. Men enhver bliver kun udsat for de prøvelser, man kan holde til. Måske blev jeg løsladt før nogle af de andre, fordi jeg var svagere i min tro«.

PET’s tidligere operative chef Hans Jørgen Bonnichsen, der spillede en central rolle for Slimanes løsladelse og flere gange besøgte ham i fangelejren, har tidligere fortalt, at han mødte en høflig og afslappet mand, der aldrig beklagede sig over sin skæbne. For som Slimane siger:

»Det er lissom Allah, der bestemmer«.

Og Allahs beslutninger må man ikke tvivle på. Hvilket dog ikke er ensbetydende med, at man bare skal vente på, at Gud sørger for retfærdighed. Så da Slimane en dag på Nørrebro tilfældigt møder den afghanske tolk, der sidste år lagde sag an mod Forsvarsministeriet, og som fortæller ham, at danskerne havde mulighed for at forhindre hans deportation til Cuba, beslutter han at sagsøge forsvaret.

LÆS ARTIKELGuantánamo-fange opgiver at sagsøge USA

»Tolken sagde, at lederen af fangelejren i Kandahar havde tilbudt forsvaret at udlevere mig. Det eneste krav var, at chefen for Jægerkorpset, Frank Lissner, skulle bede om min løsladelse. Men han ville ikke. Hvis det passer, hvad tolken siger, kunne de jo have sparet mig for de to år«.

Slimane kræver derfor 50.000 kr. i erstatning fra forsvaret. Da det drejer sig om en principsag, har han fået fri proces, og hans advokat mener, at det ikke er usandsynligt, at han vinder.

Småbørnsfar og jihad
Er du ærgerlig over, at du aldrig kom til Tjetjenien?

»Sådan kan man ikke sige det. Det er min skæbne, og hvis jeg var ærgerlig, ville jeg være ærgerlig over det, Allah har bestemt for mig, og det må man ikke«.

Han har dog på ingen måde tænkt sig at opgive at kæmpe for indførelse af Allahs lov og mod demokratiet.

»Enhver muslim er forpligtet til at udføre jihad«. Også når man er hjemmegående småbørnsfar.

»Selvfølgelig vil jeg stadig gerne lave jihad. Jeg var faktisk klar til at tage til Libyen, men i sidste øjeblik var der praktiske omstændigheder, der forhindrede det«.

Slimane har heller ikke haft noget imod at dø i kamp. Sker det, bliver man martyr og kan være sikker på en plads i paradis, sammen med Osama bin Laden.

LÆS ARTIKELCubafangen navngiver sine forbindelser

»Jihad betyder at tjene Gud, og ved at gøre det får man retfærdighed. At forsvare libyerne mod en tyran som Gaddafi er en retfærdig sag, også hvis det betyder, at man skal dræbe andre muslimer – det kan udlægges fra Koranen og hadith«.

Ville du opgive dit ønske om at udføre jihad, hvis din kone var imod?

Slimane kigger meget længe på den halvtomme, kolde kop cappuccino foran ham.

»Min kone er det bedste, der er sket for mig de sidste mange år«.

Han pakker chokoladen, der følger med kaffen, ud. Han vikler papiret rundt om sin tommeltot. Han pakker chokoladen ind igen.

»Men altså, jeg var nok taget af sted til Libyen, hvis det havde været muligt«.

På en måde er familielivet herhjemme en prøvelse, ligesom årene på Guantánamo var det. Gud udfordrer Slimane: Er han stærk nok i sin tro til at ofre muligheden for at se sine døtre vokse op?

Manden på kaffebaren i Indre København er lige så sikker på, at han vil i krig for Allah, som han var, da han tog af sted til Afghanistan for ti år siden. »Jeg har det ikke særlig godt med, at jeg ikke kan føre jihad lige nu«.

Det er dog ikke kun hans danske kone, der holder Slimane tilbage. Den Arabiske Liga har udstedt en arrestordre mod ham, fordi han mistænkes for at have støttet islamister i Algeriet i sin ungdom.

Når man ikke kan udføre jihad ved at drage i krig for Allah, kan man i stedet bidrage til udbredelsen af Allahs lov gennem finansiel støtte. I 2007 fik Slimane arbejde som postbud i Greve. Tre uger efter sin ansættelse begyndte han at stjæle dankort fra breve. Han nåede at hæve 110.000 kr., inden han blev afsløret. Dommen lød på 10 måneders ubetinget fængsel.

Hæveautomater videoovervåges. Tænkte du ikke på, at du nemt kunne blive taget?

»Man kan sige, jeg var ligeglad. Jeg kunne have undgået at blive taget ved at involvere andre. Men jeg er en enspænder, og så gjorde jeg det selv. Jeg vidste hele tiden, at risikoen var der«.

Var fængselsopholdet herhjemme også en af Guds prøvelser?

»Tja…«. Slimane kører hænderne gennem skægget med et skævt smil. »At sidde i åbent fængsel i Danmark er altså ikke det værste. Det er som at sidde i sin egen dagligstue – man har det hele«.

Har du givet pengene til organisationer, der kæmper for at indføre sharia?

»Det ville jeg nok ikke sige til dig«.

Smilet er der stadig.

Rettroende Dj Hollie fra Randers
Pludselig kommer en ung kvinde fra bordet ved siden af hen til Slimane.

»Jeg bliver simpelthen lige nødt til at spørge dig om noget«.

»Ja?«.

»Jeg har bare siddet og tænkt, at jeg har set dig før et sted«.

Slimane kniber øjnene sammen. Det, folk husker ham for, er som regel hans udtalelser fra et DR-interview. Han sagde, at han betragter den danske statsminister som et legitimt krigsmål. Det udløste et offentligt ramaskrig.

»Kommer du ikke fra Randers?«.

»Jo«.

Han griner igen. Da Slimane var i starten af tyverne, var han en af Jyllands første techno-dj’s. Allerede dengang, som Dj Hollie, bad han fem gange dagligt og holdt sig fra alkohol og stoffer.

»Jeg har haft samme religiøse overbevisning, som jeg har nu, siden jeg var 12«, siger han.

Slimane blev født i Roskilde i 1973. Moderen er dansk og faderen algerier, og da han var syv, flyttede familien til Algeriet. Han fik et nært forhold til sin farmor, der er rettroende muslim. »Hun var religiøs, og så blev jeg det også. Fra moskeen i nabolaget fik jeg samtidig et indtryk af, hvad der foregik politisk i Tjetjenien og Afghanistan«.

Slimane føler sig hjemme både i Algeriet og i Danmark. »Eller jeg føler mig i hvert fald ikke fremmed. Danmark er mit land, og det, at jeg er uenig med staten, er noget andet«. Noget væsentligt andet.

Ifølge Slimane er religion og politik uadskillelige, og for ham gør kun Allahs love sig gældende.

»Er der noget, der er forbudt ifølge sharia, gør jeg det ikke. Jeg undgår så vidt muligt at komme i konflikt med dansk lovgivning, men jeg respekterer den ikke«.

Derfor ser han heller ikke noget forkert i at have stjålet folks dankort.

»Det er jo banken, der har mistet pengene. Kunderne har fået erstatning. Hvis det var gået ud over fru Hansen, havde jeg ikke gjort det. Ifølge sharia er der regler for, hvem man må stjæle fra. Banker er en del af det vestlige system, som vi bekæmper«.

Der er en passage i Koranen, hvor der står, at hvis man tager ét skridt mod Allah, så nærmer Allah sig en med ti skridt. Siden Slimane ved årtusindskiftet besluttede at gå mod Gud, er han marcheret derudad.

Er du kommet tættere på?

»Det er ikke mig, der skal svare på det. Kun Gud ved, hvor tæt jeg er på ham«.

Jeg føler mig ikke traumatiseret. Jeg tænker heller ikke: ’gid det ikke var sket for mig’

PolitikenPlus
  • Aftensol over Grønland De havde været dybt inde i en fjord på den grønlandske sydvestkyst. Og besøgt en sælfangerfamilie.

    Pluspris 800 kr. Alm. pris 920 kr. Køb
  • Merry Christmas, Baby DR Big Bandet afslutter 2014 for fuld julemusik. Solisterne Sinne Eeg og Mads Mathias, som efter hånden er blevet kære gengangere med bandet, vil føre os til tops på julehumørbarometret?

    Pluspris 220 kr. Alm. pris 295 kr. Køb
  • Skænkeprop til vin Elegant dekanteringsprop lavet i glas, der passer til alle vinflasker. Proppen ilter automatisk vinen, når den serveres. Og så klæder den flasken!

    Pluspris 125 kr. Alm. pris 149 kr. Køb
  • Halstørklæde Morderne og trendy tørklæde, med et smukt leopard mønster i de flotte klassiske farver, sort, mørkegrå og lysegrå. Tørklædet er stort og fyldigt, og passer perfekt til de kolde tider.

    Pluspris 279 kr. Alm. pris 349 kr. Køb
  • DAX hvalp DAX er historien om en lille hund som ikke blot er 'Danish design' af navn. Den er rent faktisk fremstillet her i Danmark ? af træ fra bæredygtig skovdrift.

    Pluspris 545 kr. Alm. pris 645 kr. Køb