Firkantede regler gør det svært at leve op til lovens bogstav, når man som socialrådgiver arbejder med udsatte børn og unge. Det mener Dansk Socialrådgiverforening og flere nuværende og tidligere københavnske socialrådgivere og sagsbehandlere, som Politiken har talt med. De er frustrerede over, at servicelovens mange krav og frister til arbejdet med børn og unge med sociale eller psykiske problemer ikke altid kan indfries.
Samtidig fortæller de om en kultur, hvor de må pynte på virkeligheden for at få sagsbehandlingen til at se godt ud i de løbende målinger, som Københavns Kommune laver af, om tidsfristerne i serviceloven overholdes.



























