København beskyldes for at sminke børnesager

Sminken. Majbrit Berlau er formand for Region Øst i Dansk Socialrådgiverforening. Ifølge hende er det umuligt for sagsbehandlerne i børnesagerne i København at overholde Servicelovens tidsfrister. Derfor fifler både hendes egne medlemmer og ledere i kommunen med datoerne, så det ser ud som om loven holdes. JENS DRESLING /POLFOTO
Sminken. Majbrit Berlau er formand for Region Øst i Dansk Socialrådgiverforening. Ifølge hende er det umuligt for sagsbehandlerne i børnesagerne i København at overholde Servicelovens tidsfrister. Derfor fifler både hendes egne medlemmer og ledere i kommunen med datoerne, så det ser ud som om loven holdes. JENS DRESLING /POLFOTO
Lyt til artiklen

Københavns Kommunes medarbejdere har i mange måneder sminket en række børnesager for at skjule, at kommunen ikke overholder lovens krav.

Kommunen har ansvaret for 5.000 børn og unge med sociale og psykiske problemer. Politiken har talt med fire socialrådgivere, der anonymt afslører de kritisable forhold.

De fortæller, at de jævnligt ændrer sager, så det ser ud, som om de lever op til lovens krav om at følge udsatte børn tæt.

Deres beretninger bekræftes af Dansk Socialrådgiverforening.

»Det er meget alvorligt. Der er udviklet en kultur, hvor man systematisk sminker på tallene, og den kultur er Københavns Kommunes ledelse nødt til at gøre op med«, siger Majbrit Berlau, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.

Socialrådgiverne har på møder med ledelsen både lokalt og centralt forsøgt at få sminkningen af tallene standset.

»Det er meget skuffende. Der er ikke sket noget, siden vi rejste det her for ledelsen for to måneder siden«, siger hun.

Snyd med farvekoder
Beskyldningerne kommer i kølvandet på måneders kritik af kommunernes håndtering af børn og unge med sociale problemer.

Tragiske sager om misbrug og omsorgssvigt har blotlagt et sårbart system, hvor børn og unge ofte ender med nye ar på sjælen.

Kommuner fejler i 4 ud af 5 sager om udsatte børn

Københavns Kommune har ellers forsøgt at stramme op på sagsbehandlingen ved at styrke sin journalisering og efteruddanne sagsbehandlerne.

Nye systemer med farvekoder skal sikre en korrekt sagsbehandling. Sagerne får røde og grønne farvekoder, så man på tværs af afdelinger og bydele kan se, hvor ofte Københavns Kommune lever op til serviceloven og løbende følger op på udsatte børn.

I røde sager er der ikke fulgt op i tide, mens de grønne sager overholder serviceloven. Men socialrådgiverne sminker tallene ved at registrere røde sager som grønne. Og det samme gør flere ledere.

»Hos os begyndte ledelsen at gå ind i sagerne og omregistrere dem fra røde til grønne, så det så ud, som om der var blevet fulgt op, selv om det slet ikke var tilfældet«, forklarer en socialrådgiver, som ønsker at være anonym af hensyn til sin jobsituation.

Datoer omregistreres

Socialrådgiverne forklarer, at datoer ændres, så en opfølgning på eksempelvis et anbragt barn ser ud til at have fundet sted inden udgangen af den tidsfrist, der er fastsat i serviceloven.

Ifølge Majbrit Berlau er der sågar eksempler på, at ledere er gået ind i sygemeldte medarbejderes sager og har registreret en opfølgning, selv om ingen har været i kontakt med familien.

»Det er dybt problematisk, og det er det, som vi siger fra over for nu«, siger hun.

LÆS OGSÅ Socialrådgivere bryder loven dagligt

De sagsbehandlere, som Politiken har talt med, har det skidt:

»Det er frustrerende og uetisk at bryde loven, og man risikerer at få en grim misbrugssag mellem hænderne uden at vide det«, siger en socialrådgiver, der ønsker at være anonym af hensyn til sit arbejde.

Socialborgmester i København Mikkel Warming (EL) ønsker ikke at kommentere beskyldningerne, men overlader det til myndighedschef i Børnefamiliecenter København Anne Steenberg:

»Det er ikke min overbevisning, at der foregår snyd. Men hvis der gør, skal der selvfølgelig gøres noget ved det«, siger hun.

Børnechef afviser, at København dækker over lovbrud

FACEBOOK

Niels Holst

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her