Metro sætter millionerstatningssag på 'hold'

Stop. Natur- og miljøklagenævnet har som følge af naboklager midlertidigt stoppet døgnarbejdet ved Marmorkirken. Flere naboklager er på vej. Det kan forsinke Cityringen
Stop. Natur- og miljøklagenævnet har som følge af naboklager midlertidigt stoppet døgnarbejdet ved Marmorkirken. Flere naboklager er på vej. Det kan forsinke Cityringen
Lyt til artiklen

Ud over at kaste store mængder grus i metrobyggeriet sætter det ophørte aften- og nattearbejde også den verserende erstatningssag i bero.

Metroselskabet oplyste i går beboerne ved Marmorkirken om, at de erstatningssummer, som de allerede havde fået tilbudt, foreløbig ikke kan udbetales.

LÆS OGSÅ Ingen kan klage på Frederiksberg

»Da det indtil videre ikke er muligt for CMT (entreprenøren, red.) at arbejde med udvidet arbejdstid, sættes udbetalingen af erstatningen i bero, indtil Natur- og Miljøklagenævnet har truffet en afgørelse i sagen«, skriver Metroselskabet, der dog tilføjer, at der vil blive udbetalt erstatning for den periode med udvidet arbejde, som blev gennemført i juli.

Ekspropriationskommissionen traf tidligere på sommeren en principbeslutning om, at beboere, der udsættes for støjniveauer på over 55 decibel om natten eller 60 decibel om aftenen, er berettiget til en form for erstatning.

Derefter regnede Metroselskabet, under kontroversielle omstændigheder, sig frem til, at mellem 2.000 og 2.500 husstande er berettiget til i alt cirka 70 millioner kroner som kompensation for de udvidede byggegener.

Bærer præg af voldsomt pres
Hundredvis af breve om erstatningsudmålingen er allerede sendt ud til naboerne. Men processen blev i den forløbne uge kortsluttet, da Natur- og Miljøklagenævnet underkendte Københavns Kommune og midlertidig stoppede døgnarbejdet ved Marmorkirken.

Siden er det udvidede byggearbejde også stoppet i Øster Søgade som følge af naboklager, der har såkaldt opsættende virkning i tråd med miljøbeskyttelsesloven.

LÆS ARTIKEL

DF i København kræver ekstraordinært møde om Metro-rod

Beboerforeningerne omkring Marmorkirken, hvis sag til klagenævnet har igangsat det nuværende metrokaos, finder det helt naturligt, at erstatningssagerne nu sættes i bero.

Men de håber så samtidig, at det stoppede aften- og nattearbejde vil give Ekspropriationskommissionen lejlighed til at kigge på sagen igen.

Kommissionen inddrog først nogle af de berørte naboer i principbeslutningen, efter at Politiken skrev om sagen. Og selve erstatningsudmålingen blev helt overladt til Metroselskabet, der har valgt at lave en ny støjberegningsmodel, der afviger fra miljømyndighedernes principper.

»Kommissionens arbejde har været aldeles rodet og båret præg af, at kommissionen har været sat under et voldsomt pres af Metroselskabet. Nu har vi måske en helt ny situation. Det kunne give anledning til at overveje, om hele kompensationsprocessen skal gentænkes og gøres langt mere inddragende og dialogbaseret«, siger Maya Glem, talsperson for beboerforeningerne.

Hele grundlaget vakler

I går klagede naboer fra Nørrebroparken til Natur- og Miljøklagenævnet. Naboer til flere andre byggepladser oplyser, at de vil klage i den kommende uge. Dermed ser det udvidede arbejde ud til at blive bremset på en række byggepladser.

LÆS OGSÅ Endnu en metrobyggeplads må stoppe døgnarbejde

Metroselskabet har udtalt, at standsningen af det udvidede arbejde »rummer en betydelig risiko for, at Cityringen forsinkes og dermed fordyres«. Det uforudsete byggestop kan dermed også ændre ved planlægningen af byggeprojektet. Politiken har spurgt både Metroselskabet og Ekspropriationskommissionen om, hvorvidt det op til seks måneder lange stop af aften- og døgnarbejdet så ændrer hele grundlaget for kommissionens principbeslutning. Ingen af parterne kan endnu svare på spørgsmålet.

Den omstridte politiske beslutning om at tillade aften- og nattearbejde hviler også på forudsætningen om at undgå forsinkelser og en ekstra milliardregning. Både DF og Konservative kræver overborgmesteren på banen i sagen for at kigge på beslutningsgrundlaget efter klagenævnets underkendelse af kommunen.

»Der er tale om det største byggeri siden Christian IV’s tid, men sagen er også blevet behandlet som i enevældens tid, hvor bykongen lukker for borgerinddragelse og offentlighed i forvaltningen«, siger Jakob Næsager, konservativ gruppeformand.

LÆS MERE

Enhedslisten forventer at blive indkaldt som forligspart til drøftelse af den nye situation: »Den kreds, der lavede den politiske aftale, må hurtigst muligt sætte sig sammen og finde ud af, hvad vi gør«, siger miljøordfører Morten Kabell.

Metroens døgnarbejde bliver stoppet øjeblikkeligt

Jakob Sorgenfri Kjær

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her