Når førstegangsforældre tager hjem fra hospitalet med junior i liften, bobler de fleste af spænding og drømme for det nye liv som far, mor og børn.

Men for mange brister forventningerne, efter at to er blevet til tre.

Om man overlever som par, afhænger i høj grad af, om man i forholdet har været god til at kommunikere konstruktivt sammen før forældreskabet – og om far og mor har haft psykiske problemer under graviditeten. Det viser et nyt, dansk forskningsprojekt, der offentliggøres på torsdag.

»Parrets forudsætninger for at holde sammen efter det første barn afhænger hverken af deres sociale baggrund, uddannelse eller andre klassiske parametre. Det afhænger af, om parret allerede forud for fødslen var gode til at gå konstruktivt ind i en diskussion, holde diskussionen og forlade emnet igen på en måde, som begge havde det godt med. Og så er det afgørende, hvordan far og mor har haft det psykisk under graviditeten«, siger psykolog Tea Trillingsgaard, der torsdag skal forsvare sin ph.d.-afhandling om emnet på Aarhus Universitet.

Graden af udmattelse kommer bag på de fleste
Forskeren har fulgt 250 førstegangsforældre fra graviditeten og fire år frem. Under forløbet fandt hun, at parrenes tilfredshed med deres forhold faldt betydeligt de første tre år efter fødslen.

»Når vi bliver forældre første gang, forventer vi, at det skaber større samhørighed. Det sker for det meste også under selve graviditeten. Her føler vi tryghed og bekræftelse ved tanken om, at vi har valgt hinanden som forældre - en slags second honeymoon, har nogle forskere kaldt det. Men graden af udmattelse - at det er en 24-timers opgave at have et lille barn - kommer bag på de fleste. Det får konfliktniveauet til at stige«, siger Trillingsgaard.

Vi har vænnet os til en stor grad af frihed
Og utilfredsheden er faktisk blevet større nu end for bare ti år siden:

»Vores kultur understøtter i stigende grad individualiteten. Vi har flere og flere ’frihedsår’, før vi slår os ned som familie. Som individer og som par har vi vænnet os til en meget stor grad af frihed, en forlænget ungdomstid. Det kan være en meget vigtig forklaring på, at overgangen til forældreskabet føles mere og mere brat for mange«.

Hun anbefaler, at par, der har svært ved at kommunikere, søger professionel hjælp. Hendes forskning viser, at det typisk ikke har effekt at deltage i f.eks. et parkursus under selve graviditeten. Mange er mere modtagelige for at lære nyt cirka 18 måneder efter fødslen. På det tidspunkt begynder parret ofte at få lidt mere overskud, og tilfredsheden med parforholdet stabiliserer sig efter det bratte dyk.

»Men man bør naturligvis altid søge hjælp, når behovet opstår, og det kan være meget individuelt«, understreger hun.

Kommunikationen er central
Thomas Nielsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet og forfatter til bogen ’Kærlighed og parforhold - under forskernes lup’, er enig i, at kommunikationen er central for parforholdets overlevelse. Som forældre bliver man konstant udfordret på evnen og viljen til at fordele opgaver og prioritere.

»Når man får et barn sammen, bliver evnen til at løse konflikter ekstremt vigtig - og det er her, parret for alvor kommer på prøve. For lige meget hvor dejligt et barn man har fået, så kommer der problemer og logistiske udfordringer, der skal løses i fællesskab. Det kræver, at man er god til at tale sammen – især når man samtidig er træt og stresset«, siger Thomas Nielsen, der også peger på, at parforholdet bliver udfordret af, at kærligheden pludselig skal fordeles mellem tre mennesker.

Det kan vække jalousi og tabubelagte følelser, der kan udvikle sig til bitterhed og frustration, hvis ikke parret evner at tale konstruktivt om det.

Tjek psyken under graviditeten
Det nye forskningsprojekt viser også, at udfordringerne bliver mere alvorlige, hvis en eller begge forældre har kæmpet med angst eller depressioner under graviditeten. Derfor anbefaler Tea Trillingsgaard, at jordemødre og praktiserende læger er ekstra opmærksomme på både kvindens og mandens psykiske trivsel under graviditeten:

»Hvis vi gerne vil undgå konflikter og brud i børnefamilier, er der ingen vej uden om en forebyggende indsats«.

Thomas Nielsen mener også, at forebyggelse generelt er afgørende. Han hæfter sig især ved de alvorlige konsekvenser, der kan være for både familien og barnet, hvis ikke psykisk mistrivsel fanges i tide.

»Vi ved, at lettere depressive tilstande under graviditeten kan ende i alvorlige psykiske problemer efterfølgende, og det er dybt alvorligt for familiens og barnets trivsel. Amerikanske undersøgelser har vist, at det virker forebyggende at tilbyde psykologhjælp under graviditeten til forældre, der har psykiske udfordringer«.

En dramatisk livsovergang
Formand for Jordemoderforeningen, Lillian Bondo, mener, at jordemødrene og sundhedsplejerskerne har en central rolle i forebyggelsen:

»At få børn kan psykisk opleves som en dramatisk livsovergang både for moren og faren. Derfor er det vigtigt, at jordemoderen går ind i et samarbejde med den enkelte familie, så hun kan være med til at fange faresignalerne. Det har vi grundig uddannelse i - vi er ikke kun uddannet i at gribe børn. Vi ved, at både mor og far er vigtige i processen, og der skal tid og ro til, både hos jordemoderen og senere hos sundhedsplejersken«.

FACEBOOKBliv ven med Politiken