Danskerne skal have tid til at vænne sig til tanken om et indgreb i Syrien, uden at alle landene i FN's Sikkerhedsråd bakker op. Sådan siger formand for Folketingets Udenrigspolitiske Nævn, Mette Gjerskov (S), som forklaring på, at et flertal af danskerne i en ny måling tilkendegiver, at Danmark ikke skal deltage i et angreb i Syrien, hvis der ikke er et klokkeklart mandat fra FN.
Målingen er foretaget af Gallup for Berlingske. Den viser, at 64 procent af danskerne er uenige eller delvist uenige i, at det danske forsvar skal være med i et angreb på Syrien uden sanktionering i FN. 23 procent støtter derimod et angreb uden FN-mandat, mens 13 procent ikke har gjort deres stilling op.




























