Annonce
Annonce
Danmark

»Når jeg lægger mig i sengen om aftenen, kan tankerne komme igen«

De havde været sammen i 33 år, da Niels Jensen for fire år siden mistede sin mand. Tabet ramte med så voldsom kraft, at han blev syg af det.

N. Jensen og K. Fisker. Begge navne står stadig på postkassen udenfor den hvide villa.

»Jeg kan ikke få mig selv til at fjerne hans navn«, siger Niels Jensen.

For knap fire år siden mistede han sin mand gennem 33 år, Klavs Fisker. Han fik en hjernetumor og døde på hospice. Niels lå ved siden af ham, da han udåndede. Og han føler ham stadig lige så tæt på.

»Jeg har nogle dage haft det sådan, at hvis jeg fandt et hår et sted i huset, kunne jeg tage mig selv i at tænke: »Er det mon lidt af Klavs?«. Det var det selvfølgelig ikke, men jeg ville så gerne, at han stadig var her«.

Niels lider af det, som kaldes kompliceret sorg, og som Verdenssundhedsorganisationen (WHO) lægger op til at gøre til en ny diagnose.

Fra den lyseblå sofa i stuen kan han se ud over bugten ved Marselisborg i Aarhus. På væggene hænger et stort maleri af den danske kunstner Arne Haugen Sørensen - det er faktisk en altertavle. Maleriet købte Niels som en gave til Klavs, da han var syg, fordi han ønskede sig netop det billeder. Det hedder ’Opstandelsen’ - og viser en krop, der strækker sig og løftes op af Guds hånd.

»Jeg synes, den krop ligner Klavs’«.

Samtidig kan få dårlig samvittighed, hvis jeg en dag er glad - over at jeg tillader mig det, når Klavs bare ligger der i sin grav.

Niels Jensen, mistede sin mand Klavs for fire år siden

Han har købt enkelte ting til huset, siden han mistede sin mand. Ellers står det hele som dengang. Bordene, som Klavs snedkererede. Også de to gravhunde slænger sig stadig i møblerne.

»Når jeg ser på dem, tænker jeg jo, at det havde været bedre, om det var mig, der var død. Jeg har af en eller anden grund dårlig samvittighed overfor hundene«.

Venner ringer ofte

Niels har overvejet at sælge huset. Men han kan ikke få sig selv til det. Huset her var rammen for det hverdagsliv, de elskede.

»Jeg ville føle, at jeg solgte noget, der var ham«, siger han.

Nogle af de ting, som Niels oplever, relaterer han stadig til sin mand.

»Nu er det snart påske. Så kan jeg for eksempel tænke, at hvis Klavs havde været her, ville vi nok have været i gang med at vaske og pakke sammen, så vi kunne rejse ned til vores hus i Frankrig. Så hænger jeg lidt fast - i fortiden og drømmen om den fremtid, vi troede, vi skulle have sammen«, siger han.

LÆS ARTIKEL Sådan spotter du kompliceret sorg

Næsten hver eneste dag ringer telefonen. Det er nære venner, der ringer - for at høre, hvordan Niels har det. Uden dem havde han nok valgt ikke at være her mere. Alligevel har han følt sig svigtet. Under sygdomsforløbet gik det i forvejen komplicerede forhold til Klavs’ tre søstre helt i stykker. Tilliden forsvandt, og bortset fra Klavs’ niece i England, som Niels stadig har kontakt med, har han ikke set Klavs’ familie siden begravelsen.

»Jeg manglede noget familie at dele sorgen med«, siger han.

Kan få dårlig samvittighed over glæden

Han kan stadig have dage, hvor han har svært ved at forestille sig, at han bliver rigtig glad igen.

»Samtidig kan få dårlig samvittighed, hvis jeg en dag er glad - over at jeg tillader mig det, når Klavs bare ligger der i sin grav. Men jeg synes, at jeg er blevet bedre til at gribe det gode liv, som jeg ved, at han ville have ønsket, at jeg havde«.

Sammen med en god ven, som aldrig har mødt Klavs, kan han slippe sorgen for et øjeblik.

»Når han og jeg er ude og more os, hænger jeg ikke fast i fortiden. Så er det, som om jeg kan slå mig løs. Men når jeg lægger mig i sengen om aftenen, kan tankerne komme igen«, siger han.

Det sker også, at minderne om Klavs dukker op, når han er sammen med venner, der har kendt Klavs.

»Disse korte tilbageblik varmer og er med til at skabe mere sammenhæng i mit liv«.

»Jeg kan ikke bare slippe ham«

Støttende samtaler med blandt andet et palliativt team har været en stor hjælp.

»Jeg bearbejder stadig mit dyrebare tab, og samtalerne har været en stor hjælp, og jeg føler, at jeg langt om længe er ved at komme videre. Jeg er ved at lære at give rum til mit nye liv, hvor der samtidig er plads til savnet og minderne«.

Mange har velment forsøgt at fortælle ham, at »nu må du se at komme videre«.

»Men det er det værste, de kan sige. For jeg kan ikke bare slippe ham«.

Nogle gange møder Niels og Klavs alligevel hinanden. I nattedrømme. Niels ville ønske, at det skete lidt oftere, end det gør.

»Men det er som om, at jeg selv i mine drømme er klar over, at jeg ikke får lov at beholde ham. For han ender altid med at forsvinde i de drømme, siger han.

»En nat drømte jeg for eksempel, at jeg kunne høre vandet løbe ude i bruseren. Jeg gik ud på badeværelset for at sige til Klavs, om ikke han havde stået der længe nok. Da jeg kom derud stod vinduet åben. Han var væk. Som om han var fløjet ud«.

Redaktionen anbefaler

Snart bliver sorg en diagnose

Sorg, som ikke aftager i intensitet et halvt år efter tabet af en elsket, kan udvikle sig til en sygdom, der kræver professionel hjælp. WHO arbejder på ny sorgdiagnose, som forventes i 2018.

Del link
Annonce
Mest læste
Dit politiken
Annonce